Materialet til denne artikel, der beskriver Mongoliets håndtering af udbruddet af coronavirus ikke mindst i forhold til uddannelsessektoren, er indsamlet af de to forfattere fra slutningen af februar og frem til d. 8. marts. Om aftenen d. 9. marts afsluttedes epilogen med at konstatere, at endnu var ingen smittet med coronavirus i Mongoliet. Den 10. marts er de to første tilfælde konstateret. Paradoksalt nok kommer smitten ikke fra Kina, men via en franskmand og en englænder, der begge ankom de med et Aeroflot fly via Moskva til Ulaanbaatar for nogle dage siden.
Redaktionen d. 10. marts 2020
I denne artikel belyser vi en situation, der er historisk ny for uddannelsessystemet i Mongoliet: kort efter udbruddet af coronavirus i det sydlige naboland blev mongolske uddannelsesinstitutioner på alle niveauer og lokaliteter lukket. Samtidig iværksatte de mongolske myndigheder en række andre ganske drastiske forholdsregler for at inddæmme virussen. Der er også taget skridt, der har fremkaldt smil på læben og provokeret karikaturtegnere.
Og mongolerne viser – for nok de fleste ikke-mongoler – forbløffende vilje og nye veje til at bidrage til bekæmpelsen af coronavirus. Lad os kort rekapitulere forløbet omkring udbruddet af coronavirus, inden vi præsenterer udpluk af Mongoliets håndtering af krisen og siden vender os mod udfordringerne for det mongolske uddannelsessystem.
I slutningen af januar 2020 klassificerede WHO udbredelsen af det nye coronavirus (2019-nCoV / Covid-19) i Folkerepublikken Kina som en “sundhedsmæssig nødsituation med internationalt omfang”. WHO udstedte henstillinger til alle stater om at tage de nødvendige forholdsregler for at inddæmme global udbredelse af virusset.
Mongoliet havde allerede lukket sine grænseovergange til sin sydlige nabo den 25. januar. Lukningen fulgte en henstilling fra Mongoliets nationale sikkerhedsråd. Den 31. januar traf regeringen beslutning om at forbyde mongolske borgere at rejse til Kina frem til den 2. marts. Eksport og import af varer forblev dog tilladt. En kontroversiel beslutning. Den 5. februar nedsatte den mongolske sundhedsminister en taskforce til at overvåge indsatsen, og to dage efter blev der indført sundhedskontrol ved alle grænseovergange til Kina. Flere og flere lokale fabrikker gik i gang med at producere ansigtsmasker.
Efter intense debatter blev beslutningen om at indstille jernbane- og lufttrafikken mellem Mongoliet og Kina blev endelig truffet d. 13. februar.
I lyset af det forestående mongolske nytår (Tsagaan Sar) havde udenrigsministeriet den 8. februar annonceret, at større forsamlinger skulle undgås. To dage senere meddelte den institution i Mongoliet, der svarer til Beredskabsstyrelsen i Danmark, at de traditionsrige brydekampe under Tsagaan Sar ikke skulle finde sted.
© Samandaryn Tsogtbayar (2)
Det samme skulle gælde for de traditionelle nytårs-ceremonier (zolgolt) i offentlige institutioner og foreninger m.fl. Allerede før den allerførste officielle meddelelse om Tsagaan Sar forordninger havde den kendte mongolist Dalantai Tserensodnom, der som medlem af Videnskabernes Akademi nyder stor autoritet i spørgsmål om traditioner, skik og sædvane, givet et interview i den nationale daglige avis Ödriin
Sonin, hvor han opfordrede befolkningen til at lægge de mongolske skikke til side, og at nytårsceremonier kun burde gennemføres indenfor husstanden, altså indenfor rammerne af familiens lejlighed eller ger.
Nytårshilsner i lyset af berørings- og kyssefare
© Samandaryn Tsogtbayar
Da den officielle opfordring til at droppe de sædvanlige og omfattende nytårsceremonier med massevis af private besøg endelig blev annonceret var der bred støtte i befolkningen. En meningsmåling viste 86% opbakning til de ekstraordinære aflysninger af nytårsfestivitas, men der er også rapporter om tvister og uenigheder i familier, om det tilladelige i at droppe de faste Tsagaan Sar-ritualer.
Da den officielle opfordring til at droppe de sædvanlige og omfattende nytårsceremonier med massevis af private besøg endelig blev annonceret var der bred støtte i befolkningen. En meningsmåling viste 86% opbakning til de ekstraordinære aflysninger af nytårsfestivitas, men der er også rapporter om tvister og uenigheder i familier, om det tilladelige i at droppe de faste Tsagaan Sar-ritualer.
