Uddannelsesprojektet i Amazonas i Peru, som CICED støtter gennem den lokale partner FORMABIAP, er kommet ind i en nærmest grotesk situation.
I stedet for at fokusere på at udvikle relevant og meningsfuld uddannelse af lærere fra de oprindelige folk, tvinges projektet i højere grad til at bruge tid og ressourcer på at kæmpe mod myndighedernes urimelige normer.
Ufrugtbare diskussioner med autoriteter, der mangler lokalt kendskab og forståelse for uddannelse i regnskoven, fylder mere og mere.
Denne konflikt rejser grundlæggende spørgsmål om, hvad kvalitet i uddannelse egentlig er.
I centrum står læreruddannelsen i projektet. FORMABIAP har i årtier uddannet kompetente lærere fra de mange forskellige oprindelige folk i Amazonas.
Læreruddannelsen har en stærk forankring i både lokal kultur, sprog og pædagogisk praksis i de oprindelige folks samfund. Alligevel kæmper projektet i dag for at få sin uddannelse godkendt af staten.
Problemet ligger ikke i læreruddannelsens indhold. Udfordringen er i stedet de fysiske rammer, som FORMABIAPs lærerseminarie tilbyder eleverne.
For på lærerseminariet foregår undervisningen af de lærerstuderende i åbne læringsrum under palmetage, inspireret af traditionelle byggeskikke fra landsbyerne langs Amazonasfloderne, hvor de studerende kommer fra.
Disse konstruktioner er ikke tilfældige. De er udviklet gennem generationer og er tilpasset regnskovens klima med kraftig regn, høj luftfugtighed og fugtige varme. Resultatet er læringsmiljøer, der er både tørre og velventilerede og langt mere behagelige end mange lukkede bygninger.
Alligevel stiller staten krav om, at undervisning skal foregå i klassiske klasseværelser med vægge, døre og vinduer. Uden disse standarder kan uddannelsen ikke akkrediteres. Dermed bliver form vigtigere end indhold.
Tåbelige bureaukratiske standarder
Konsekvenserne er absurde. Lærerseminariet ligger i et frodigt område tæt på floder og søer ca. 15 km fra regnskovens største by Iquitos.
De studerende, der både bor og modtager undervisning på seminariet i perioder mellem praktikophold i deres hjemlandsbyer, er nu tvunget til to gange om ugen at bliver fragtet i bus de frem og tilbage mellem lærerseminariet og storbyen Iquitos. Her deltager de i undervisning på et af statens lærerseminarier i traditionelle lukkede lokaler med døre og vinduer – ikke fordi det giver bedre læring, men fordi det opfylder statens krav.
Paradokset er tydeligt: I de godkendte lokaler sidder studerende ofte i varme, fugtige og indelukkede rum, mens de i læringsmiljøerne på FORMABIAPs lærerseminarie har adgang til luftige og klimamæssigt tilpassede omgivelser.
Spørgsmålet melder sig derfor uundgåeligt: Hvor lærer de studerende bedst?
Konflikten peger på et større problem. Myndighedernes krav tager i ringe grad hensyn til oprindelige folks ret til en uddannelse, der er forankret i deres egen kultur og livsverden. Tosproget og interkulturel uddannelse, som FORMABIAP udbyder, udfordres af standardiserede forestillinger om, hvordan undervisning “bør” se ud.
For de ansatte i FORMABIAP betyder det en konstant kamp for legitimitet. Ressourcer, der kunne være brugt på at udvikle uddannelse, går i stedet til at forhandle med myndigheder og dokumentere det åbenlyse: at kvalitet ikke afgøres af vægge og vinduer, men af det, der foregår i undervisningen.
Situationen kan ses som et tegn på en bredere tilbagegang i forståelsen for alternative uddannelsesformer. Når bureaukratiske krav overskygger pædagogiske og kulturelle hensyn, risikerer man ikke blot at svække velfungerende uddannelser – men også at undergrave de samfund, de er skabt for at støtte.
Spørgsmålet er derfor ikke blot, om den læreruddannelse FORMABIAP udbyder, kan blive godkendt.
Spørgsmålet er, om der er plads til forskellige måder at tænke uddannelse på – eller om én standard skal gælde for alle, uanset kontekst.
