Tekst og fotos: Jette Lune / Læsetid: 4 min./ Lyttetid: 6 min.
I generationer har oprindelige folk i Amazonas udviklet en omfattende viden om regnskovens planter, dyr og økosystemer. En viden, der gennem århundreder er blevet nedvurderet og tilsidesat, men som i dag får stadig større anerkendelse, også inden for forskningen. For i en tid, hvor Amazonas er under stigende pres fra skovrydning, udvinding af naturressourcer og klimaforandringer, er denne viden ikke blot værdifuld for de oprindelige folk selv, men for os alle.
At inddrage oprindelige folks viden om regnskovens natur og økosystemer i uddannelse og bæredygtig udvikling er et centralt element i CICEDs samarbejde med det peruanske lærerseminarium Formabiap, som har til opgave at uddanne lærere, der gennem deres undervisning kan bidrage til at beskytte regnskoven og begrænse klimaforandringernes negative konsekvenser.
For at styrke miljøkomponenten i Formabiaps læreruddannelse medvirker organisationen Chaikuni i projektet med sin særlige ekspertise inden for bæredygtigt landbrug og genopretning af regnskoven. Chaikuni arbejder med at kombinere oprindelige folks traditionelle viden med moderne agroøkologiske metoder og har omfattende erfaring med at uddanne unge fra Amazonas’ landsbyer i, hvordan de kan dyrke jorden på en bæredygtig måde og samtidig bevare regnskovens økosystemer. Denne viden og erfaring inddrages i læreruddannelsen, så de kommende lærere får styrket deres kompetencer til at integrere miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling i undervisningen.
Dyrkning uden at ødelægge skoven
Et konkret eksempel fra dette arbejde er udvikling af de såkaldte chacras integrales, hvor forskellige afgrøder dyrkes side om side med træer og andre planter. I stedet for at rydde og afbrænde skoven bevares de store træer, som beskæres, så afgrøderne får tilstrækkeligt lys. Og planterne placeres ikke i snorlige rækker, men der, hvor jordbund, lys og fugtighed giver dem de bedste vækstbetingelser.
Omkring planterne lægges grene, blade og andre plantedele, der holder på fugten, beskytter jorden mod udtørring og begrænser ukrudt. Ved første øjekast kan dyrkningsområdet virke rodet og tilfældigt, men bag metoderne ligger en omfattende viden om jordbund, næringsstoffer og samspillet mellem forskellige planter.
En af de unge deltagere fortalte:
“Vi har lært at dyrke jorden uden at ødelægge det vigtigste, nemlig det organiske materiale i jorden. Det betyder, at vi ikke længere brænder jorden af.”
Netop afbrænding er en udbredt udfordring i Amazonas. Når skoven ryddes og brændes for at skabe plads til afgrøder, frigives der ganske vist næringsstoffer på kort sigt, men jordens organiske materiale reduceres, og den blotlagte jord bliver sårbar over for de kraftige tropiske regnskyl. Efter få års dyrkning kan jorden miste sin frugtbarhed, hvilket skaber behov for at rydde nye skovområder. Med chacras integrales er målet derimod at bevare jordens frugtbarhed og skabe dyrkningssystemer, der kan fungere over længere tid uden at ødelægge skoven.
Når traditionel viden møder videnskaben
En væsentlig del af arbejdet bygger på samarbejdet med lokale sabios, ældre videnspersoner med indgående kendskab til naturen og dens ressourcer.
Et eksempel er en sabio, der anvendte sneglehuse omkring planter, som ikke trivedes. Da man undersøgte metoden nærmere, viste det sig, at sneglehusene indeholdt lige præcis de mineraler og kalk, som planterne havde brug for. En lokal dyrkningsmetode, udviklet gennem praktiske erfaringer, fik dermed en naturvidenskabelig forklaring.
Også samspillet mellem skovens træer og planter er en del af denne viden. Forskningen har i de senere år fået større indsigt i, hvordan planter påvirker hinanden, blandt andet gennem svampenetværk i jorden. Oprindelige folk har gennem generationer opbygget praktisk erfaring og vidne om, hvordan forskellige planter og træer taler sammen og understøtter hinandens udvikling. Og de ved hvilke træer, der ”taler” bedst sammen.
Det er netop i mødet mellem traditionel viden og moderne videnskab, at der kan udvikles nye løsninger på nogle af de udfordringer, Amazonas står over for.
Fra lokalsamfund til læreruddannelse
For de lærerstuderende handler arbejdet ikke alene om at tilegne sig viden om bæredygtig dyrkning. De skal også lære at bringe denne viden ind i undervisningen og skabe sammenhæng mellem skolens faglige indhold og den virkelighed, børnene vokser op i.
Derfor afprøver de studerende først dyrkningsmetoderne på lærerseminariet og efterfølgende i deres egne lokalsamfund i samarbejde med elever, forældre og lokale sabios. På den måde bliver lokalsamfundets viden en aktiv del af uddannelsen, samtidig med at børn og unge får mulighed for at lære af de ældre generationers erfaringer.
En viden, der angår os alle
Erfaringerne fra Amazonas viser, hvordan uddannelse kan spille en vigtig rolle i arbejdet med bæredygtig udvikling, når undervisningen tager udgangspunkt i lokalsamfundenes egne erfaringer, behov og ressourcer. Samtidig rejser arbejdet et større spørgsmål om, hvilken viden vi som samfund vælger at anerkende og bygge videre på.
I 2026 burde det være en selvfølge, at vi ikke alene anerkender oprindelige folks ret til deres sprog, kultur og identitet, men også forstår betydningen af den viden, de gennem generationer har udviklet om naturen og dens sammenhænge.
Det handler derfor ikke om at vælge mellem traditionel viden og moderne videnskab, men om at bringe dem sammen. For nogle af de løsninger, vi har så hårdt brug for i arbejdet med klimaforandringer og beskyttelse af naturen, findes allerede hos de mennesker, der gennem generationer har levet i og med regnskoven.
