Når børnene løfter hovedet fra bøgerne, kan de lade blikket glide ud over søens vand, og både vandet og skovens fugle vil hjælpe dem med at forstå teksten
Tekst og fotos: Jette Luna
Hvordan omsætter man overordnede mål om interkulturel undervisning, lokal forankring og kvalitet i uddannelsen til konkret undervisning? Det fik jeg mulighed for at opleve under mit seneste besøg på skoler, der deltager i CICEDs projekt ”Uddannelse for et bæredygtigt liv i Perus Amazonas”. Projektet gennemføres i samarbejde med den lokale organisation FORMABIAP.
Projektet har blandt andet til formål at uddanne lærere, der kan sikre børnene en undervisning af høj kvalitet og samtidig udvikle et tæt samarbejde mellem skolen og det lokalsamfund, børnene vokser op i. Et centralt udgangspunkt er, at undervisningen skal bygge på børnenes egen virkelighed og inddrage den omfattende viden, som findes blandt oprindelige folk i Amazonas.
Under skolebesøgene blev det tydeligt, hvordan lærerne formår at omsætte disse mål til en veltilrettelagt og meningsfuld undervisning, hvor både naturen, lokalsamfundet og den lokale viden spiller en aktiv rolle.
En læsehytte midt i regnskoven
Som i mange andre lande er der også i Peru stor opmærksomhed på børns læsefærdigheder. Eleverne skal hvert år gennemføre obligatoriske læseprøver, og resultaterne kan få betydning for, om de kan fortsætte på næste klassetrin.
Men lærerne på en af projektskolerne havde en udfordring. Når børnene skulle læse i klasselokalerne, havde de ofte svært ved at koncentrere sig. På solrige dage blev der meget varmt under skolens bliktag, og når det regnede, hvilket det ofte gør i Amazonas, var støjen fra de tunge regndråber mod taget så voldsom, at det forstyrrede undervisningen.
Noget måtte gøres. I samarbejde med forældrene og lokalsamfundets sabios, de lokale vidensbærere og ældre med særlig indsigt i natur og traditioner, begyndte lærerne at diskutere, hvordan de kunne skabe bedre rammer for børnenes læsning. Løsningen fandt de i skoven.
Her byggede de en særlig læsehytte med udgangspunkt i de traditionelle byggemetoder, som befolkningen i regnskoven har anvendt gennem generationer. Taget blev lavet af palmeblade, som både beskytter mod solen og dæmper lyden af regnen. Hytten blev placeret under store træer tæt ved en sø, omgivet af fuglesang og regnskovens lyde.
En af de lokale sabios forklarede tanken bag placeringen med nogle meget fine ord:
”Når børnene løfter hovedet fra bøgerne, kan de lade blikket glide ud over søens vand, og både vandet og skovens fugle vil hjælpe dem med at forstå teksten.”
På hyttens stolper hænger flettede kurve, som landsbyens kvinder har fremstillet, og som er fyldt med bøger.
Jeg fulgte en 4. klasse ud til læsehytten og oplevede, hvordan børnene straks fandt sig til rette. De tog selv bøger fra kurvene, satte sig sammen to og to og begyndte at læse, uden at læreren behøvede at give yderligere anvisninger. Læreren gik rundt mellem børnene, lyttede til deres læsning og bad efterfølgende to elever fortælle om de bøger, de havde læst.
Det var tydeligt, at børnene nød at være der. Læreren fortalte, at eleverne allerede fra den første dag havde taget læsehytten til sig, og hun håbede, at de nye rammer også ville kunne aflæses i resultaterne af årets læseprøver i december.
Matematik med bananer og yuca
Også i matematikundervisningen blev elevernes hverdag og lokalsamfundets ressourcer inddraget.