Med henvisning til den voldsomme pest prøver det kvindelige murmeldyr at overtale det mandlige, der absolut ønsker at følge traditionelle skikke, til at tænke over sit liv og familie og kun udveksle nytårshilsener elektronisk. (Murmeldyr har nærmest ikonisk status i Mongoliet – og betragtes i øvrigt som en stor delikatesse – red.) © Samandaryn Tsogtbayar
Det store mineselskab Oyu Tolgoi lancerede et alternativ, nemlig en kampagne på Twitter kaldet #CyberLunarNewYear. Her blev folk opfordret til at tilbringe nytåret derhjemme og bruge smartphone teknologi til at udveksle nytårshilsener. Yngre mennesker bliver bedt om at fungere som formidlere og samtidig støtte de ældre i at håndtere den elektroniske kommunikation. Den ekstraordinære situation opmuntrede den anerkendte mongolske skuespiller og komiker M. Bayarmagnai, til at omskrive teksten til den velkendte sang “Zallaga”. Den 23. februar, nytårsaften (bitüün), uploadede han sin nye version, indspillet derhjemme, til Facebook, hvor videoen hurtigt blev set af mere end 30.000 mennesker. Den nye tekst, hvis mongolske udgave kommer i elegant stavelsesrim, kan på dansk lyde sådan nogenlunde her:
Hold ikke nytår med (andre) familier
Undgå, at gæsterne tilbyder nytårshilsenen
Den farlige sygdom er ved hånden
Bær din ansigtsmaske
Fejre nytår derhjemme
Gå ikke ud af huset
Jeg har et Mobi (com) nummer, ring til mig
Overfør penge via mobilbank
Kom over, når pesten er forsvundet
Så kan du blive så længe du vil.
Fejre nytår derhjemme
En dag udveksler vi nytårshilsener.
I begyndelsen af Tsagaan Sar blev alle større veje ind-og-ud af Ulaanbaatar og mellem by- og landsbycentre, lukket. Offentlig transport blev indstillet og fra den 24. februar, altså første nytårsdag, blev flyvninger til/fra Sydkorea suspenderet indtil videre.
Som så mange andre steder i verden fejres nytår i Mongoliet gerne med udflugter sammen med familie og venner til naturskønne områder, hvor man også kan nyde lidt frisk luft. For at undgå store forsamlinger på rekreative områder i og lige udenfor Ulaanbaatar erklærede byens borgmester S. Amarsaychan alle sådanne arealer for lukket. Befolkningen skal heller ikke regne med tilladelse til offentligt at markere kvindernes internationale kampdag d. 8. marts eller andre mærkedage i de kommende måneder.
Landets turistminister N. Tserenbat har annonceret, at der måske heller ikke ville blive givet tilladelse til at afholde større (turist)begivenheder som ørnefestivalerne i Altai, kamelfestivaler i Omnogobi eller isfestival på Khuvsgul søen. For troende buddhister er det inden for de første femten dage efter Tsagaan Tsar tradition at gå til klosteret, og, mod et gebyr, at få munke til at læse op fra buddhistiske skrifter (zasal nomoo khiilgekh). For at undgå samling af større grupper mennesker og dermed øget smittefare etablerede klostrene i Ulaanbaatar en oplæsningsservice via hjemmeside og mobilapp!
En håndsrækning på 30.000 får
Umiddelbart efter nytår, den 27. februar, tog præsident Ch. Battulga ganske overraskende på lynvisit til Kina. Her mødtes han, som det første statsoverhoved siden udbruddet af coronavirus, med den kinesiske præsident Xi Jinping. De to statsoverhoveder drøftede arbejdet med at inddæmme virussen, og Battulga kunne erklære, at, Mongoliet vil donere 30.000 får til det kinesiske folk!
Protokollen bød naturligvis kineserne at takke for den velmente og mægtige gave, og der blev udtrykt håb om, at handel og transport snart vil blive normaliseret, og at de bilaterale relationer vil bevæge sig op på et højere niveau. Mongoliet er storleverandør af kul til Kina og lukningen af transport og samhandel med landet påfører Mongoliet enorme daglige tab.
Hjemme i Mongoliet har gaven på de 30.000 får dog udløst en del munterhed og undren, men også en interessant kappestrid. Satiretegneren
Samandaryn Tsogtbayar havde denne kommentar:
Under titlen “Hvorfor kun får” viser en ged solidaritet:
“Vi står last og brast. Falder vi, så falder vi sammen. Vi er trods
alt småkvæg” © Samandaryn Tsogtbaya
Mongolsk presse rapporterer om, at provinsledere umiddelbart efter præsidentens hjemkomst fra Beijing kappes om, hvilken aimag (provins) der kan donere flest får til Mongoliets gave til kineserne!
Der er spidende kommentarer til, hvilken rolle fårekød mon kommer til at spille i det forestående parlamentsvalg? Mongolerne går til stemme-urnerne d. 24. juni 2020, og der er tradition for, at kandidater ganske rundhåndet uddeler ditten og datten for at vinde stemmer.
Og hvad med logistikken? Hvordan i alverden får man 30.000 får samlet sammen og fragtet til Kina. Ikke mindst i lyset af, at al transport mellem Mongoliet og den store nabo i syd er indstillet! Vicepræsident Ö. Enkhtuvshin har da også måtte indrømme, at det er ganske uklart hvornår og hvordan de 30.000 får bliver overdraget til Kina.
Med til det for en udlænding måske lidt besynderlige billede af en mongolsk gave på 30.000 får til det mægtige Kina hører dog historien om et Mongoliet, der ofte har demonstreret vilje til at donere og hjælpe i nødssituationer.
Under parolen ’alle til fronten, alt for sejren’ er der talrige eksempler på hjælpeleverancer under anden verdenskrig til støtte for Sovjetunionen. Malerier og andre kunstneriske udtryk fra den tid, f.eks. overdragelse af mongolske heste til den Røde Hær betragtes som ikoniske elementer i mongolernes erindringskultur. I nyere tid har Nordkorea under sultkatastrofer modtaget kvæg- og maddonationer.
