Buddhistisk dialektik

– og andre gode nyheder fra det eksil-tibetanske samfund i Indien 

Det eksil-tibetanske samfund i Indien er som alle andre i landet også ramt af COVID-19 nedlukning. En genåbning er netop i disse dage på vej, men det er usikkert, hvordan og hvornår det eksil-tibetanske skolevæsen kan fungere nogenlunde normalt

CICED har gennem mere end 15 år med bistand fra DANIDA støttet udrulning af ’basic education policy’ i det eksil-tibetanske samfund. Den nuværende projektfase er i sit andet år. I det følgende et par historier om indsatsen, inden COVID-19 satte en midlertidig stopper for aktiviteterne.

Buddhistisk dialektik

– de unge skal lære at tænke og argumentere rationelt

De unge eksil-tibetanere skal lære at argumentere. Gennem rationel tænkning og dialog skal de blive bedre til at afdække, hvad der er sandt og falsk, godt og skidt. De skal udvikle sig som selvstændigt tænkende individer. Derfor skal de undervises og trænes i buddhistisk dialektik.

Buddhistisk dialektik – eller dialektisk pædagogik – står helt centralt i det eksil-tibetanske samfunds ’new basic education policy’, hvis gennemførelse er støttet af CICED via midler fra DANIDA.

Det er dialektik i betydningen ’kunsten at samtale’ og som metode til at afprøve modsatrettede synspunker og derigennem udvikle rationel og logisk tænkning. Moderne buddhistisk dialektik har rødder i klosterlivets undervisningspraksis i Gelugpa-buddismen. (Gelugpa = ’de dydige’, populært kaldet ’de gule hatte’, er den del af buddhismen, som anerkender Dalai Lama som åndelig leder).

Før corona-virussen lukkede Indien helt ned tidligere på året kunne Department of Education (DOE) i Central Tibetan Administration (CTA) gennemføre den første runde kurser i buddhistisk dialektik for elev-mentorer. Som mentorer skal eleverne fremover støtte lærerne i at benytte praktisere dialektisk pædagogik i den daglige undervisning.

Styrk tibetansk sprog i undervisningen

– også lærere kan have brug for at blive bedre til deres modersmål

‘Der er et alarmerende fald i passende anvendelse af det tibetanske sprog. Der er alt for mange studerende og unge tibetanere, der ikke er i stand til at skrive og tale tibetansk på et passende niveau. Der er for få sproglærere ……og der er en udbredt opfattelse blandt studerene og deres forældre af, at tibetansk ikke har nogen betydning, når de skal fortsætte på videregående uddannelse (som vil foregå på indiske universiteter, red.) eller have et job’.

Sådan konstateres en del af udfordringen med at bevare tibetansk sprog i et CTA-strategipapir udarbejdet i forbindelse med ’five-fifty’ konference i september 2018. Strategipapiret og dets anbefalinger har givet retning til dansk bistand til uddannelse i det eksil-tibetanske samfund.

Styrkelse af lærernes kendskab til og anvendelse af det tibetanske sprog er en af de seks komponenter i det igangværende 3-årige CICED-CTA projekt.

Den første workshop blev afholdt i sommeren 2019 og fornylig blev nummer to gennemført med 17 lærere, der arbejdede sig igennem et intensivt program.

Montessori-redskaber til børnehaver

– IT i skolen og ny legeplads i skolegården

Det eksil-tibetanske samfund har en særlig forkærlighed for Montessori-pædagogikken, som basis for al institutionel førskolepædagogik.

Montessori-principper om, at ’barnet skal respektere og lære sig at respektere sin omverden – ikke bare andre mennesker men lige så vigtigt er det at respektere naturen og miljøet omkring sig’ passer som fod-i-hose til det filosofiske fundament i ’new basic education policy’.

Montessori-pædagogik skal understøttes af pædagoger med den rette uddannelse og med de rette materialer. Den danske bistand støtter begge områder. For nylig er der indkøbt sensorisk fremmende legetøj til 20 førskoleklasser i 14 skoler.

Basic education policy balancerer mellem en revitalisering af tibetansk uddannelsestradition, f.eks. buddhistisk dialektik og modernisering af undervisningens indhold og form. Som alle andre på kloden er informationsteknologi en central del af moderniseringen. Den danske bistand omfatter etablering og udbygning af IT i skolerne.

Og lige inden corona lukkede skolerne fik børnene i Peteon-modelskole ny legeplads i skolegården

Fotos: Undervisning inde og ude i buddhistisk dialektik. Efteruddannelse af lærere i tibetansk sprog. IT-undervisning. Montessori-legetøj. Ny renoveret skolegård.

Del i dit netværk

Seneste blogindlæg

Debatmøde om lokalt ledet udvikling

- d. 26. november 2024

Hvordan kan vi arbejde med og blive bedre til at sikre udvikling, der er forankret lokalt? Mange frivillige organisationer og NGO’er samarbejder tæt med lokale organisationer og samfund i det globale syd for at forbedre levevilkår, fremme rettigheder og meget mere.

Men at arbejde ’nedefra og op’ og have et ’deltagerorienteret’ fokus har også nogle faldgruber, som kan forhindre de gode intentioner i at blive fuldt ud realiseret.

iiINTERest og CICED inviterer til debat. Og god krydret indisk mad til at gå hjem på.

Deltagelse gratis, men tilmelding nødvendig.