Læsetid 9 min – Lyttetid 16 min
De første 10 km mod øst ud af Ulaanbaatar tog cirka to timer. Trafikkaos i 380 grader versionen. Efter Mongoliets svar på Frihedsgudinden, den 40 meter høje statue af Chinggis Khan til hest, ruller vi stilfærdigt asfalt de næste 80 km til minebyen Baganuur, inden velkendt bumpe-li-bump og zigzag med 20-30 km i timen bringer os de sidste 80 km til distrikts-center Mungurmorit. Her samles lokale aktører fra 14 landdistrikter i det centrale og østlige Mongoliet til tre dages workshop for at dele erfaringer og få nye inputs til arbejdet med hjemmebaseret skoleforberedelse af nomadernes* børn og forbedring af vilkårene i dormitories (skolernes kostafdelinger*) for især de yngste elever.
Som altid indkvarteres alle deltagerne i værelser på skolens dormitory, der i Mungurmorit er nybygget og udstyret med indendørs toilet- og badefaciliteter. Ulykkeligvis er Mungurmorit placeret ovenpå en tunge af den permafrost, der spreder sig ind under ca. 2/3 af Mongoliets enorme territorium. Den meste permafrost i landet ligger tæt på 0% og er derfor ekstra sensitiv overfor global opvarmning.
I Mungurmorit har det betydet, at jorden omkring de store containere, der skulle opsamle bade- og toiletvand fra de nye faciliteter på dormitory, er kollapset. Der arbejdes på højtryk for at finde en løsning, inden skolen åbner d. 1. september. I mellemtiden må vi tage til takke med en traditionel mongolsk vaskeplads med tre små beholdere til godt 60 mennesker. Mongoler er nok verdens mest pragmatisk indstillet folkefærd, så det fungerer. Uden bøvl.
Focus på trivsel og omsorg for hinanden
”De har hjemvé og kan ikke lide grøntsager.” Udsagnet er møntet på de seksårige skolestartere, der er hjemmefra for første gang. Hjemvé er jo nærmest obligatorisk, om man så må sige. Grøntsager er for de fleste nomadebørn en ny og besynderlig spise.
Hjemme står menuen på kød, typisk får og ged, tilberedt på tre-fire forskellige måder, i supper med nudler, hakket og indbagt i dej som dumplings (buuz) eller friturestegt (khurshuur). Til mere festlige lejligheder koges hele fåret eller geden i container/mælkejunge over bål (khorkhog)og så storsmovser man – efter lidt appetizer med stykker af indmaden – i mørt og velsmagende kød. Med disse erindringer på smagsløgene er skolernes bestræbelser på at servere varieret kost med grøntsager noget af en udfordring for en seksårig.
Projektet ”bedre skolestart-bedre skoleliv” har de yngste elevers hverdag på dormitories som ét af sine tre fokusområder. De fleste dormitories kunne godt bruge en ordentlig omgang fysisk opdatering, ikke mindst i forhold til toilet- og badefaciliteter, der i de fleste tilfælde stadig består af et par afskærmede huller i jorden og et par håndvaske eller et enkelt vasketrug. Og selv når der er bygget nyt, som i Mungurmorit, så kan det gå galt. Ombygninger og nybygninger er imidlertid uden for vores projekts økonomiske formåen, så vi koncentrerer os om den daglige trivsel med de yngste i centrum.
Den trivsel styrkes ved at opkvalificere det personale, der har det daglige samvær med børnene, dvs. en dormitory-lærer og typisk 3-4 pedeller. Hverken lærere eller pedeller har i udgangspunktet andet end deres sunde fornuft, som basis for ansvaret for mellem 50 og 300 børn i alderen seks til sytten år. Antallet af børn på dormitory varierer selvsagt alt efter, hvor mange dyr og dermed nomadefamilier det specifikke geografiske område kan bære. Og hvor sund fornuft og almindelig ordentlig og kærlig voksen omsorg for børn rækker under hjemlige forhold, så stiller antallet af børn og de institutionelle rammer helt andre krav, også selv om dormitory læreren også er læreruddannet.
I en dansk kontekst er begrebet lærer faktisk lidt misvisende, men det er nu engang den stillingsbetegnelse, der er.
Dormitory-lærer jobbet er i praksis en kombination af funktioner og opgaver, der i Danmark ville falde ind under et arbejde, hvor fritidspædagog, socialpædagog og døgninstitutionsleder er samlet i én jobbeskrivelse. Derfor har vi også fokus på at finde langtidsholdbare modeller for opkvalificering af dormitory lærerne. Og helst en model, der fører til, at dormitory-lærer jobbet bliver et anerkendt og certificeret job.
