Den første fornemmelse af skole – femårige nomadebørn i Mongoliet
“Det er sådan en fornøjelse at se børnenes ansigter stråle i spænding, når de får pakken med bøger, spil, blyanter og farver. Nogle børn er sådan lidt skeptiske i starten, men så er der en mor, en far og større søskende eller en bedstemor, der hjælper, og så går det helt fint”, fortæller A. Timurjav. Hun er lærer på skolen i Dzungov distriktet i den vestlige Uvs provins i Mongoliet og ansvarlig for udrulning af den hjemmebaserede skoleforberedelse for de nomadebørn, der ikke kan komme i børnehave, når de fylder fem år.
Selvom Mongoliet er lykkedes med at etablere børnehaver i samtlige 330 landdistrikter, så er der stadig tusindvis af børn fra nomadefamilier, der ikke kan få gavn af leg-og-læring sammen med jævnaldrende og dygtige pædagoger i året op til skolestart.
Børn, der ikke har haft et år eller mere i børnehave er ganske enkelt bagud på point, når de starter i skole som seksårige. Data viser, at hovedparten af de børn, der dropper ud af skolen i løbet af de første par år, kommer fra nomadefamilier.
Mongolske hyrder må flytte med deres dyr fire-seks gange om året. I langt de fleste tilfælde slår nomaderne deres ger (mongolernes traditionelle runde filt-telt, red.) op så langt fra børnehave og distriktscenter, at daglig transport til hest eller på motorcykel ikke kan lade sig gøre.
Så, når børnene ikke kan komme til børnehaven, så må børnehaven jo komme ud til børnene.Det er grundideen i den ene del af projektet Better School Start – Better School Life for Nomadic Children in Mongolia.
I dette skoleår omfatter den hjemmebaserede førskoleindsats over 900 børn i de 62 distrikter i Mongoliet, hvor CICEDs partner MAPSSD (Mongolian Association for Primary and Secondary School Development) har lokalafdelinger.
Som billederne under artiklen viser, så udleveres materialer og forældre vejledes både på skolen og hjemme i ger’en. Mange steder og for mange familier har det været muligt at komme til distriktscenteret og besøge skolen i starten af skoleåret.
“Her i Khalzan (distrikt i provinsen Suukhbaatar i det sydøstlige Mongoliet, red). inviterede vi alle forældre til femårige som ikke kan komme i børnehave. Vi samlede dem i vores store festsal, fortalte om projektet og de materialer, som børnene skal arbejde med. Alle forældre fik vejledning i at bruge forældrebogen”, fortæller den S. Baataargal, der koordinerer indsatsen for de femårige i distriktet.
I Khalzan snakker læreren med forældrene hver 14. dag. for at høre, hvordan det går børnene med at lære nye sange og nye ord og alle de andre ting, der er i ‘pakken’.
Samtaler med lærere, der i dag har de børn, der var med i den hjemmebaserede indsats sidste år, viser, at der er grund til optimisme. Alle fortæller, at børnene er mere aktive i timerne, de fungerer godt socialt, og de har bedre sprog og motorik.
I de kommende måneder skal spørgeskemaer og årskarakterer analyseres, og så har MAPSSD et solidt grundlag for at dele erfaringer med nationale og regionale skolemyndigheder.
Ambitionen er naturligvis, at erfarfinger og ideer kan gavne alle fem-årige nomadebørn, og ikke kun dem, der er så heldige, at de lever i et af de 62 distrikter, som projektet udfoldes i.