Og endelig har det været en fast tradition siden socialismens tid at yde monetær og ikke-monetær hjælp til naboer og nabo-distrikter, der er berørt f.eks. zud-katastrofer, hvor hundredtusinder og til tider millioner af dyr mister livet i løbet af ekstra-ordinært hårde vintre, der følger i kølvandet på dårlige somre og efterår, og hvor dyrene allerede er i dårlig forfatning, når vinteren sætter ind.
Karikaturtegneren © Samandaryn Tsogtbayar har ændret inskriptionen
på Sukhbaatar-mindesmærket og tildelt den revolutionære helt en coronavirusmedalje. Sukhbaatar proklamerer, at sygdommen ikke hjemsøger os, hvis vi alle står sammen om at forsvare os mod faren, og at opnåelsen af evig lykke kun kræver vores urokkelige mod!!!!
En (fåret) kappestrid
Når man ser på den bølge af donationer, der er fulgt i kølvandet på præsidentens får-gave til kineserne, så tager mange mongoler Sukhbaatars erklæring i karikaturtegnerens streg ganske alvorligt. Det vrimler med private og erhvervsmæssige frivillige bidrag til bekæmpelse af corona-virussen. Et par eksempler:
Den 28. februar donerede den tidligere viceminister for energi D. Dorjpürev 20 millioner tugrik (knap 50.000 kr.) til beskyttelsesbeklædning til medicinske fagfolk. Den nationale mester i brydning S. Munkhbat donerede et tilsvarende beløb til den statslige beredskabskommission. Luftfartsselskabet MIATs medarbejderes gav 10 millioner tugrik (ca. 25.000 kr.) samt beskyttelsesmasker og engangshandsker til National Emergency Management Agency. Udlandsmongolernes Råd donerede ansigtsmasker til landsmændene, der bor og arbejder i Sydkorea. En grænsebevogtningsenhed producerede og donerede selv 5.000 masker og har lovet yderligere 25.000 masker til sundhedsafdelingen for grænsevagterne. Medarbejdere i FN-organisationerne donerede en dagløn.
Den 1. marts blev det rapporteret, at pensionisten D. Dejid fra Gobi-Altai aimag donerede 1 million tugrik (ca. 2.500 kr.), som hun oprindeligt havde planlagt at spendere under Tsagaan Sar festlighederne. Den næste dag lovede S. Amarmandach fra det kendte band Khar Sarnai 30 millioner tugrik til sundhedsministeriet og pensionisten Ts. Dashdavaa og hans kone gav en måneds pension.
Samme dag meddelte rockbandet Khürd også, at de gerne ville donere provenu fra kvindedagskoncerten (den internationale kvindedag 8. marts er en stor begivenhed i Mongoliet), og produktionsselskabet Hero Entertainment donerede beskyttelses-
beklædning.
Skuespilleren og digteren bag det ovennævnte muntre sangbidrag, M. Bayarmagnay, donerede engangshandsker fremstillet i Japan, og to sygeplejerskeforeninger donerede aarts, et mongolsk ostemasseprodukt, der drikkes varmt, især om vinteren, da det anses for at styrke immunforsvaret.
Med en så bred vifte af donationer og tilsagn kunne større virksomheder ikke holde sig tilbage: Den 2. marts annoncerede mineselskabet Oyu Tolgoi et bidrag på 310 millioner tugrik (næsten ¾ million kroner), og dagen efter fulgte Golomt Bank-kollektivet trop med 100 millioner tugrik (knap ¼ million kroner) til det nationale center for undersøgelse af infektionssygdomme. Nogle af disse donationer er dygtigt koreograferet og giver gode muligheder for effektiv markedsføring af social ansvarlighed.
Frem til den 4. marts var der i alt modtaget donationer på 834 millioner tugrik fra mange forskellige organisationer og arbejdspladser. Foruden pengegaver er der også husdyrdonationer, f.eks. 300 får hver fra nomadefamilie i Norovlin soum i Khentii aimag. Myndighederne overvejer nu, hvordan man håndterer donationer i form af får, geder og kvæg.
Grænser for skoleårets fleksibilitet
Det mongolske undervisningsministerium var tidligt ude med forholdsregler overfor coronavirussen. Allerede d. 27. januar blev alle skoler og børnehaver lukket frem til d. 2. marts. Lukningsperioden er i mellemtiden forlænget til 1. april. Universiteter og ungdomsuddannelser var i første omgang ikke omfattet af lukningen. Forargelsen var dog stor på de sociale medier. “Studerende er åbenbart ikke mennesker?”, blev der spurgt på Facebook. (“Oyuutnuud khün bish üü?”). Protesterne var effektive og to dage senere, den 26. januar, bekendtgjordes lukning af universi-
teter og erhvervsskoler fra den 28. januar.
Det postsocialistiske Mongoliet er ikke ukendt med denne slags ekstra ’tvangsferier’. Tidligere er skoler og børnehaver blevet lukket på grund af influenzaepidemier, og i Ulaanbaatar har den ekstreme luftforurening i vintermånederne også tvunget myndighederne til at lukke skoler og børnehaver.
