Det krævede en omvej. Men den var hele rejsen værd. CISU har godkendt vores ansøgning om penge til en indsats for bæredygtigt liv for oprindelige folk i Peru Amazonas.
I september sidste år søgte vi og fik afslag. Der var, som de så smukt siger det på engelsk ‘room for improvement’ i ansøgningen. Især civilsamfundsperspektivet skulle styrkes. Det var fint med udvikling af læreruddannelse og bæredygtighed, men civilsamfundets engagement og samarbejde med uddanelse skulle styrkes. Det blev det så i den nye ansøgning til CISUs marts 2022 runde. Og nu kan vi så komme i gang.
Projektet strækker sig over 3 år med start juli 2022. Med en budgetramme på godt 2,7 millioner kroner skal der fokuseres på at styrke samspillet mellem uddannelse, oprindelige folks organisering og de oprindelige folks rettigheder til egen jord – og samarbejdet mellem uddannelse og civilsamfund.
Amazonas’ oprindelige folk er vigtige aktører for Amazonas’ regnskovs fremtid. I Peru er den vigtigste kilde til drivhusgasser skovrydning, som primært skyldes udvidelse af landbrugsarealer. Det er derfor af særlig relevans i kampen mod klimaændringerne at styrke de oprindelige Amazonasbefolkninger i forsvaret af deres territorier og udvikle produktive aktiviteter, der er alternative til skovrydning-for-landbrug.
De rette uddannelser og et kritisk-konstruktivt samarbejde mellem uddannelse og civilsamfund er helt afgørende for at styrke de oprindelige folks aktive deltagelse i kampen for en bæredygtig udnyttelse af regnskoven.
Læs mere på CICEDs hjemmeside
Det fulde projektdokument kan læses her