Lokalt ledet udvikling
Den 26. november indbyder CICED sammen med iiINTERest til debatmøde om et af tidens helt store temaer blandt udviklingsorganisationer, nemlig ’lokalt ledet udvikling’. Som opvarmning til debatten kaster vi i CICED NYT et blik på, hvor CICED står i.f.t. temaet og hvordan vi – i hvert fald i vores egen opfattelse – praktiserer ’lokalt ledet udvikling’.
Den første artikel kredsede om de ret tilfældige rødder til, at CICED har arbejdet med og for ”lokalt ledet udvikling” siden 1992. Også selv om det hed noget andet den gang.
I denne artikel fokuserer vi på, hvis viden der tæller mest. Og hvilke konsekvenser det kan have, når ’vi-ved-bedst’ arrogancen slår ud i lys lue. Vi slutter med en præcisering af, hvad vi egentlig forstår ved ”lokalt ledet udvikling”.
* * * * * * *
Viden er magt – også i lokalt ledet udvikling
Læsetid 8 min – Lyttetid 14 min.
Kan man være ekspert i noget, man kun ved lidt eller ingenting om? Spørgsmålet i sig selv lyder jo lidt tåbeligt, når man tjekker ordets betydning.
Ifølge Den Danske Ordbog er en ekspert en ”person der har en stor viden om et bestemt (fagligt) område”.
I den første artikel om lokalt ledet udvikling berørte jeg spørgsmålet om, hvis viden, der tæller mest i udviklingssamarbejde mellem partnere i det globale nord og det globale syd. Svaret var – og er desværre ofte stadig – at vi i det globale industrialiserede nord er overbeviste om, at vi ved bedst. En selvbevidsthed, der i den herskende jargon inden for udviklingsverdenen også slår igennem, når fagfolk i et udviklingsprojekt skal tituleres. Der skelnes mellem internationale eksperter og lokale specialister.
Ifølge Den Danske Ordbog er en specialist en ”person der har en stor viden om et bestemt (fagligt) område”. Altså præcist det samme som en ekspert.
Vi skal til det engelske sprog, udviklingsindustriens lingua franca, for at finde en forklaring. Både Cambridge Dictionary og det amerikanske Meriam-Webster indikerer et hierarki i viden mellem de to positioner. Især sidstnævnte skærer det ud i pap:
En ekspert er én med særlige færdigheder eller viden, der repræsenterer beherskelse (engelsk: mastery) af et bestemt emne, hvorimod en specialist er én, der har specialiseret sig i et bestemt erhverv, en bestemt praksis eller et bestemt studieområde (min oversættelse og min fremhævelse).
Tager vi et skridt ind i brugen af kunstig intelligens og husker, at svar på spørgsmål er baseret på eksisterende data og spørger f.eks. platformen Perplexity om forskellen på en ekspert og en specialist, så hedder det: En ekspert har omfattende viden, erfaring og færdigheder inden for et bredt fagområde eller emne. En specialist fokuserer derimod på et mere specifikt underområde eller niche inden for et felt.
Når der i jobbeskrivelser i internationalt udviklingssamarbejde skelnes mellem ’international ekspert’ og ’lokal specialist’, så er der m.a.o. klart markeret, at den der kommer udefra, typisk fra Vesten/det globale industrialiserede nord pr. definition er mere kompetent, mere vidende end hans/hendes lokale kolleger.
Når arrogancen tager over
Det kan inden for en række faglige områder faktisk også være tilfældet. Men, hvis ’beherskelsen af et bestemt område’ ikke følges til dørs med passende ydmyghed overfor egen fortræffelighed og respekt overfor lokal viden, så kan det give udslag i ubrugelige eller ligefrem ødelæggende indsatser.
I Mongoliet mente den asiatiske udviklingsbank i anden halvdel af 1990erne, at der skulle ske noget drastisk med den mongolske skole. Kvaliteten i især matematik og fysik undervisningen skulle højnes. I landdistrikterne skulle skoler fusionere for at spare udgifter til ledelse og administration. Klassekvotienterne skulle op.
En kerne i planen var, at 1300 lærere skulle aftræde frivilligt med tre års fuld løn. Pengene til dette påhit måtte den mongolske regering låne i den asiatiske udviklingsbank.
Sammen med mongolske kolleger advarede jeg de internationale eksperter fra banken om, at man for det første ikke kunne bruge tal fra det øvrige Asien til at vurdere klassekvotienter i Mongoliet. Som argument for flere elever pr. lærer i de mongolske skoler henviste man bl.a. til tal fra Bangladesh. I 1997 var befolkningstætheden i Bangladesh 825 pr. km2– i Mongoliet var den 1,5 pr. km2.
