(Læsetid 3 min.)
Overalt i verden går migrationsstrømmen sig fra land til by. Også i Mongoliet skaber vanskelige levevilkår på landet og drømmen om et mere komfortabelt liv flytning til hovedstaden Ulaanbaatar og landets to andre byer Erdenet og Dachan. At det ikke altid ender supergodt, kender vi blandt andet fra det arbejde, som Children’s Ger lægger for dagen. Mange af projektets skolebørn og nødstedte familier er netop tilflyttere til det urbane liv.
I de første år efter omvæltningerne i starten af 1990erne fra socialisme og planøkonomi til kapitalisme og markedsøkonomi var der en pudsig tovejsmigration. Massevis af mennesker måtte til Ulaanbaatar i jagten på arbejde, eftersom den lokale og regionale industri ikke kunne overleve uden socialistisk planøkonomi. Kollektivbrug/negdels og statsbrug blev opløst og hovedparten af landbrugssektoren privatiseret.
Privatiseringen og dermed en tilbagevenden til det sagnomspundne nomadeliv, tiltrak en del byboere. Hvor mange vides ikke. Der var ikke helt styr på statistikken i de kaotiske år i halvfemserne. Men vi hørte mange historier, også om kolleger på det pædagogiske universitet, der ville prøve kræfter med livet på de vidtstrakte stepper.
For nylig, i jagten på nyheder om konsekvenser af de igangværende zuds i Mongoliet (se www.ciced.dk) støtte jeg på en interessant artikel i det fremragende engelsksprogede online magasin Global Press Journal.
Artiklen er skrevet af GPJs to mongolske journalister, og fortæller om en slags gentagelse af migrationstendensen fra by-til-land. Denne gang er bevægelsen ud af byen dog drevet af frygten for den giftige luftforurening i Ulaanbaatar og forestillingen om et roligere liv uden urban stress-og-jag og daglige timer i bilkø. Det er dog værd at bemærke, at det ikke er livet som nomade, der driver de tre unge familier, der portrætteres i artiklen. Som det også er kendt fra danske himmelstrøg, er det den kreative klasse, der nu med adgang til internettet, kan drive virksomhed hjemmefra og bruge den nyvundne frie tid til at engagere sig i lokalsamfundet.
Under overskriften ’Derfor strømmer unge familier ud på landet’ beskriver artiklen, hvad der kaldes en bemærkelsesværdig trend, hvor unge familier forlader bylivet for at slå sig ned på landet, trods de udfordringer, det medfører såsom mangel på indlagt vand og nødvendigheden af at hugge brænde.
Tuya Tangad og hendes familie er et eksempel på denne trend. Efter at have boet i Tyskland og Østrig, vendte Tuya tilbage til Mongoliet for at bidrage til landets udvikling og sikre, at hendes børn kunne tale mongolsk. Familien har nu etableret, hvad der i artiklen kaldes en ranch og en succesfuld virksomhed i Moron, provinshovedstad i Khvusgul, samtidig med at Tuya arbejder frivilligt på et projekt for at bygge et udviklingscenter for børn. (Ranch refererer til, hvad der på mongolsk normalt kaldes khashaa, et stykke indhegnet jord).
I Tariat, i Arkhangai-provinsen, finder vi Ulziimunkh Bat-Erdene og hans kone, der sammen besluttede at forlade Ulaanbaatar for et sundere liv på landet. De deler nu deres erfaringer online og nyder et liv med mindre stress og mere tid til familie og hobbyer.
Battsetseg Chagdgaa flyttede til Khantai, Bulgan-provinsen, for at undslippe Ulaanbaatars forurening og opdrage sit barn i et sundere miljø. Hun har startet en NGO for at støtte folk, der ønsker at flytte fra byen til landet, og arbejder på at bevare miljøet og fremme biavl blandt lokale bønder og nomader, især kvinder.
Den mongolske regering har indført flere tiltag for at støtte denne omvendte migration, herunder boliglån med lav rente for førstegangskøbere, skatteincitamenter og lavtforrentede lån til virksomheder i landdistrikterne, samt online og telefonisk information til potentielle migranter.
(Den oprindelige artikel nævner i sin overskrift at unge familier ligefrem strømmer til landdistrikerne. Det indikerer et betydeligt antal unge familier, der forlader byen og flytter på landet. Det har ikke været muligt for os at indhente data, der understøtter påstanden. Det betyder ikke, at den er forkert, men blot at vi ikke kan verificere. Det kan således også blot være en tendens blandt udvalgte unge familier).