Selvom der er bred enighed om, at sundhed må have højeste prioritet, bekymrer befolkning og myndigheder sig også om, hvordan man kompenserer for de relativt lange lukninger af uddannelsesinstitutioner. Som så mange andre tidligere socialistiske lande, f.eks. Rusland og Bulgarien, har Mongoliet i forvejen lange ferieperioder. Den mongolske skolekalender giver en uges ferie om efteråret, to uger om foråret og skolerne lukker i en måned i den koldeste tid, som er sat til at starte d. 22. december.
Sommermånederne (juni, juli, august) er mere eller mindre undervisningfri: Børn i grundskolen (1.-6 klasse) afslutter typisk skoleåret med deltagelse på den internationale børnedag den 1. juni, mens ældre studerende, der forbereder sig til eksaminer, fortsætter frem til den 25. juni. Skoleåret, for alle uddannelsesinstitutioner, starter igen d. 1. september. Altså varer den mongolske sommerferie 10-13 uger.
I udgangspunktet fastlægger undervisningsministeriet skoleåret for alle offentlige skoler i byerne og på landet. Det er imidlertid rammer med indbygget fleksibilitet. Det samlede antal skoledage og feriedage er ens for børn på landet og i byerne, men især skoler i landdistrikterne har brug for fleksibilitet. Der skal tages hensyn til, hvornår sæsonen for fårs og geders læmning sætter ind. Sæsonen varierer efter lokalitet, f.eks. læmmer dyrene lidt tidligere i Gobiørkenen end i det nordlige Mongoliet.
Koordinering af skoleårets rytme med behovet for arbejdskraft i mobile dyrehold var helt almindelig under socialismen med store kollektivbrug (negdels) og statsbrug. Umiddelbart efter omvæltningerne i starten af 1990erne blev denne praksis opgivet, men senere genindført efter krav fra hyrderne.
For ikke så forfærdelig længe siden var hovedparten af Mongoliets befolkning beskæftiget med mobilt dyrehold, og derfor var skoleårets tilpasning til landbrugslivets sæsoner ganske selvfølgeligt. Nu til dags handler begrundelsen for sæsonbestemt skolefri om foråret for de fleste mere om forestillingen om at kunne hjælpe i læmningsarbejdet.
TV-lektioner som kompensation?
Trods fleksibilitet i skolekalenderen så byder en uforudset og langvarig lukning af skoler og andre uddannelsesinstitutioner på betydelige problemer. For meget af den planlagte undervisning går simpelthen tabt. Ferieeffekten med tab af læring udvides til en meget stor del af skoleåret.
Når – eller hvis – skolerne genåbnes d. 1. april, så er ni ugers undervisning gået tabt. Derfor greb den mongolske regering hurtigt til tv-lektioner, som kompensation for mistede lektioner i skolen eller på universitetet. Og det er allerede bestemt, at der i resten af skoleåret skal undervises om lørdagen, når/hvis eleverne og de studerende vender tilbage til klasseværelserne i indeværende læseår.
TV-lektionerne til folkeskolens og gymnasiets klasser sendes på 18 kanaler, hvor 170 udvalgte lærere forestår undervisningen efter retningslinjer udarbejdet af undervisningsministeriet. Samme retningslinjer er sendt til samtlige lærere i landet, så de kan følge op lokalt med vejledning og hjælp til eleverne.
I de landdistrikter, hvor der ikke er nogen tv- eller internetforbindelse, fordeles undervisningsmateriale af lokale lærere samtidig med, at der forberedes supplerende radioudsendelser.
Tidsplanen for tv-lektioner vises som en oversigt på MNB Mongolian National Broadcast-hjemmesiden, og der er også YouTube-links til alle tv-stationer. Dette muliggør at gense alle programmerne. Hvilke kanaler der tilbyder fjernundervisning for hvilke klassetrin kan ses på undervisningsministeriets hjemmeside, hvor der også er et links til alle tv-lektionerne.
For at der ikke skal herske nogen misforståelser om situationen, så har undervisningsministeren J. Baatarbileg understreget, at der er dømt karantæne fra skolen rent fysisk, men at der ikke er tale om ferie! Studerende skal følge tv-lektioner, og hjemme skal de støttes af forældrene.
Alle lærere er forpligtet til hjemmefra at yde hjælp og vejledning i forbindelse med tv-lektionerne, de skal tjekke de studerendes hjemmearbejde og give feedback.
Ifølge undervisningsministeren skal onlineundervisningen i de enkelte klasser ske i separate chatgrupper med begrænset adgang og altså ikke foregå helt åbent og tilgængeligt for alle på de sociale medier.
Lærerne modtager fuld løn, men ingen overtidsbetaling. Lukningen af børnehaver og skoler giver øjeblikkelige besparelser på driften, herunder på skolemåltider. Penge sparet skal finansiere udvidet skolegang på lørdage i resten af skoleåret, når/hvis det bliver aktuelt, samt dække eventuelle ekstraordinære hygiejne tiltag.
