Hu hej, hvor det går i Altingets interview med Dennis Nørmark i anledning af hans nye spændingsroman om dansk udviklingsbistand. Stor ståhej til tiden. Udenrigsministeriet har netop lanceret høringsrunde om fremtidens danske udviklingsbistand.
Jeg hører til dem, der meget gerne vil have skarp kritisk debat om udviklingsbistand. Jeg har været i branchen i 33 år og er i visse sammenhænge blevet persona non grata pga. kritiske spørgsmål.
Men jeg vil også insistere på en kritisk debat, der er opdateret og rummer de nuancer, der nu en gang er. Dem er der ikke meget plads til i Altingets interview med Dennis Nørmark, som indrømmer, at han ’tager sig den frihed at skære tingene sådan lidt groft til’.
I det store og hele sparkes åbne døre ind. Der kan ikke være mange aktører tilbage i udviklingsarbejdet, der opfatter sig selv som deltagere i en blot og bar godhedsindustri, og som ikke er opmærksomme på den mangefacetterede politiske kontekst, som dansk udviklingsbistand indgår i.
Sammentænkning af udviklingspolitik med udenrigs- og sikkerhedspolitik har over 20 år på bagen. ”En verden i forandring” fra 2005 gjorde det klart, at udviklingspolitik skulle bidrage til andet og mere end udvikling i fattige lande.
Med NGO-verdenens ’Shift the Power’ bevægelse, grundlagt i Johannesburg i 2016, og de snart mange års fokus på ’lokalt ledet udvikling’, falder artiklens vinkling af ’neokolonialisme forklædt som godgørenhed’ for udløbsdatoen.
Danmarks 305 mindre udviklingsngo’er organiseret i CISU har foretaget en reform grundlaget for udviklingsarbejde for op til 200 millioner danske skattekroner om året. Reformen knæsætter princippet om ligeværdighed og lokalt ledet udvikling. I mit eget arbejde som leder af store Danida-finansierede uddannelsesprogrammer og mange andre projekter har lokalt ledet udvikling været praksis siden 1992.
Karikatur af udvikingsfolk
Nørmark karikerer udviklingsfolk som nogen, der kun snakker om ’sindssyge og mislykkede projekter’, når de har fået hældt et par gin og tonics indenbords. Sådan nogle folk har jeg også mødt i forsvaret, i skattevæsenet, i vejvæsenet, i sundheds- og i uddannelsessektoren. Men det får mig jo ikke til at tro, at sådan en omgang fuldemandssnak er repræsentativ for alt, hvad der foregår inden for det pågældende område.
Hvorfor er der mindre plads til undersøgende debat overfor specifikke fejl og dumheder i udviklingsbranchen? Den opererer under meget vanskelige og sårbare forhold, sammenlignet med vilkår for fejlslagne milliardinvesteringer i nye offentlige IT-systemer, forhastede indkøb til forsvaret, eller idiotiske praksisser for grundskyld. Når der begås fejl i udviklingsbranchen, så er der ikke langt til kampråbet: ’spild af penge – luk lortet’.
Antropologen Nørmark synes, at det er udtryk for en ’tendens til umyndiggørelse eller en snert af underliggende racisme’, når ’man accepter ting i udviklingssammenhænge, der aldrig ville være i orden andre steder’.
Det er svært at vide præcis, hvad det er for konkrete ting, der er tale om. Det kunne handle om korruption og krænkelse af rettigheder, antydes det. Alle danske organisationer og deres partnere rundt om i verden er forpligtede på at arbejde rettighedsbaseret, og de underskriver klausuler, der forbyder korruption, børnearbejde, seksuelt misbrug og chikane. I både Udenrigsministeriet og i CISU er der nultolerance over for brud på klausulerne. Og når det en sjældent gang sker, så følges overtrædelsen tæt med fuld transparens for offentligheden.
Men bevares, det kan jo, som artiklen hævder, være helt lavpraktiske udtryk for både racisme og totalt spild af skattekroner, når man accepterer ’at møder bliver flere timer forsinket og at folk sidder og falder i søvn imens, der tales’.
Det er da også helt i ude hampen. Sådan noget sker aldrig på vores breddegrader. Her kører alt til tiden, og alle er lysvågne. Dem der nede i Afrika, skal denunderhylendemig opføre sig ligesom os, hvis de skal have fat i nogle af vores skattekroner.
Det er ofte godt med lidt larm i gaden, men det bliver trættende at høre den samme rumsterstang med de forudsigelige toner. Lad os nu få en rapsodi af en debat: åben, fordomsfri, kritisk, fri for stereotyper og med plads til alle nuancerne. Vi kan kun blive klogere.
