[Artiklen er skrevet på baggrund af rapport fra en to-dages workshop i Kathmandu med deltagelse og bidrag af Rita Tisdall og Michael Øllgaard, CICED]
Klimaudfordringerne i Helambu, Nepal, er mange og komplekse. Oversvømmelser, tørke, erosion og svigtende afgrøder presser befolkningen, især de mest sårbare familier. Unge søger væk, skoler står halvtomme, og fremtiden virker for mange usikker. I dette landskab af udfordringer er CCAM 2 ikke blot et nyt projekt – det er et ambitiøst skridt mod bæredygtig forandring, forankret i lokal viden, partnerskaber og mangeårige erfaringer.
Fra nødhjælp til lokal forandring
JNF (Just Nepal Foundation) og CICEDs samarbejde begyndte med nødhjælp efter jordskælvet i 2015. Siden er partnerskabet vokset og har udviklet sig til at omfatte ungdomsinddragelse, børns rettigheder, skoleudvikling og klimatilpasning. Med CCAM 1 blev der udarbejdet en lokalklimatilpasnings-plan (LAPA), som nu danner grundlaget for implementeringen i CCAM 2.
CCAM 2 – Et skifte fra plan til handling
Med et tidsperspektiv på 30 måneder er målet med CCAM 2 klart: at omsætte LAPA’ens anbefalinger til konkrete handlinger. Projektet fokuserer på:
Klimatilpasset landbrug og fødevaresikkerhed
Genopretning af økosystemer og skovområder
Indkomstgenererende aktiviteter for udsatte familier
Forankring i lokale styringsstrukturer og institutionel kapacitetsopbygning
Projektet bygger på princippet om differentierede indsatser: Mens de 350 mest sårbare husholdninger skal støttes i at opnå basal sikkerhed og økonomisk selv-stændighed, skal de 1.118 relativt bedre stillede husholdninger inddrages som økonomiske katalysatorer i lokalsamfundet.
Landbrug som løftestang
Fødevaresikkerhed og bæredygtig produktion er en rød tråd i projektet. Gennem støtte til frøbanker, klimatilpasset teknologi, og mikrofinansiering, skal familier opbygge robusthed mod klimaforandringer. Overgangen til økologiske dyrknings-metoder støttes – ikke ud fra ideologiske hensyn, men ud fra lokale markeds-analyser og bæredygtighedsprincipper.
For at sikre, at produktionen også bliver til indtægt, lægger projektet vægt på udvikling af værdikæder, adgang til markeder (bl.a.. Kathmandu-dalen), og etablering af demonstrationslandbrug ledet af lokale ‘aguwa kisaan’ – frontløberbønder.
Økosystemer og skovdrift
Klimatilpasning handler ikke kun om landbrug. Skovområder og naturlige økosystemer spiller en afgørende rolle. Projektet vil:
Udvide skovarealer gennem målrettede plantager (bl.a. Utis, bambus, frugttræer og MAPs/utis er et 20-30 m højt eltræ, der ligesom bambus bl.a. bidrager til bekæmpelse af erosion, red.)
Styrke lokalt skovbrug
Etablere demonstrationsplot for medicinske og aromatiske planter
Indføre bioengineering med lokale arter
Afprøve betaling for økosystemtjenester
Målet er ikke blot skovrejsning, men at sikre, at naturen bliver en aktiv medspiller i udviklingen af lokale levevilkår.
Styrkede institutioner og partnerskaber
CCAM 2 sigter mod at gøre LAPA til et aktivt værktøj – ikke et symbolsk dokument. Kommunale enheder og lokale komiteer skal styrkes, og budgetter tilpasses kommunens planlægningssystem. Samtidig styrkes samarbejdet med andre organisationer, der er aktive i området og med særligt med fokus på børn, unge og personer med handicap.
Det blev understreget, at civilsamfundets rolle ikke blot er at følge kommunens politik, men at supplere med rettighedsbaseret og kapacitetsopbyggende arbejde.
Monitorering og læring med mening
Et væsentligt læringspunkt fra tidligere indsatser er behovet for bedre monitorering. Derfor introduceres et participatorisk MEL-system (Monitoring, Evaluation, and Learning), som fokuserer på:
Lean og meningsfuld dataindsamling
Fælles besøg i felten fremfor klassiske kontrolbesøg
Offentlige resultatvurderinger kombineret med kursusaktiviteter
Lokal kapacitetsopbygning i dokumentation og analyse
Monitorering skal ikke være en byrde, men et redskab til læring og tilpasning.
Mennesker i centrum
Projektets succes afhænger i sidste ende af de mennesker, der skal føre det ud i livet. De lokale klimaforkæmpere (Local Climate Champions/LCC-red.) – et stærkt resultat af CCAM 1 – skal have tydelige roller og bæredygtige fremtidsudsigter. En personlig udviklingsplan skal sikre, at alle i feltteamet føler sig klædt på til opgaven.
Trivsel og tryghed er ligeledes i fokus. Det gælder både for feltpersonale og særligt kvindelige medarbejdere, hvor fælles boligmuligheder undersøges for at øge sikkerheden.
Opfølgning og koordination
På opfølgningsmødet den 15. november blev flere konkrete beslutninger truffet:
Markedstilgængelighed skal tænkes ind før plantning, og transportbudgetter justeres.
Digitale databaser integreres for bedre planlægning og opfølgning.
Visuelle vejledninger udvikles til ikke-læsestærke målgrupper i samarbejde med CWISH (Children-Women in Social Service and Human Rights, en mangeårig partner til ATOS/Alternatives to Separation, en anden dansk NGO aktiv i Nepal)
Børnebeskyttelse og bedre skole forankres i kommunale planer.
CWISH igangsætter desuden et nyt projekt med fokus på SRHR (seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, red.) for piger, sikkerhed i skoler, inklusion og koordination mellem lokale foreninger/CBO’er. Dette vil komplementere og styrke CCAM 2.
En strategi med blik for helheden
CCAM 2 er mere end et projekt. Det er en strategisk bevægelse mod en mere retfærdig og bæredygtig fremtid for Helambu – hvor klimatilpasning går hånd i hånd med social inklusion, lokalt ejerskab og styrkede institutioner. Og vigtigst: hvor vejen til forandring går gennem handling, relationer og refleksion.
CICED ser frem til at følge og støtte denne rejse – sammen med JNF, lokale partnere og ikke mindst befolkningen i Helambu.