Gang på gang hører vi dormitory-lærerne sige: ’bare vi kunne få et certifikat, et diplom, en eller anden for formel anerkendelse af vores job, så ville respekten for vores arbejde stige og vi ville nok også få lidt mere i løn. Vi synes, at det er urimeligt, at vi arbejder flere timer, på alle tider af døgnet, har mange flere forskellige opgaver end lærere i grundskolen og alligevel får vi mindre i løn”. En egentlig dormitory-lærer-uddannelse er nok urealistisk. Der er for få stillinger på landsplan til, at det ville kunne bære en selvstændig uddannelse. Men eksisterende lærer-, pædagog- og socialarbejderuddannelser kunne tones, og der kunne bygges certificerende moduler ovenpå. Vi fårr se, hvad vores mongolske partner kan komme igennem med i løbet af de kommende år.
Dette års regionale workshops afvikles i den socio-emotionelle dimensions tegn. Voksne – og børn og unge – skal blive bedre til at praktisere empati, gensidig opmærksomhed, omsorg og gensidig respekt. I år har workshop programmet hentet inspiration i et andet projekt, som CICED er involveret i, nemlig støtten til uddannelse for det eksil-tibetanske samfund. Under et besøg hos vores eksil-tibetanske partner i Dharamsala, Indien i maj, blev jeg introduceret til eksil-tibetanernes arbejde med socio-emotionel læring og etik og et internationalt program, som Dalai Lamas tænkning og praksis har inspireret, nemlig SEE-Learning.
SEE Learning og Mongoliet
SEE (Social, Emotional, Ethical) Learning er udviklet ved Emory University i Atlanta, USA via et mangeårigt internationalt samarbejde mellem eksperter indenfor læseplansudvikling, læreruddannelse, pædagogik, udviklingspsykologi og neurovidenskab. Programmet præsenterer sig selv som ’en universel og videnskabeligt baseret tilgang til at bringe hele barnets etiske udvikling ind i undervisningen’.
CICED, der fuldt ud tilslutter sig programmets ambition og målsætning, har besluttet sig for at arbejde grundigt med programmet og trykteste dets appel og potentiale i forskellige kulturelle sammenhænge. Derfor kommer der henad vejen flere skriverier om SEE Learning. Vi er grundlæggende ikke tilhængere af universelt gyldige tilgange til udvikling af uddannelse. Derfor glæder vi os også over, at SEE Learning trods påstand om ’universel ….tilgang’, selv understreger, at programmets udrulning og praktisering selvfølgelig skal tilpasses den konkrete kontekst.
SEE Learning er formelt til stede i Mongoliet via en lokal repræsentation og introduceres rigtig godt i denne fine video. Programmet er imidlertid i første omgang forankret i en privat skole, men med ambitioner om – via samarbejde med det mongolske undervisningsministerium – også at nå ud til alle offentlige skoler, og altså potentielt også ’vores’ 58 skoler på landet. Problemet er dog, siger vores mongolske partner, at oversættelse og struktur af de obligatoriske materialer fra engelsk – og amerikansk ’tone’ – til mongolsk ditto ikke er overbevisende. Det vil sige, den er utilstrækkelig ’mongoliseret’. Derfor halter den iværksatte undervisning af lærere og den øvrige udrulning af programmet.
Et par af ’vores’ projektskoler har deltaget i SEE Learning kurser, men kunne ikke for alvor overføre kursus til praksis. Vi, dvs. vores mongolske partner, vil intensivere arbejdet med at ’mongolisere’ så meget og så godt som muligt af dette interessante og opløftende program, og på den måde bidrage til at værdier som omsorg, empati og respekt genetablerer sin traditionelle nøgleposition i det mongolske uddannelsessystem.
En anti-mobningskampagne iværksat af det mongolske undervisningsministerium i maj i år vidner om, at vi ikke er alene om at synes, at sporene skræmmer fra den tiltagende egoisme og sociale arrogance, der er vokset frem i kølvandet på den kolossale ulighed og medmenneskelige indifference, som Mongoliet også er blevet præget af siden omvæltningerne tog fart for 32 år siden.
Plakater for anti-mobning kampagnen – budskaber fra venstre til højre: 1. De ord du siger, skal ikke få andre til at græde. 2. Stærke børn skal beskytte de svage. 3. Lad os stoppe med mobbe og diskriminere og i stedet have gode intentioner. Det er vigtigste i livet.
Den vanskelige indflydelse
Indtil videre ser det ud til, at vi er lykkedes med at forbedre trivsel og ophold for de yngste på dormitories. Der er blevet mere opmærksomhed og omsorg. Det er i hvert fald meldingerne fra forældre og lærere. Hvor meget eller hvor lidt kan vi ikke vurdere på grundlag af udsagn og gode anekdoter. En større undersøgelse via vores eksterne evaluering er i støbeskeen, og vi glæder os til at dykke ned i et mere nuanceret og grundigere datamateriale.
