Restriktioner og ambitioner

Af: Johnny Baltzersen 

Det kunne gå bedre. Med COVID-19 i Mongoliet. Men der er håb.

Vi har tidligere beskrevet, hvorledes landet holdt smitten nede i hele 2020, hvor der kun var registreret meget få tilfælde og ingen døde. Skoler og universiteter har været lukket det meste af tiden siden februar 2020. Offentlige og private arbejdspladser har fungeret under strenge restriktioner.

Men, som alle andre steder, er der økonomiske og sociale omkostninger ved nedlukninger, og i løbet af marts gav den mongolske regering efter for presset for at genåbne. Hammeren faldt omgående. Antallet af smittede er på mindre end en måned tredoblet, så der i dag er 10.218 registrerede tilfælde. Dødstallet er på 11, sammenholdt med 2 dødsfald pr. 1. marts.

Stigningen er mest markant i hovedstaden Ulaanbaatar, hvor antallet af nye tilfælde over de sidste par uger har svinget mellem 200 og 600 dagligt. Der er fortsat relativt få tilfælde i landdistrikterne, hvor man også er i stand til at reagere prompte med nedlukninger uden de store økonomiske konsekvenser. Derimod er det ret træls for skolebørnene, der må ind og ud af nedlukninger. Alle skoler åbnede 1. marts, men nu er mange lukket ned igen og børnene fra nomadefamilierne er sendt hjem.

Restriktioner, vaccinationer og sommerlige håb

Der er dog håb forude, og det knytter sig til nye restriktioner og en ambitiøs test- og vaccinationsplan.

Netop iværksatte restriktioner i Ulaanbaatar varer indtil videre frem til 18. april og ligner meget dét, vi kender fra Danmark og andre

steder. Restauranter, cafeer, sportsaktiviteter, biografer og andre steder for større forsamlinger er helt lukkede. Der kan leveres mad via take-away. Markeder og shopping-centre må kun fungere på 30% af normal kapacitet. Al trafik ind og ud af Ulaanbaatar er indstillet, bortset fra livsnødvendige transporter.

Inden 1. maj skal en million borgere i Ulaanbaatar være fuldt vaccineret. Det svarer til godt 70% af byens indbyggerne. Sideløbende iværksættes et særligt vaccinationsprogram for hjemløse, der selvsagt er særligt udsatte og i risiko for fortsat at være smittekilder.

Vaccinationsprogrammet er ikke kun ambitiøst i byerne. Landbefolkningen uden for administrative byområder tæller ca. 1,5 millioner mennesker, og de skal være færdigvaccinerede senest 1. juli.

I tillæg til de vaccinationer, som tages i brug i Danmark, så tilbydes den russiske Sputnik V og Kinas Sinopharm vacciner også i Mongoliet. For eksempel har ledelsen i CICEDs partnerorganisationer MAPPSD taget imod Sinopharm. Og de har det godt.

Der er håb for sommeren.

For afholdelse af Naadam med brydning, hestevæddeløb, bueskydning og fest og glade dage.

For afholdelse af regionale workshops i projektet ’Better School Start – Better School Life’.

Siden år 2000, hvor vi for alvor satte fuldt fokus på udvikling af skoler og civilsamfund i de mongolske landdistrikter, har årlige regionale workshops været rygraden i erfaringsudveksling og videreudvikling af projekterne.

Typisk samles repræsentanter fra skoler og den mongolske partners lokalafdelinger til en 3-4 dages workshop. Dette er en enestående mulighed både for ny læring og socialt og fagligt samvær. De regionale workshops har vist sig at være det årlige højdepunkt for hundredvis af lærere og andre civilsamfundsaktører.

Med 62 lokalafdelinger deles de nu i 4 regioner, og en af skolerne med hele lokalsamfundet som støtte er vært for workshoppen. Erfaringer fra projektimplementering deles. Der gives nye både teoretiske og praktiske indspark til projektets næste fase.

Holder vaccinationsplanerne og får mongolerne igen coronaen under kontrol, så bliver sommeren ikke så ringe endda. I projektet har vi kørt på halv kraft siden starten i november 2019, men vi satser på fuld udfoldelse, når skolerne åbner igen efter en god sommer 2021.

Fotos er fra tidligere regionale workshops – 1. gruppearbejde, 2. pausegymnastik, 3. spisning i det grønne, 4. undervisning udendørs, 5. deling af selvgjorte materialer, 6. hør godt efter, 7.og hvad mener vi nu, 8. volleyball konkurrence er fast indslag på anden dags aften

Del i dit netværk

Debatmøde om lokalt ledet udvikling

- d. 26. november 2024

Hvordan kan vi arbejde med og blive bedre til at sikre udvikling, der er forankret lokalt? Mange frivillige organisationer og NGO’er samarbejder tæt med lokale organisationer og samfund i det globale syd for at forbedre levevilkår, fremme rettigheder og meget mere.

Men at arbejde ’nedefra og op’ og have et ’deltagerorienteret’ fokus har også nogle faldgruber, som kan forhindre de gode intentioner i at blive fuldt ud realiseret.

iiINTERest og CICED inviterer til debat. Og god krydret indisk mad til at gå hjem på.

Deltagelse gratis, men tilmelding nødvendig.