I en 3. klasse arbejdede børnene med mål og vægt. I stedet for udelukkende at bruge traditionelle undervisningsmaterialer havde de medbragt forskellige afgrøder, som de kendte fra deres dagligdag. Børnene målte og vejede bananer og yuca og opdagede blandt andet, at to bananer kunne veje det samme som en stor yuca. De fandt også ud af, at en yuca på blot 10 centimeter kunne veje mere end en på 18 centimeter.
”Hvorfor mon det?” spurgte læreren.
”Fordi den er tyk,” svarede en pige og tilføjede: ”Tykke, lave mennesker vejer også mere end høje, tynde mennesker.”
En enkel observation, som viste, hvordan børnene brugte deres egne erfaringer til at forstå sammenhængen mellem størrelse, form og vægt. Undervisningen tog udgangspunkt i noget, børnene kendte, og gav dem mulighed for selv at undersøge, sammenligne og drage konklusioner.
Undervisning på rødderne af et stort træ
Et andet interessant eksempel oplevede jeg i en 7. klasse, hvor eleverne havde undervisning i sociale studier. Her var det ikke klassens lærer, men en mandlig sabio fra lokalsamfundet, der stod for undervisningen.
Eleverne sad samlet på de store rødder af et imponerende træ, mens han fortalte om menstruation, graviditet og prævention med udgangspunkt i den viden, som gennem generationer er blevet videregivet i lokalsamfundet.
Han fortalte, at familierne tidligere ofte kun fik tre-fire børn, og at kvinderne havde stor viden om menstruationscyklussen og om de planter, der traditionelt blev anvendt til at undgå graviditet. i dag får familierne ofte 6-8 børn og det kan være svært at brødføde alle.
De unge lyttede interesseret og stillede spørgsmål til de forskellige planter og metoder. Sabioen fortalte også om moderne præventionsmidler og gav udtryk for bekymring over nogle af deres mulige sundhedsmæssige konsekvenser. Han forklarede desuden, hvad et kondom er, og fortalte, at kondomer både er dyre og vanskelige at få fat i ude i de små landsbyer.
Samtalen var åben, og eleverne stillede mange spørgsmål. Hans afsluttende råd til de unge var at vente med at have sex, til de havde afsluttet deres uddannelse.
Det interessante ved denne undervisning var ikke blot emnet, men også den naturlige måde, hvorpå en lokal videnspersonblev inddraget i skolens arbejde. Eleverne fik mulighed for at møde den viden og de erfaringer, som findes i deres eget lokalsamfund, og for at stille spørgsmål og diskutere emner, der har stor betydning for deres eget liv.
Når lokalsamfundets viden får plads i skolen
De tre undervisningssituationer viser på forskellige måder, hvordan projektets overordnede mål bliver omsat til praksis. Lærerne arbejder målrettet med elevernes faglige udvikling, men undervisningen tager samtidig udgangspunkt i børnenes liv, erfaringer og kulturelle baggrund.
Det er netop en af de centrale ambitioner i FORMABIAPs interkulturelle tosprogede læreruddannelse: at uddanne lærere, som både har solide faglige og didaktiske kompetencer og forstår betydningen af at inddrage lokalsamfundets viden i undervisningen.
I Amazonas, hvor oprindelige folks levevilkår og naturgrundlag er under pres, har dette arbejde en særlig betydning. Den viden om naturen, som befolkningen har udviklet gennem generationer, er ikke blot en del af deres kultur og identitet. Den er også vigtig for forståelsen af, hvordan regnskovens ressourcer kan forvaltes bæredygtigt.
Skolebesøgene en meget konkret påmindelse om, at god undervisning ikke nødvendigvis kræver avancerede materialer eller kostbare faciliteter. Den kræver først og fremmest dygtige lærere, der kan skabe sammenhæng mellem faglige mål, børnenes forudsætninger og den virkelighed, de lever i.
Og måske er det netop her, projektets vigtigste resultater viser sig: Når regnskoven bliver et klasseværelse, når landsbyens ældre bliver en del af undervisningen, og når børnenes egne erfaringer og viden får en naturlig plads i skolen.