Hvor der her-og-nu kan spares på de offentlige driftsbudgetter, så er lukkede skoler og tv-lektioner en dyr affære for lærerne, selvom de får deres faste løn. Der er nemlig ingen kompensation for det ekstra data- og telefonforbrug, som lærerne har, når der skal vejledes og gives feedback på lektier hjemmefra. Dette gælder både skole- og universitetslærere, så Mongoliets nationale universitet har lanceret en kampagne, der skal få teleselskaberne til at påtage sig et socialt ansvar i den kritiske situation og tilbyde gratis datamængde til skolebørn, studerende og deres
undervisere. Resultatet af kampagnen er i skrivende stund ukendt.
Sådan ser en TV-lektion ud
TV-lektionerne er bygget op omkring en fast skabelon, og stort set alle lektioner suppleres med tegnsprogstolkning. En kendingsmelodi signalerer, at nu begynder timen. Samtidig ruller undervisningsministeriets logo over skærmen sammen med oplysning om, hvilket fag, tema og klassetrin lektionen omhandler.
Læreren hilser med et ’goddag kære børn’ (i Mongoliet tiltales også universitetsstuderende som ’børn’ af deres undervisere), og minder de ’kære børn’ om, at de nu skal være parate til at tage notater. Derefter gennemgår læreren kort lektionens læringsmål, der også vises skriftligt på tv-skærmen. Fra tid til anden kan læreren ses i klasseværelset, mens hun skriver på tavlen, viser supplerende materialer eller foretager et eksperiment. En stor del af lærerens mundtlige forklaringer vises også som tekst. Undertiden med billeder og andre illustrationer. Opgaver gives og løses trin-for-trin. Musik-jingles og små tegneserier bruges til at skabe opmærksomme overgange fra det ene til det andet.
Ikke overraskende er nogle lærere tydeligvis uvante med at undervise på TV og for rullende kamera. Imidlertid er det ikke manglende erfaring, der har udløst mest kritik blandt elever, forældre og andre lærere. Det er derimod sprogundervisning på engelsk og russisk, hvor TV-læreren kun taler engelsk eller russisk, sådan som det er udbredt i sprogundervisningens mest moderne tilgange, som desværre ikke er udbredt til landdistrikterne og de ringere stillede skoler i udkanten af Ulaanbaatar og de andre større byer.
Så er det mindre kompliceret med gymnastikundervisningen, hvor en gruppe elever med passende musikbagtæppe udfører øvelser under energisk instruktion. Bortset fra brugerkommentarer om besvær med at finde rundt i oversigten over TV-lektioner, så er den største utilfredshed og frustration blandt elever og forældre rettet mod lektionernes længde. Med højst op til 25 minutter, er TV-lektioner maksimalt halvdelen af en normal undervisningstime. Det betyder selvsagt, at indholdet gennemgås ret hurtigt, og de svageste elever bliver hægtet af undervejs.
Lektionerne kan genses, så mange gange man har brug for det. Hvis man altså har adgang til internettet. Og igen er elever i de mest afsidesliggende egne og andre uden internet dårligst stillet.
Hvordan opleves og opfattes de aktuelle tv-lektioner? For at besvare spørgsmålet fra så mange forskellige perspektiver som muligt, besluttede vi efter en kort søgning i onlinekilder at foretage telefoninterviews med lærere, forældre, børn og studerende.
Nogle af de anførte problemer var forudsigelige i betragtning af den tekniske infrastruktur, men flere problemer afspejler også de sociale forskelle i Mongoliet. For eksempel rapporterer en lærer fra hovedstaden i den vestlige provins Khovd, at selv i provinscentret kan nogle studerende ikke nås, fordi de ikke har internetforbindelse derhjemme. Ikke fordi, der ikke er internet i Khovd-aimagcenter, men fordi familien ikke har råd.
En tilsvarende udfordring gælder for mange studerende, der er draget hjem fra byen og som oprindelig kommer fra hyrdefamilier. Mange af dem bor nu i sumcentre med pårørende for at få internetadgang.
For eksempel har fru M. Ganchimeg i Saikhan soum-center i Bulgan aimag i øjeblikket fire studerende boende hos sig, og andre kommer hver 2.-3. dag for at bruge internettet og downloade lektioner på deres smartphones.
Radio- og tv-modtagelse er normalt ikke et problem i landdistrikterne. Men for at kunne downloade materiale og kommunikere med undervisere og modtage vejledning og feedback, skal elever i fjerntliggende regioner vandre til steder med mobiltelefonmodtagelse, populært kaldet Mobi-tolgoj – (opkaldt efter det store mobilselskab Mobicom og tolgoj, som betyder bakker, red.).
Det kan lyde lidt muntert, men i bidende frost er det nu ikke særlig sjovt. Her er en rapport fra den 12. februar:
Vi klatrede til toppen af et bjerg for at downloade PDF-filer til vores seminarer, og efter 20 minutter har vi hentet 4 filer. Det betyder, at vi skal udholde mindst 80 minutter i vinterkulden her 3.000 meter over havets overflade midt i den iskolde vind. Det er vanskeligt, det skulle sne fra i dag, og så bliver det endnu koldere og vanskeligere for studerende i landdistrikterne – for at sige det ligeud. {…} Der er mange som mig. Karantænen blev pålagt under mottoet “Sundhed er vigtigt”, jeg skulle også tænke på mit helbred, jeg ville hellere blive hjemme et par dage i stedet for at fryse her og få en forkølelse. Det er vanskeligt i denne kulde at klatre et par gange om dagen – hvad skal vi gøre, hvis der ikke sendes lektioner og opgaver?
