Det er næsten for meget kliché, men alligevel: Det nye skoleår i Mongoliet er kommet godt ud over stepperne.
Fra midt i september har Altanzul hængt i røret og over tastaturet. Hver dag. Mange timer. Altanzul er den daglige koordinator af projektetBetter Education – Better Life,og der er 62 skoler og lokalafdelinger af MAPSSD, som hun skal holde styr på. MAPSSD er CICEDs partner i Mongoliet.
Projektet er faktisk i sit 3 år, og vi skulle efter den oprindelige plan runde arbejdet af med udgangen af september 2022. Men pandemien har stukket en kæp i hjulet på udrulningen af aktiviteterne. Den oprindelige plan sagde, at vi på nuværende tidspunkt skulle levere hjemmebaseret førskole til omkring 2000 nomadebørn. Sidste år, hvor Mongoliet var nedlukket en stor del af tiden, nåede vi 300 børn.
I disse måneder får yderligere 1000 nomadebørn og deres forældre besøg af lærere og pædagoger fra den landsbyskole, som børnene skal starte i næste år. Og projektet er forlænget til 2023, så vi skal nok komme i mål.
Med sig har lærere og pædagoger øvelsesbøger og materialer til sprog- og motoriktræning til børnene og vejledninger til forældrene. Lidt afhængig af afstande og mobiltelefondækning følges besøgene op med månedlige samtaler.
Logostik på mongolsk
Det er indkøb og fordeling af materialer samt forældre- og børnerespons på projektet, der holder Altanzul beskæftiget.
Nogle materialer er forfattet af førskolepædagogiske eksperter på Mongolian State University of Education i Ulaanbaatar og trykt i hovedstaden. Disse materialer skal ud til 62 landsbyskoler fordelt spredt over hele Mongoliet. Der er hverken effektivt postvæsen eller pakkefirmaer, så transport logistikken må mongoliseres: Altanzul giver besked om, at materialerne er til afhentning. I de 62 landsbyer finder man nogen, der er på besøg i Ulaanbaatar og som kan tage materialerne med hjem. De hentes hos på kontoret hos Altanzul.
Hvis den model ikke duer, så er der altid nogen fra landsbyen, der kender nogen, der kender nogen, der bor i hovedstaden, og som gerne vil hjælpe. Den pågældende henter så materialerne hos Altanzul og finder en lastbil eller offentlig bus, der har kurs mod den pågældende landsby.
Og det virker. Sådan har vi gennem årene fordelt i tusindvis bøger og tidskrifter og tonsvis af byggematerialer til forbedring af skoler og klasseværelser. Altså med lastbil – ikke bus.
Som sagt, er det kun nogle af materialerne, der skal transporteres hele vejen fra Ulaanbaatar. Andre gode sager, såsom blyanter og farver og malebøger og andet til motorikøvelser kan købes lokalt. Måske hus multikøbmanden i landsbyen eller på markedet i provinshovedstaden. Som dog i mange tilfælde er 100-200 km væk. Men så tager lærerne afsted og køber stort ind.
Vi har samlet en stribe fotos fra den seneste måneds indsats rundt omkring i Mongoliet. Det første foto er en ‘ruteplan’ for den første rundtur til nomadefamilier med 5-årige børn i distriktet Bayan Undor i Övörkhangai provinsen. Start og slut er skolen med blå facade og gult tag. En sådan rundtur tager typisk en 2-3 dage med overnatning hus nogle af familierne undervejs. Da den lokale guvernør typisk betaler benzin i forhold til kilometertallet, så er det vigtigt at få målt rigtigt ud fra starten!
Efter ruteplanen følger fotos fra uddeling af materialer til nomadebørn og deres forældre, fotos fra skolernes forberedelse af materialerne og til sidst fotos fra et par af kostafdelingerne, hvor projektet også har leveret materialer til en forhåbentlig sjovere fritid.
