Kampen om retten til at bruge sit modersmål og især retten til at blive undervist på det sprog, man fra fødslen kender bedst, har århundreder på bagen. Den brutale undertrykkelse af oprindelige folks børns brug af deres modersmål i skolen, kendes fra et utal af eksempler fra koloniserede lande verden over. Men da spørgsmålet om brugen af modersmål ofte knyttes til spørgsmålet om national identitet og nationskabelse, så udfoldes kampen om brugen af modersmål i de fleste lande med etnisk og sproglig mangfoldighed.