Foto uploadet af de to studerende
Men selv sådanne muligheder for at få forbindelse ude i landdistrikterne findes ikke overalt. En lærer fortæller:
Dette skoleår er jeg klasselærer for 32 børn i 1. klasse, hvor jeg underviser i mongolsk og matematik. Med hensyn til tv-lektioner på mongolsk gives der øvelser via brev, og det er ikke et problem, hvis børnene praktiserer det med deres forældre eller ældre søskende. Med matematik klager mange forældre derimod over, at det går for hurtigt og undertiden er uforståeligt. Jeg prøver at holde kontakten med børnene i min klasse, men de fleste af dem er nomadebørn, og jeg kan ikke nå dem. Selvom jeg åbnede en Facebook-gruppe, er det kun 9 af de 32 børn, der bor her i soum-centret, og som har internetadgang. De stiller spørgsmål om klassen og sender fotos af deres hjemmearbejde. Men af de 23 børn, der bor ude på landet, ringer kun 7-8 cirka 2-3 gange om ugen og beder om råd. Der er radiostilhed fra de andre (Busad ni tag tsig). Når klassen starter igen, gentager jeg alt fra begyndelsen, der er ingen anden måde. {…} Nej, vi får ikke penge til mobiltelefonenheder eller internettet.
Grundskolelærer B. Tsogzol, 55 år, Bulgan-aimag, Saikhan-soum
En elev i anden klasse og hendes far fortæller, hvordan det ser ud fra en nomadefamilies perspektiv:
Jeg bor normalt med min bedstemor i soum-centret i løbet af skoleåret. Vores forældre er hyrder. Fordi der nu er karantæne, tog jeg hjem til mine forældre og to små søskende. Jeg ser tv-lektionerne og laver mine opgaver. Jeg forstår lektionerne nogenlunde (gaigüi oilgoj baina). Mor og far har næppe tid til at hjælpe mig. Undertiden, når jeg udfører alt slags arbejde indendørs og udendørs, savner jeg klasser. Vi har ikke internet, så det er ikke muligt som i centrene at se programmer senere. Vi har heller ikke en smartphone. Så jeg ringer til min klasselærer og spørger, hvad der var i tv-lektionerne, som jeg ikke kunne se. {…} Når karantænen er forbi, vil min lærer kontrollere alle mine hjemmearbejder.
B. Lkham, 7 år, 2. klasse studerende ved Guchin Us soum, Övörkhangai aimag
Jeg forlader geren tidligt om morgenen og går ud med vores kvæg; om aftenen kommer jeg sent hjem. Jeg kan ikke hjælpe min datter med at lære. Hendes mor har også meget travlt med husholdningen, passer arbejdet med dyrene i indhegningen og de to små børn og har kun lidt tid til at hjælpe sin datter med tv-lektioner. Vores datter sidder alene og udfører sine opgaver, den stakkel (khöörkhii).
Lkhams far, R. Byambasüren, 40 år gammel, hyrde i Guchin Us soum, Övörchangai aimag
Som angivet her er det vigtigt at eje en smartphone for virkelig at kunne følge tv-lektionerne. Gensidig støtte er tilsvarende vigtig. En mor fortæller:
Vi efterlod vores børn på landet med vores forældre af frygt for sygdommen med det forfærdelige navn (aikhtar nertei övchnöös aigaad). Jeg besøgte dem for nylig og spurgte, om vores datter forstod lektionerne og om hun gjorde sine lektier. Da vores datter har en god fatteevne, forstår hun tv-lektionerne godt. Men noget af undervisningen går alt for hurtig. Derfor optager bedstemor videoen med sin mobiltelefon og viser den til vores datter igen og igen, så hun kan gøre sit hjemmearbejde. Klasselæreren åbnede en Facebook-gruppe og sagde, at børnene skulle uploade fotos af deres hjemmearbejde der. Men indtil videre har kun to eller tre børn lagt op billeder af deres opgaver i gruppen. Nogle børn synes ikke at kunne finde denne Facebook-gruppe. I går var jeg sammen med en klassekammerat til min datter. Hun bor hos sin bedstemor her i aimag-centret. Bedstemoderen sagde: ”Tv-lektionerne er alt for hurtige, vi to ved ikke, hvordan vi kan se lektionerne gentagne gange, vi kan ikke bruge Internettet.” Så overførte jeg videoerne til deres mobiltelefoner og viste dem, hvordan de kan se dem igen og igen”.
Fru E. Üürtsaich, 31 år, mor til en datter, Arvaikheer, Övörkhangai aimag
Som nævnt ovenfor bliver mange børn i øjeblikket passet af deres bedsteforældre ude i landdistrikterne. En af dem fortæller:
Mit barnebarn er 5 år gammel. På grund af karantænen blev hendes børnehave i Ulaanbaatar lukket. Forældrene går på arbejde, de har ingen til at passe barnet, så de bragte barnet til mig. Mit barnebarn lærer førskole- eller børnehaveundervisning med tv-lektioner. Disse undervises på en meget forståelig måde. Vores barnebarn lærer godt, hun efterligner alt (duuraž chijž baigaa). Selvfølgelig er det ikke muligt at lære sange, digte og dans efter en kun at have set det én gang, så jeg optager videoerne med min mobiltelefon og viser dem igen og igen. Jeg kan virkelig godt lide disse tv-lektioner. I børnehaven i Ulaanbaatar er børnene konstant syge, denne smog er virkelig dårlig for helbredet. Men der er rart her i den friske luft. Og det er sjovt at lære ting gennem tv-lektioner.