For det andet advarede vi om, at hovedparten af de lærere, der ville takke ja til afskedigelse med tre års fuld løn, især ville være matematik og fysiklærere. Altså dem, der skulle løfte kvaliteten i undervisningen i de to fag. Overalt i de tidligere socialistiske lande kunne man konstatere, at det især var folk med naturvidenskabelig baggrund, der hurtigst greb de nye muligheder under kapitalismen og det politisk liberale demokrati.
Alle advarsler blev afvist. Der blev oprettet ’komplekse skoler’ med to-til-flere skoler under samme administration. 1300 lærere, fortrinsvis matematik og fysiklærere takkede ja til tre års løn og forsvandt fra skolerne.
Efter to-tre år måtte skolerne igen deles op i selvstændige enheder. Med op til 100 km. fra centralskolen til landsbyskolen og dybfrossent landskab i 5-6 måneder og hverken internet eller telefonforbindelse duede kompleks-ideen naturligvis ikke. Kvaliteten i matematik og fysikundervisningen dalede. Undervisningen måtte overtages af lærere uden de nødvendige kvalifikationer. Hovedparten af de 1300 afskedigede lærere måtte lokkes tilbage i skolerne. Og Mongoliet måtte i mange år tilbagebetale de lånte penge til denne tåbelige idé.
I starten af 00erne koordinerede dansk faglig bistand til uddannelsessektoren i Nepal. Her var jeg vidne til en gruppe ’internationale eksperter’, hvoraf de fleste aldrig tidligere havde sat deres ben i landet, bruge halvandet døgn i felten, reelt kun nogle få timer i samtale med et par distriktsansvarlige for uddannelse, og dernæst sidde en lørdag på deres femstjernede hotel i Kathmandu og udforme 17 siders anbefalinger til den nepalesiske regering.
For nogle år tilbage blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig en opgave som ”international ekspert” med udvikling af læreruddannelse i Mongoliet. Forespørgslen kom fra en god gammel kending, et konsulenthus i England, som jeg tidligere havde arbejdet sammen med på Danida-opgaver. Med mit mangeårige samarbejde med gode kolleger i Mongoliet i bagagen sagde jeg ja tak. Men tilsagnet varede kun til selve opgavebeskrivelsen landede i min indbakke.
Jeg fik tre måneder til at gennemgå samtlige læseplaner og undervisningsmaterialer for læreruddannelser i Mongoliet samt alle læseplaner og materialer, der gjaldt for den mongolske skole 1.-10. klasse. Dernæst skulle jeg formulere en anbefaling til reform af Mongoliets læreruddannelser. Jeg hverken taler eller læser mongolsk. Men som international ekspert kunne jeg jo nok klare opgaven, var holdningen.
Jeg spurgte, om hvad man ville synes om en opgave den modsatte vej. Kunne man forestille sig en person fra Mongoliet med kvalifikationer som mine, og som ikke talte eller læste engelsk, om at løse en tilsvarende opgave for det britiske undervisningsministerium? Jeg har ikke hørt fra dem siden.
Der er heldigvis mange eksempler på, at internationale eksperter lytter til og reelt inddrager lokal viden og erfaring. Det vil jeg give eksempler på i den næste artikel.
En aktuel parentes
Mens jeg skriver denne artikel, lander nyheder fra Altinget/Udvikling i min indbakke. Her kan man læse, at regeringen med finanslov 2025 vil øge antallet af sektorrådgivere, der skal placeres i lande i det globale syd, til i alt 75. Det er er en forøgelse på 13 personer i forhold til 2024 og en firedobling siden 2016.
Sektorrådgivere skal især fremme et såkaldt myndighedssamarbejde, der også er rammen for bedre vilkår for samarbejde mellem private virksomheder i Danmark og de pågældende lande, hvor sektorrådgiver er udstationeret. Fokus er ofte på grønne løsninger, hvor dansk ekspertise skulle være efterspurgt.
Artiklen i Altinget referer til en evaluering af det danske myndighedssamarbejde. I sammenfatningen af evalueringen kan man læse:
”Evalueringen fremhæver dog også, at den brede og langsigtede effekt af den danske støtte fremstår ret beskeden. ……. Og på dansk side peger evalueringen bl.a. på, at støtten ikke altid i tilstrækkelig grad har været baseret på grundige landeanalyser og godt nok tilpasset til den konkrete kontekst….”
Ifølge Altinget opfordrer Anne Mette Kjær, forperson for Udviklingspolitisk Råd og professor ved Århus Universitet til, at “Det (sektorrådgivernes arbejde m.a.) skal være baseret på efterspørgsel fra landene selv, så bistanden målrettes de konkrete behov”.
Man må håbe, at bemestring af lokalt ledet udvikling er krav til de mange nye sektorrådgivere alias internationale eksperter.
Mekanisk overførsel af viden
’Ekspert’ konceptet rummer i udviklingssamarbejdet også en tudsegammel antagelse af, hvordan viden og færdigheder udvikles, og dermed også hvordan man opbygger kapacitet og kompetencer.
