Af: Johnny Baltzersen, CICED
Dette er første del af fortællingen fra et længere besøg hos vores mongolske partner denne sommer. I løbet af fem uger tilbagelagde vi knap 4300 km for at deltage i tre regionale workshops med de lokale afdelinger, lærere, skoleledere og forældre. Fortællingen kan starte med konklusionen: Projektet fungerer godt. Der er plads til forbedringer. Dem har vi taget fat på.
* * * * *
Det er tidlig morgen i Ulaanbaatar. Rigtigt tidligt faktisk. Solen er netop kravlet over bakkerne mod øst. Gaderne er vidunderligt tomme. Om blot en times tid er der bilkøer i alle gader. Så langt øjet rækker. Ulaanbaatar er vokset fra ca. 600.000 indbyggere i 1992 til omkring 1,7 millioner i dag. I samme tidsrum er antallet af biler i byen vokset fra nogle få tusinde til i omegnen af 400.000. Det er længe siden, at folk grinte af vittigheden: Vil du ha’ et lift? Næ, tak, jeg har travlt.
Suukhbatar Square foran parlamentsbygningen til højre i billedet er det eneste større åndehul i Ulaanbaatar i 2023.
Forsøg på at begrænse trafikken i Ulaanbaatar er hidtil mislykkedes. Da bystyret forsøgte med ulige nummerplader på bestemte dage og lige på andre, købte alle, der havde råd, bare to biler.
Vores tidlige færden denne morgen er starten på en længere rejse vestpå. Indregnet en smuttur med familiebesøg skal vi have 1400 km asfalt og støvede steppeveje under hjulene, før vi kan rulle ind foran skolen i Naranbulag soum i Uvs aimag ude i den vestlige del af Mongoliet.
Soum eller sum er det mongolske ord for landdistrikt, men når vi ruller ind foran skolen i Naranbulag, så er det naturligvis ikke i landdistriktet, som sådan. Hvert landdistrikt har et administrativt center, typisk med skole, børnehave, sundhedsklinik, offentlig administration og diverse butikker. Naranbulag soumcenter er ingen undtagelse. Landdistriktet ligger med sine ca. 5.500 indbyggere fordelt på 4.400 km2 tæt på landsgennemsnittet for indbyggertal og størrelse. Til sammenligning spreder omkring 470.000 fynboer sig over 3.099 km2..
Naranbulag er rammen for tre dages regional workshop med fokus på udveksling af erfaringer og ideer til forbedring af projektet. Når workshoppen slutter, rejser deltagerne hjem med en handleplan for det kommende års indsats. De regionale workshops er tiltænkt en meget central rolle i projektet. Godt nok udveksles der erfaringer og ideer i Facebook grupper, der monitoreres hyppigt via telefonsamtaler og onlinemøder, men intet af det kan matche udbyttet af at mødes, arbejde, snakke, feste og grine under samme tag flere dage i træk.
Desværre er vi ikke så mange til workshop i Naranbulag, som vi kunne være. Seks af de mulige deltagende landdistrikter har måttet blive hjemme for at fejre distriktets 100 års jubilæum. I alt er der (lidt pudsigt) 100 distrikter rundt om i Mongoliet, der fejrer 100 års jubilæum. Den mongolske revolution fandt sted i 1921, og i 1923 gennemførtes den første større moderne administrative inddeling af landet. Og, i Mongoliet, må (næsten) alt andet vige, når der er sådanne lokale jubilæer. Skolen, som er den institution alle har eller har haft tilknytning til, spiller en helt afgørende rolle. Trods afbud er vi otte distrikter, i alt 42 deltagere derfra plus os otte tilrejsende fra Ulaanbaatar.
Der lyttes til andres erfaringer og ideer. Klasseværelser er ikke kedelige i Naranbulag, selvom bænkene er lidt for små.
Arbejdsplan for det kommende år er ved at tage form.
Problematisk eller analfabet
Projektet har to indsatsområder. For det første skal nomadernes 5-årige børn blive bedre forberedte på at komme i skole. For det andet, skal situationen på skolernes internater/kostafdelinger forbedres, især for børnene i de yngste klasser. Derfor bærer projektet titlen: Better School Start-Better School Life.
Indsatsen ligger i kølvandet på tidligere undersøgelser, der viser, at hovedparten af børn, der droppede ud af skolen i de første år, er børn af nomadefamilier og typisk børn, der ikke har gået i børnehave. Ikke fordi, de ikke vil, men fordi de ikke kan. Nomadetilværelsen leves ude på stepperne, langt fra børnehave og skole.
