Af Rita Tisdall, p.t. Nepal
Projektet i Helambu arbejder for, at børn er sikre i deres lokalsamfund, og at de kan få adgang til inkluderende skoler.
Da Nepal d. 28. maj 2008 blev erklæret republik var det ikke kun slut med monarkiet, men også med den sidste formelle hinduistiske stat i verden.
Nepal er dog stadig belastet af et hinduistisk kastesystem, der opdeler folk efter etnicitet og kaste. Kastesystemet har skabt sammenvævede mønstre af ulighed, der er dybt rodfæstet i underliggende normer for socialt hierarki og adfærd. Den sociale praksis reproducerer diskrimination og strukturel ulighed.
Generelt har Nepals kastesystem udelukket især tre grupper: dalitter, ofte kaldet de kasteløse eller de urørlige, da andre grupper ikke ville røre eller acceptere madvarer fra dem, oprindelige folk og kvinder. Selvom kastesystemet – især i byerne – er blevet udvandet noget i løbet af det sidste årti, så er systemet stadig en nøglefaktor til udelukkelse i landdistrikterne.
Tamangs, er en af de mest marginaliserede etniske grupper i Nepal. I Helambu udgør de 50% af befolkningen. En anden gruppe oprindelige folk hyolmosudgør ca. 20%. Dalitter tæller ca. 10%, og de resterende 20% er såkaldte højkaste grupper, f.eks. brahmin og chhetri.
Selvom Nepal på forfatningsniveau fremstår som et inkluderende demokrati, hvor kaste slet ikke bør spille en rolle, så er det næppe en overraskelse, at det tager generationer at kaste pålagte sociale bånd af sig. At afvikle et apartheidsystem efter to tusind års adskillelsespraksis kræver tid, mod og vedholdenhed .
Just Nepal Foundation, CICEDs partner har ti opsøgende medarbejdere, der – ofte under barske forhold – bor i de lokalsamfund, hvor projektet opererer. De ti medarbejdere kommer fra forskellige grupper i det nepalesiske samfund. Inden de blev sendt op i bjergene til lokalsamfundene i Helambu, modtog de intensiv anti-diskriminerende træning kaldet reflekter over min egen praksis. Deres vigtigste opgave er at hjælpe skoler og lokalsamfund til at komme sammen og arbejde sammen til gavn for deres børn og skolerne.
En af de seneste bestræbelser i projektet var et forsøg på at bringe skolebestyrelser og forældre sammen for at tale med hinanden og for at skabe visioner for deres respektive skoler.
Skolebestyrelser vælges af forældre hvert femte år, og med mandat til at drive de lokale skoler, træffer skolebestyrelsen vigtige beslutninger om skolebetalinger, læseplaner osv.
Indtil for nylig var der sjældent reelle valg til skolebestyrelserne, de var det, der kaldes papirudvalg. De blev oprettet ”på papiret” af skolelederne, som typisk udpegede en person, som han gjorde til sin skolebestyrelsesformand. Sammen kørte de så ”showet”, som de fandt for godt uden nogensinde at inddrage forældrene.
Ledet og drevet af højkaste medlemmer var skolen en manifestation af segregation. Skolens sprog var anderledes end de(t) lokale sprog. Selv skolens udseende var ude af kontekst, skarpt forskellig fra den lokale byggestil.
Traditionelt var det kun højkaste grupper, der kunne uddanne sig, og selvom alle uddannelsesniveauer i dag er åbne for alle, så er hovedparten af skolelærere og skoleledere var de to øverste kastekategorier, og det vil selvsagt tage mange, mange år at uddanne en kritisk masse af undervisere fra alle grupper i det nepalesiske samfund.
Men, der er håb. Ganske langsomt er forholdene ved at ændre sig for de fleste af de 34 skoler i Helambu. Der har netop været afholdt reelle valg til skolebestyrelser. Det vil sige, at forældre deltager og stemmer, og der sidder nu forældre i mange skolebestyrelser. Disse forældre har aldrig selv gået i skole, men de har en stærk tro på, at skole og uddannelse er værdifuld, og de ønsker de bedste skolemuligheder for deres børn. Men skole er en mystisk og fremmedartet størrelse for dem. De fleste kan ikke læse og skrive, men de er ”eksperter” i egen kultur. Og det er deres børn, det hele handler om.
En af hovedårsagerne til, at skole og uddannelse ikke rigtig fungerer i Nepal, er netop, at lærerne er fra højkastegrupper. De underviser oftest i lokalsamfund, der er meget forskellige fra deres egne. De taler ikke børnenes og forældrenes sprog, deres skikke er anderledes, og de lever blandt mennesker, de underviser børn, som de selv som børn fik at vide, at de ikke måtte blande sig med eller røre ved. Sådanne lærere er også fremmedgjorte i deres virke.
I løbet af de sidste fire uger har projektet samlet de tre ”skolefamilier”, dvs. forældre, lærere og skolebestyrelser. Over 390 personer har i mindre grupper tilbragt en weekend sammen. Sammen er det det centrale ord. For mange var det første gang, de tilbragte tid under samme tag med andre kulturer/kaster.
De blev introduceret til skolebestyrelsens rolle og forpligtelser. JNF faciliterede diskussioner om eksklusion og dens arv. Idéer til, hvordan lokalsamfund kunne være mere inkluderende, blev fremsat kollektivt. Der blev udarbejdet planer og samskabelsesplaner for deres skoler for de næste fem år.
Deltagerne boede, spiste, sang og dansede og vendte tilbage til deres landsbyer for at påbegynde arbejdet. Ja, de har brug for mere vejledning til, hvordan man f.eks. kan kræve bedre finansiering fra den lokale regering til deres skoler, men den hidtil fremherskende adskillelse og fremmedgørelse er udfordret, og en stemning og ånd af samhørighed er født.
Mor og lærer
Samtale med ‘den anden’
Planlægning’
Forældre og lærere rydder jord, der skal bruges til køkkenhave, så børnene kan få sig et godt måltid mad på skolen – punkt ét på ‘to-do-listen’
En far viser, hvordan man fletter stole, der kan sælges, så skolen får lidt ekstra penge.