På kort og lidt karikeret form består antagelsen i, at man tager en ekspert og giver ham/hende til opgave at overføre sin viden til nogen, man mener, der har brug for at vide noget af det, som eksperten ved. Det bliver typisk gjort i form af en workshop eller et seminar eller eksperten skriver en manual eller en vejledning. Og vupti, så er opgaven løst. Viden er overført, og hvis modtagerne af ekspertens viden ikke har forstået eller ikke kan finde ud af bruge alt de har hørt og læst sig til, ja, så er det deres egen skyld.
UNDP-rapporten fra 2003 om kapacitetsudvikling Capacity Development – New Solutions to Old Problems tager denne praksis under kritisk behandling:
”…. Teknisk-fagligt samarbejde har længe været baseret på denne form for overførsel, hvor rådgiveren/eksperten analyserer videns kløften og foreskriver løsninger, der kan sætte modparten i stand til at forbedre sine præstationer. Den underliggende præmis er, at fattige lande blot kan overtage en skabelon, som er blevet forfinet over tid i de rigere lande. Der er ingen grund til at genopfinde hjulet.
De fleste har dog erkendt, at det i det mindste delvist er forkert, og der har været fejljusteringer, og at der er behov for nogle lokale tilpasninger. Hvad man imidlertid ikke har forstået, er, hvor katastrofal forkert hele tilgangen har været. Processen skal virkelig vendes på vendes på hovedet, og første prioritet er at opmuntre modtagerne til at sætte processen i gang.
Dette starter med en dyb forståelse af lokal viden og praksis, hvori indgår vurdering af kapaciteter og potentiale hos enkeltpersoner, institutioner og samfundet som helhed, og finde måder at bygge videre på disse trinvist. Processen er også i bredeste forstand en politisk proces, hvor man anerkender de forskellige interesser, der er involveret og prøver at forudse, hvordan konflikter kan løses” (UNDP rapporten s. 13 – link til rapporten her)
I et CICED perspektiv er vi tilbage ved vores indledende svada til alle internationale samarbejder: Vi er ikke her for at fortælle jer, hvad I skal gøre. Det er jer der er eksperterne. Forhåbentlig ved vi noget, forhåbentlig har vi nogle erfaringer og ideer, som I kan bruge.
Hvad er det så, det dér lokalt ledet udvikling?
Kritikken mod vi-ved-bedst holdningen har, som nævnt, været kendt i årtier og været rettet mod udviklings(sam)arbejdet i almindelighed. Men det er indenfor det humanitære område og arbejdet med klimatilpasning at lokalt ledet udvikling inden for de sidste godt ti år for alvor har vundet indpas.
På baggrund af materialer fra vores egen paraplyorganisation CISU og læsning af dokumenter om emnet fra en række andre organisationer, så vover jeg denne definition:
Lokalt ledet udvikling beskriver en proces, hvor lokale aktører—herunder enkeltpersoner, lokalsamfund, organisationer, virksomheder og myndigheder—bestemmer deres egne prioriteter, udvikler løsninger og leder implementeringen af disse løsninger. Det grundlæggende princip er at overføre beslutningskompetence, ressourcer og ejerskab til lokale interessenter.
Nogle væsentlige karakteristika ved lokalt ledet udvikling omfatter:
- Lokale aktører har indflydelse på formuleringen af udviklingsprioriteter og udfordringer.
- Lokale interessenter skaber projekter/programmer og løsninger.
- Lokale enheder fører tilsyn med implementeringen og har kontrol over ressourcerne.
- Lokale partnere er ansvarlige for resultaterne og fremmer læring.
Det store skub i retning af at praktisere lokalt ledet udvikling kommer i 2014 med vedtagelsen af The Core Humanitarian Standards, der retter sig mod det humanitære arbejde. Herefter følger en række andre internationale markeringer til støtte for lokalt ledet udvikling og Shift the Power, som det bliver for omfattende at komme ind på her. For læsere, der er mere interesserede og engelsklæsende, kan jeg anbefale at se på f.eks. partos.nl. Partos er en platform for videns- og kompetenceudvikling for over 100 hollandske udviklingsorganisationer, meget lig CISU.
Nu tænker jeg, at vi har fået præsenteret baggrunden for al den snak om lokalt ledet udvikling. Og, vi har fået indkredset en definition, som de fleste er enige om. Og så skulle resten jo være lige ud ad landevejen! Desværre ikke.
Der er alvorlige dilemmaer, hindringer, bekymringer – nogle tekniske, økonomiske, andre politiske. For eksempel: Hvem er de lokale? Hvis magt, hvis lokale viden er gyldig? Den næste artikel tager fat på disse udfordringer, samtidig med, at vi ser på, hvordan CICED konkret arbejdet med lokalt ledet udvikling.