R. Choigilmaa, 49 år, bedstemor til et barnebarn, hyrde i Guchin Us soum, Övörchangai aimag
S. Zolzayaa, en 30-årig hjemmearbejdende mor til en 9-årig pige, der går i fjerde klasse på en skole i Bayankhoshoo ger-distriktet i Songinokharan-distriktet i Ulaanbaatar, fortæller, at hun alt-i-alt har et godt indtryk af TV-lektionerne, men at de er lidt for korte, og at hendes datter, der elsker at gå i skole, savner skolen.
S. Yanjinlkham, elev i 6. klasse fra Guchin Us soum i Övörkhangai aimag, og som så mange andre børn fra nomadefamilier bor sammen med sin mor i soum-centeret i løbet af skoleåret, mens faren passer dyrene ude på steppen, synes at lektionerne er lette at forstå, men at de går for hurtigt. Betaling for de store mængder data, hvis man skal se det hele online, er et problem. Derfor er det godt, at mange af hendes klassekammerater downloader tv-lektionerne, så de kan ses og deles på smartphone. Dog er hun bange for, at de ikke når det fulde pensum.
G. Enerel er elev i 2. klasse i Ulaanbaatar og bor sammen med sine bedsteforældre synes også lektionerne går for hurtigt, og derfor er det rigtig godt, at en tante hjælper med lektionerne og hjemmeopgaver. Tanten går ellers på universitetet, men det er jo også lukket.
På Facebook diskuterer universitetsstuderende livligt deres oplevelser med online-undervisning. To hovedproblemer kan identificeres her: For det første klager de studerende over, at de fleste lærere ikke har nogen didaktisk erfaring med online-undervisning, og at repræsentanter for den ældre generation i modsætning til deres målgruppe ofte ikke kender brugen af online medier.
Der er klager over, at nogle undervisere overhovedet ikke underviser online, selvom de burde, og at andre blot en uploader en (ofte forvirrende) mængde studiemateriale. PowerPoint præsentationer med tale er meget udbredt indenfor onlineundervisning til universitetsstuderende. Mange studerende rapporterer, at de har svært ved at gennemgå materialet alene, og at de savner deres studiegrupper.
Et andet, og ganske stort og kontroversielt problem, er studieafgiften. Ved f.eks. National University of Mongolia beløber afgiften sig til 1.500.000-
2.000.000 tugrik (3.500-4.700 kroner) pr. semester. Mange penge for de fleste studerende. Og mange studerende er nu utilfredse med kvaliteten og omfanget af den onlineundervisning, der tilbydes. Nogle antyder, at afgiften for det næste semester bør frafaldes som en slags kompensation.
Siden starten med tv-lektionerne har der været en livlig udveksling blandt lærere om den bedste praksis med at støtte eleverne. Men selv med den bedste erfaringsdeling kan ikke udfordringer håndteres. En lærer på en sportsskole i centrum af Bulgan aimag rapporterer:
Vi kontakter dem, der har erfaring med tv-lektioner og benytter dem som vejledere. Jeg kender mange af dem, der nu giver tv-lektioner fra min videreuddannelse i Ulaanbaatar. Jeg ser de mongolske lektioner igen og igen, undervisningsstrukturen er ganske god. {…} Jeg underviser i mongolsk sprog og skrivning, litteratur og engelsk. Det særegne ved vores skole er, at den har et sportsfokus, så vi har hovedsageligt drenge, der ønsker at blive atleter og er interesserede i brydning, håndbold og basketball eller boksning. I andre fag er de ofte uinteresserede og ikke særlig aktive. Den situation kan du håndtere i klasseværelset,
men med tv-lektioner er eleverne uden for rækkevidde. Selvom alle klasselærere har nedsat Facebook-grupper, uploadet materiale og kontrolleret opgaver, registreres kun ca. 50-60% af eleverne som aktive. Vi har intet andet valg end at undervise i alt fra lektionen er startet. {…} Nej, lærere refunderes ikke for omkostninger, der er afholdt via Internet- og mobiltelefonundervisning under karantænen. Nogle siger også, at deres tilgængelige datamængde er utilstrækkelig.
