Central Tibetan Administration satser stille og roligt på at opbygge en robust uddannelsesfremtid for tibetanere i eksil — en fremtid, der fletter gammel visdom sammen med moderne læring for at sikre, at tibetanske børn og unge, uanset hvor de bor og vokser op, er rodfæstet i sprog, kultur og etik.

Gennem en strategisk blanding af traditionelle læreplaner, lærerudvikling, støtte til skoler for tibetanere rundt om i verden og etiske læringssystemer, sigter fortsættes og styrkes indsatsen for at danne og uddanne ikke kun studerende, men også undervisere og andre ’vogtere’ af tibetansk identitet.

Sådan cirka kan vi sammenfatte meningen med et nyt fireårigt samarbejde mellem CICED og det eksil-tibetanske administration i Dharamsala, Indien. Programmet  har et budget på 12 millioner kroner, der stilles til rådighed af de danske skatteborgere via en bevilling fra det danske udenrigsministerium.

Visionen: Uddannelse som kulturbevaring  
Kernen i indsatsen er at forankre tibetansk uddannelse i dets kulturelle arv og komplementere med  moderne fag.

Hvor alt tidligere samarbejde siden 2004 har fokuseret på skoler i Indien og Nepal rummer det nye program også støtte til weekend-skoler — kendt som “Tibetansk Sprog- og Kulturskoler”.  Det er skoler i lande rundt om i verden, hvor der bor mange tibetanere. Skolerne fungerer som  centre for tibetanske børn og giver dem kendskab til tibetansk sprog, historie og værdier i tillæg til det almindelige, lokale skolesystem.

Sådan virker det: En teori om forandring, baseret på handling 
Projektet hviler på en klar “hvis….. så” logik:

Hvis tidlig undervisning forankres  i kulturelt relevante læremidler, uddannede lærere og dialektiske metoder i naturfag og matematik;

Hvis tibetansk sprog og kultur fremmes aktivt gennem passende aktiviter og globale partnerskaber;

Hvis SEE Learning (Social, Emotional and Ethical Learning) udvides gennem uddannede og kompetente facilitatorer… 

Hvis sårbare tibetanske elever får målrettet økonomisk og akademisk støtte

Så vil den grundlæggende uddannelsespolitik i eksil blive implementeret effektivt — og forbedre både traditionel og moderne undervisningskvalitet.

Resultat: En generation forankret i arv og etik, der er

– Akademisk/fagligt stærke 

– Kulturelt selvsikre 

– Etisk bevidste 

– Miljømæssigt bevidste 

Det handler ikke kun om at kunne læse og regne eller om gode karakterer. Det handler om at sikre, at tibetansk identitet trives — ikke som en antikvitet, men som en levende, udviklende kraft, formet af tibetanske unge.

Nøgleantagelser: Grundlaget for succes 
Planen afhænger af flere kritiske betingelser:

Ressourcer: tilstrækkelig finansiering, personale og materiel til at udvikle og vedligeholde kulturelt forankrede læreplaner. 

Kompetente lærere, der er villige og i stand til at tilpasse sig nye undervisningsmetoder og deltage i videreuddannelse. 

Deltagelse i fællesskaber: aktiv støtte fra tibetanske familier og udlændinge-netværk. 

Globale partnerskaber: varige samarbejder med skoler og universiteter i Indien og udlandet. 

Inklusion: præcis identifikation og tidlig støtte til sårbare elever. 

Stabilitet:  politiske og sociale forhold, der tillader ubrudt undervisning.

Ifølge det eksil-tibetanske undervisningsministerium, der har været penneføre på det nye program, afspejler satsningen en universel sandhed: Uddannelse er ikke kun overførsel af viden — det er overførsel og dannelse af identitet.

I en verden, hvor kulturer er i fare for at bukke under og forsvinde, tilbyder tibetansk eksiluddannelse en vejviser for, hvordan fællesskaber kan bevare deres rødder, samtidig med at de omfavner fremtiden.