Ungdom aktiveret – første lægetjek via hjemmebesøg
Af: Johnny Baltzersen, CICED, chair
Den 6. april om morgenen modtog CICED en anmodning fra vores partner JUST Nepal Foundation. Corona-virussen var kommet til Nepal. Frygten for omfattende smittespredning og total nedsmeltning af det beskedne sundhedsvæsen var til at tage at føle på.
Hverken JUST Nepal eller CICED kunne gøre meget ved den generelle situation. Men måske kunne vi gøre noget i Helambu-området, hvor vi har haft stor succes med at engagere unge via projektet Putting Youth on Centre Stage.
JUST Nepal havde fået den fremragende idé, at de unge skulle være med til at sprede information om, hvordan man mest effektiv undgår corona-smitte. JNF havde været i kontakt med 77 af de unge youth-camp deltagere, med borgmesteren i Helambu, lederen af områdets sundhedstjeneste og de syv landsbyers ledere. Alle var med. Sundhedspersonale i hele Helambu-kommunen skulle have det mest nødvendige beskyttelsesudstyr, og der skulle hjælpemidler til håndvask og desinfektion samt et par mobile respiratorer: portable oxygen concentrator.
Især ville det være vigtigt at nå ud til de ældste, de fattigste og ikke mindst til dalitterne, de såkaldte ’untouchables’, der traditionelt overses – også i krisetider.
Inden midnat d. 6. april havde CICED oveført de nødvendige 63.000 kroner til udstyr og indsats i Helambu.
Nu en måned efter har vi den første rapport fra Helambu:
Det var ikke helt nemt at få indkøbt medicin og udstyr. Dels var det meste væk allerede i starten af april. Dels var Nepal lukket ned med udgangsforbud. Heldigvis kom der friske forsyninger fra Kina og Indien. Journalister kunne stadig bevæge sig rundt. Et af JNFs bestyrelsesmedlemmer har pressekort, så i løbet af et par uger var alt klar til transport til Helambu 75 km nord for Kathmandu.
Med to læger og Helambus sundhedskoordinator i teamet fik alle hustande i kommunen for første gang nogensinde sundhedstjek i hjemmet. En skole blev indrettet til midlertidigt hospital til evt. corona-patienter. Med de to mobile respiratorer kunne patienter i heldige tilfælde forhåbentlig undgå den lange tur til hospitaler i Kathmandu.
I samarbejde med Helambu kommune oprettedes 11 sundheds checkpoints, der blev udstyret med infrarøde termometre, desinfektionsudstyr, beskyttelsesmasker- og handsker og den mest nødtørftige medicin. Det var egentlig meningen, at alt udstyr skulle leveres af 77 unge fra projektet, som også var involveret i den tidlige planlægningsfase af corona-indsatsen, men med et skrapt udgangsforbud måtte læger, sundhedspersonale og folk med pressekort forestå fordelingen til de 11 checkpoints.
Der er endnu ikke konstateret COVID-19 smittede personer i Helambu. Imidlertid har de omfattende sundhedstjek via hjemmebesøg kortlagt de kroniske sygdomme, som man godt ved hører med til livet i højderne, og som varierer med højden. Der er mange med for højt blodtryk i øverste luftlag, på mellemdistancen er diabetes udbredt og i de nedre dale er astma hyppigt forekommende.
JNF-teamet viste rettidig omhu og medbragte rigeligt med doser af den gængse medicin til netop forhøjet blodtryk, diabetes og astma. Medicin, som folk ikke selv kunne få fat på under nedlukningen. Og de to oxygen concentrators på det midlertidige hospital viste sig at være til stor gavn i behandlingen patienter med bronkitis.
Mobiltelefonkæder via de unge blev sat i sving for at sikre spredning af COVID-19 relevant information på områdets lokale Tamang-sprog.
JNF har oprettet et nødberedskabsnetværk bestående af 18 unge i de syv landsbyer, landsbyledere, sundhedskoordinatorer og de lokale læger.
Selvom der ikke er konstateret COVID-19 tilfælde i Helambu, så er situationen for de fleste ganske alvorlig. Nedlukningen har betydet drastisk fald i folks indtjening. Produkter kan ikke som sædvanlig afsættes på markeder, hverken lokalt eller i Kathmandu. Mange, især dalitter, er vendt tilbage til landsbyerne fra Kathmanu, hvor de typiske daglejerjobs eller andre former for forefaldende arbejde er ikke-eksisterende under nedlukningen.
Den nepalesiske regering har afsat 800 millioner rupees, knap 46 millioner kroner til fødevarehjælp til de allerfattigste. Umiddelbart mange penge i et fattigt land, men dels vil beløbet forslå som en skrædder i helvede, hvis nedlukningen varer ret meget længere, dels er den nepalesiske regering ikke ligefrem berømt for effektiv og korruptionsfri krisehåndtering.
Heller ikke det kan JNF og CICED gøre meget ved. Men vi holder øjne og ører åbne for at vurdere, om vi på anden måde vil kunne gøre en lille forskel i Helambu.
(Full report from JUST Nepal Foundation in English – click here
)