Og lidt flere fritidsmuligheder meldes der om, selvom der mangler personale og frivillige til for alvor at engagere børnene i en mangfoldighed spændende og sjove aktiviteter i fritiden. For eksempel har hver skole en gymnastiksal, men der er kun få eksempler på, at den bliver brugt af dormitory børnene uden for skoletid. Der er tilmed eksempler på, at spil og legetøj og musikinstrumenter er låst af, fordi der ikke er nogen voksne til at være med, når børnene vil spille og lege.
Vi kan også konstatere, at dormitory lærernes position og respekten for deres arbejde er forbedret, siden sidste års workshops, hvor vi måtte erindre skolelederne om, at de var ansvarlige for, at skolens øvrige personale og lokalsamfundet kendte til og respekterede dormitory lærernes enorme indsats. I år meldes der om skoleledere, der jævnligt kommer på besøg, om øget kontakt til og kommunikation med skolens øvrige lærere. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Der er stadig dormitories, hvor der mangler personale. Ifølge de officielle retningslinjer skal der være én dormitory lærer pr. 50 børn. Men vi har eksempler på 2 lærere til 240 børn og en enkelt til 100.
Det er ikke let at afdække, hvorfor de ellers så fine ministerielle retningslinjer og standarder, ikke bliver fulgt. Der er ikke tradition for at stille alt for direkte og kritiske spørgsmål ude i de små lokalsamfund. Slet ikke i disse tider, hvor der er en voldsom politisk rivalisering mellem de to store toneangivende partier, Mongolian People’s Party og Democratic Party, og hvor den enes magt ofte udnyttes til slippe af med tilhængere af modparten, når det er muligt.
Siden Democratic Party vandt valget i 1996 og benyttede lejligheden til at skille sig af med tusindvis af offentligt ansatte, der havde rødder tilbage til socialismen før 1990 og derfor ofte også var medlemmer af Mongolian People’s Party, så har det været revanchetid, hver gang magten skiftede tilbage til MPP. Og så videre. Det antages at 4-6000 stillinger i den offentlige administration skifter ejer efter hvert valg. Med vanlig mongolske pragmatisme tilpasser mange familier sig denne roterende galskab ved at fordele medlemskaber til de forskellige partier imellem sig. Så er der nok altid én, der kan få et job efter valget.
I år er det valgår. Valget til det nationale parlament fandt sted i juni og lokalvalgene løber af stablen hen på efteråret. Derfor er mange ekstra påpasselige med at påpege fejl, mangler og urimeligheder, der kan føres tilbage til politisk-administrativ misligholdelse eller reel korruption.
Vi forsøger nu at finde andre veje og stemmer til at tale nomadebørnenes sag. Der er en række organisationer, der varetager forskellige aspekter af nomadernes interesser. Vores mongolske partner er gået i gang med at kortlægge organisationerne og afklare om nogle kunne være samtale- og samarbejdspartnere i arbejdet med at fremme vilkårene for deres egne børn, når de skal i skole.
Nyopført dormitory til højre i billedet. Det gamle dormitory var huset i træblokbygningen til venstre.
*) Vi vælger at bruge det engelske ord ’dormitories’ i stedet for det lange danske begreb ’skolernes kostafdelinger’. Dormitories er for de nomadebørn, der bor for langt væk fra skolen til at de dagligt kan ride til og fra skolen, som de altså går i sammen med alle de andre børn i landsbyen. Nomadebørnene bor og spiser og tilbringer deres fritid uden for skolen i og omkring dormitories. Vi vælger også at bruge begrebet ’nomade’ og refererer derfor også til nomadebørn, selvom det i mongolsk sammenhæng ikke er helt korrekt.
Der er masser af hype og turistrelateret markedsføring med afsæt i begrebet nomade og nomadeliv. Mere korrekte begreber er pastoralisme eller pastoralt landbrug, men det vækker næppe stor genklang og lyder ikke så eksotisk som nomade eller nomadeliv. I den forkortet og forsimplet form, så er kendetegnes ’rigtigt’ nomadeliv ved vedholdende rejse med dyrene i søgen efter passende græsningsområder. Pastoralisme – fra det engelsk begreb ’pasture’, der betyder græsningsområde – er kendetegnet ved planlagt og systematisk skift af kendte og relativt faste græsningsområder bestemt af årstiderne og med relativ korte afstande imellem. I Mongoliet hører pastoralisterne/nomaderne til bestemte geografisk og administrative områder. Og typisk er der ikke mere end 20-30 km imellem de fire årstiders lejre, hvorfra dyrene hyrdes i det daglige.
Sports- og fritidsplads foran Mungurmorit skole