Mongolsk og engelsklærer B. Byambasüren, 31, Bulgan Aimag Center
For mange lærere betyder den aktuelle situation, at selv om de i øjeblikket arbejder hjemmefra, har de ikke kun flere udgifter, men også et øget tidsforbrug til forberedelse og opfølgning på lektioner. Der er også organisatoriske udfordringer, som dette eksempel fra Ulaanbaatar illustrerer:
Vores skole underviser i henhold til den nationale læseplan og det internationale Cambridge-program. I den nationale læseplan underviser jeg i 7.-10. Mine studerende siger, at de ser tv-lektioner og har ingen problemer. Hjemmearbejdet er imidlertid alt for omfattende. I Cambridge-programmet underviser jeg i 9.-11.klasse. Jeg åbnede en Facebook-gruppe for disse studerende og uploadede materiale og hjemmearbejde. 9. og 10. klasse bekymrer mig, de gør ikke deres opgaver. Vores skoleledelse arrangerede to seminarer, før tv-klassen startede og lærte os, hvordan man bruger google-drive, uploader store mængder
data og tager onlinetests. Vi får vores løn, men kun hvis vi skriver enrapport to gange om ugen og sender den til skoleledelsen. I rapporten skal vi forklare, hvordan vi kontaktede de studerende, hvilke lektier vi gav, hvordan vi kontrollerede dem, hvilke tip vi gav. {…} Det bliver tydeligt, at undervisningsmaterialet efter afslutningen af karantænen er ekstremt overfyldt. Nogle siger, at karantænen måske vil blive forlænget til 20. marts (I mellemtiden er karantænen forlænget til i hvert fald 1. april – red.) Og derefter, fordi vi nu har et valgår, vil sommerferien ikke blive udsat. Vi beskæftiger os særligt intenst med dem, der vil bestå deres afsluttende og adgangsgivende eksaminer i år. Lærere refunderes ikke ekstraomkostninger for internetdatamængder eller mobiltelefonenheder.
Geografilærer D. Lhhagvasüren, 28 år, Ulaanbaatar
Frivillig og ufrivillig morskab
Bestræbelserne på at holde virussen i skak er ikke kun forbundet med uventede risici og bivirkninger, men også med (undertiden ufrivillig) morskab.
Det mongolske navn på TV-undervisningen som tele-khicheel associerer til udtrykket telee, som er et ungdyr der dies af to mødre og som derfor er vant til at kunne få adgang til mere end en kilde.
Og her det par eksempler på de vittigheder og anekdoter, som florerer på sociale medier:
- Vi plejede at skælde børnene ud: Sluk for fjernsynet og lav dine lektier. Nu kalder vi: Tænd for tv’et og lav dit hjemmearbejde!
- Mor: “Tv-lektionen begynder!” Barn: “Vent, jeg har ikke min skoleuniform på”
- ekst ved siden af foto af en velfodret kat i sofaen med poten på fjernbetjeningen: “Når der er fysisk træning på tv, og du ikke ønsker at deltage.”
- Mor, er der nogen lærere i tv-lektionerne, der ikke er vrede
- Er der frokost under tv-lektioner?
- Mor, skift til en anden kanal, det er ikke vores lærer!
- Hvorfor kan jeg ikke se vores klassekammerater?
Epilog
I Mongoliet blev de første erfaringer med landsdækkende tv-lektioner indhentet i de tidlige 1990’ere. Dengang blev det besluttet at genindføre det Uiguro-mongolske skrift, som en stor del af befolkningen – og desværre også lærerne – ikke havde noget kendskab til.
Derfor fik den kendte mongolist Sharavyn Choimaa seksogtredive af sine intro-lektioner filmet, og lektionerne blev en-for-en sendt på tv. I modsætning til den aktuelle tv-undervisning blev lektionerne dengang sendt i fuld længde og ikke som komprimerede udgaver af en undervisningstime. ’Eleverne’ bag foran tv-skærmen var derfor bedre i stand til at følge undervisningen. Siden 2016 har disse historiske optagelser været tilgængelige som en moderne e-bog.
Der er parlamentsvalg i Mongoliet i d. 24. juni, og som i så mange andre lande, bruges skolerne som valgsteder, men i modsætning til f.eks. Danmark, er skolerne lukket i længere tid, da valghandlingen falder sammen med, at skoleferien er påbegyndt. Der har været overvejelser om at flytte valget, så skolerne kunne fortsætte og indhente det tabte på grund af coronaviruskarantænen. Men det ser ud til, at valgdatoen fastholdes.
Hvordan myndighederne i den sidste ende vælger at kompensere for tabt undervisning er i skrivende stund uklart. Ændring eller aflysning eller udskydelse af eksaminer er under overvejelser. Trods en omfattende og hurtig indsats er kostbar undervisningstid gået tabt. Indtil nu (ved redaktionens afslutning d. 09. marts) er ingen smittet med coronavirus i Mongoliet.
En satiretegning til at runde denne artikel af med:
Tre krigerlignende helte kaldet henholdsvis “fine støvpartikler”, “stank” og “smog” bøjer sig respektfuldt for coronavirussen. I taleboblen står der: ”I mange år har vi kæmpet forgæves for at få
mongolerne til at bære masker. Det er kun lykkedes for Dem at skræmme dem og få dem til at gøre det. Vi hylder Dem og vil følge Dem! ” © Samandaryn Tsogtbayar
Noter
1) Ines Stolpe er professor i Mongolian Studies ved Bonn Universitet. Dr. T.-O. Erdene-Ochir er gæstelektor ved Mongolian Studies, Bonn Universitet. Artiklen er forfattet på tysk til tidsskriftet‚Mongolische Notizen‘, der udgives af Tysk-Mongolsk Selskab, og oversat og bearbejdet til dansk af Johnny Baltzersen, ViSTA redaktør.
2) Vi er Samandaryn Tsogtbayar dybt taknemmelige for tilladelse til at benytte hans satiretegninger i denne artikel i ViSTA. Redaktionen.