Omvæltning fra de hjemlige og isolerede omgivelser i en ger langt ud på steppen eller i Gobi-ørkenen til skole og internat er en voldsom omgang, når man kun er seks år gammel. Førhen var skolestart i otte-års-alderen, men presset fra den internationale diskurs om fordele ved tidlig skolestart har også ramt Mongoliet.
Efter tre års projekt kan vi trods corona-pandemi konstatere, at indsatsen virker efter hensigten. Der er indtil videre ingen meldinger om dropouts, lærere, børn og forældre fortæller, at de er glade og tilfredse med indsatsen. En ting, er naturligvis gode fortællinger, noget andet er, om den gode historie kan bakkes op af fakta. Lærer de noget, børnene? Og lærer nomadernes børn lige så godt som ikke-nomadebørn?
De sidstnævnte har typisk gået i børnehave inden skolestart. Det er derfor oplagt i 1. klasse at sammenligne tidligere børnehavebørn med de børn, der har fulgt projektets hjemmebaserede skoleforberedelse. Det gør tests og evalueringer foretaget af Mongoliets nationale evalueringsinstitut. Resultat: ’projektbørn’ er på niveau med andre børn.
Dermed burde vi jo bare være glade, læne os tilbage og fortsætte uden nævneværdige justeringer. Men workshoppen i Naranbulag, og de to efterfølgende workshops i Chuluut for den centrale region og Asgat for den østlige, afslørede, at der er ’problematiske forældre’, som lærerne ikke rigtig kan få til at støtte børnene så godt, som de nu burde. I de fleste tilfælde fortæller forældrene bare, at de ikke har tid.
Nomadeliv er krævende. Det ved lærerne godt, men det stemmer jo ikke helt overens med, at de fleste nomadeforældre har tid. Så hvorfor er der disse forældre, der bliver italesat som besværlige med en snært af, at de måske også er lidt dovne?
Jeg kan ikke lade være at spørge til, om der er forældre, der ikke kan læse? Pudsigt nok, kommer der i første omgang, to forskellige svar. Lærerne, der rejser rundt til nomaderne for at hjælpe, siger: ja, der findes forældre, som ikke kan læse eller i hvert fald ikke læser særlig godt. Nogle på Ulaanbaatar-holdet er mere skeptiske over for antagelsen om analfabetisme, som kilde til manglende hjælp til børnene.
National evaluering viser, at børnene med hjemmebaseret skoleforberedelse klarer sig ligeså godt, som de børn, der har gået i børnehave.
Min antagelse bygger på, at næsten 24% af alle børn i skolealderen var droppet ud i 1992, da vi startede DANIDA-samarbejdet med det mongolske undervisningsministerium. Det er drop-out generationen fra den gang, der i dag er i forældre, og hvis de ikke undervejs har fået chancen for deltage i læsekurser eller anden uddannelse, så kan de i dag være analfabeter eller svage læsere.
Og dét, snarere end dovenskab, kunne være kilden til deres manglende støtte til de mange forskellige øvelser, som børnene skal lave i den hjemmebaserede skoleforberedelse. Måske kan de slet ikke læse børnenes øvelser og slet ikke den forældrevejledning som følger med.
Der findes ingen større undersøgelser af analfabetisme i Mongoliet. Den officielle statistik siger, at næsten 100% af Mongoliets voksne befolkning kan læse og skrive. Det er skønmaleri. Blandt uddannelsesforskere og sociologer, som jeg har talt med, anslås det, at 5-7% af den voksne befolkning ikke kan læse eller er funktionelle analfabeter.
Overført til vores projekt med en målgruppe på 2.500 forældrepar, betyder det i værste fald, at der er mellem 250 og 350 voksne, som læser for dårligt til at kunne hjælpe deres børn med de skoleforberedende opgaver.
Og det må vi jo gøre noget ved. Det er ikke nok at forbedre de skriftlige materialer. Der skal lyd på. Og mere støtte tilpasset svage læsere blandt forældrene.
Debatten om ’problematiske’ forældre gentager sig på de to næste workshops, og alle er nu overbeviste om, at svage læsere blandt forældrene er en reel udfordring, som vi må gøre noget ved.
Selve meningen med vores dansk-mongolske samarbejde har siden 1992 været at gøre en forskel for dem, der har det allersværest. Og som de fleste andre (donorer) ikke vil lege med. Derfor bliver der nu sat lyd på øvelsesbøger og vejledninger. Forældre skal kunne lytte, hvis de ikke kan læse.
Så må vi se, hvor mange ’problematiske forældre’, der kan fortælles om næste år.
