Læsetid 5 min
Debatten om ny dansk udviklingspolitisk strategi er i fuld sving. I Globalnyt den 24. marts delte Malene Sønderskov og Dorthe Skovgaard Mortensen konstruktivt ud af deres tanker om en tiltrængt opdatering af monitorering og evaluering (M&E) af komplekse udviklingsprogrammer. De fremhævede, at danske organisationer, deres partnere og finansielle donorer skal være mere åbne overfor uplanlagte resultater og fokusere stærkere på læring. Et ensidig fokus på kvantitative indikatorer forsimpler vores forståelse af, hvad der virker og hvorfor.
I overensstemmelse med princippet om lokalt ledet udvikling, understregede de, at vi skal inddrage de mennesker, der er en del af indsatsen, når vi definerer den ønskede forandring.
De to forfattere fokuserer på komplekse programmer og systemforandring, men jeg mener, at deres observationer og anbefalinger gælder for al udviklingsindsats. Det er afgørende, at vi kan dokumentere værdien af det udviklingsarbejde, der udføres for målgruppen.
Accountability-kæden under pres
Men hvad betyder det egentlig at monitorere og evaluere udviklingsindsatser? Bag mange fine erklæringer om betydningen af et effektivt M&E-system ligger et legitimt behov for at dokumentere, hvad vi får for pengene. Dette ’vi’ findes på forskellige niveauer og afspejler, hvad vi kunne kalde ’accountability-kæden’ – kæden for hvem ’vi’ (diverse aktører i udviklingsarbejdet) står til ansvar overfor.
Folketinget og regeringen står til ansvar overfor skatteborgerne og vælgerne. Derfor etablerer Udenrigsministeriet/Danida og CISU rammer og regelsæt for, hvordan bistandskronerne skal forvaltes. Danske ngo’er er ansvarlige overfor Danida og CISU og må omplante dette ansvar til relationen med partnere i det globale syd. I en tid, hvor midler til udviklingsarbejde er under politisk pres, er det afgørende, at vi kan dokumentere, at Danida/CISU → Folketing/regering → skatteborgerne/vælgerne får noget for pengene.
Målgrupperne skal styrke kvaliteten i monitorering
Men hvis vi skal tage bestræbelserne på ’lokalt ledet udvikling’ og ’shift the power’-bevægelsen alvorligt, så mangler kæden et accountability-led: Vi mangler metoder til at give ’målgrupperne for vores tilsigtede indsats’ redskaber til at vurdere, om de får, hvad de er blevet stillet i udsigt, og om de reelt får ’valuta for pengene’. Hvis vi fuldt ud vil arbejde for lokalt ledet udvikling, så hører et accountability-check også til i relationen mellem den udførende partner i syd og de samfund/målgrupper, som de arbejder med og for.
Udviklingsbistand gives jo ikke for, at CICED og andre danske ngo’er eller vores partnere skal have bedre vilkår. Vi er blot kompetente og effektive formidlere af alt det, som vi antager skal til, for at ’målgrupper’ får bedre vilkår på områder omfattet af en specifik udviklingsindsats.
Ligesom skatteborgere og vælgere i Danmark har legitim demokratisk interesse i at kunne vurdere, om de får noget for pengene, så har ’målgrupper’ for udviklingsindsatser en tilsvarende interesse i at kunne vurdere, om det, som de har været inddraget i formulering af, også reelt er det, som leveres.
Et nyt led i accountability-kæden
Vi skal have etableret et led i ’accountability-kæden’ mellem målgruppe og ansvarlige organisationer (os i nord og vores partnere i syd) for gennemførelsen af udviklingsindsatsen. Vi skal have effektive metoder til, at målgrupper kan monitorere indsatsen og give både positiv og kritisk feedback. Deri ligger en betydelig del af den læring, som et godt M&E-system skal bidrage til.
Lad mig give et eksempel:
I 1990’erne blev målsætninger, planlagte aktiviteter og budget for dansk bilateral bistand til reform af Mongoliets uddannelsessektor offentliggjort på alle involverede skoler. Skolerne havde en ’Danida-informationstavle’, hvor forældre og andre borgere kunne se, hvad de kunne forvente af indsatsen. Hvis projektet skulle levere nye bøger eller andre materialer til skolen, kunne det ses på opslagstavlen, hvornår det skulle ske og hvad det ville koste.
I år 2000 afløste ngo-projektet ’Skoleudvikling i landdistrikter’ med denne artikels forfatter som projektleder, den bilaterale bistand. Vi havde blandt anden den idé, at børn fra fattige familier skulle have varmt vintertøj, finansieret af projektet. Uden varmt tøj kom de simpelthen ikke i skole. Alle kunne på opslagstavlen se, at denne aktivitet var inkluderet i projektet, og hvad den kostede.
Efter første vinter blev der spurgt, om pengene i stedet kunne bruges til at sætte indtægtsgivende aktiviteter i gang. Lokalbefolkning, skole og lokale myndigheder syntes, at det var lidt tosset, at projektet skulle købe vintertøj hver vinter, hvis man med pengene som investering fremover kunne sikre vintertøj til alle de børn, hvor forældrene ikke selv havde råd. Som foreslået, så gjort. Over de følgende 10 år finansierede projektet 163 forskellige former for indtægtsgivende virksomhed. Alle til gavn for trængende elever og efterhånden også til gavn for skole og lokalsamfund.
En simpel opslags-tavle
En simpel opslagstavle med den nødvendige information var i dette tilfælde alt, hvad der skulle til for at ’målgruppen for vores tilsigtede indsats’ kunne monitorere indsatsen, give konstruktiv feedback, effektivisere anvendelsen af danske skatteborgeres midler samt styrke det lokale demokrati og engagement i projektets gennemførelse.
I mongolske landdistrikter er skolen den institution, som flest borgere har løbende kontakt med. Derfor virkede en simpel opslagstavle langt ud over hensigten. Andre steder i verden er der andre vilkår, og redskaber og metoder skal tilpasses den lokale kontekst. Og hvor responsen fra lokalsamfundet i det mongolske samfund kom uopfordret, så skal der i mange tilfælde udfoldes en pro-aktiv indsats fra projektpartnerskabets side. Mange steder er folk ikke vant til, at dem med penge og magt faktisk er interesseret i at høre, hvad befolkningen har at sige.
Målgruppernes effektive monitorering af udviklingsindsatser vil bidrage til fælles læring. Sidst, men ikke mindst, vil det styrke legitimiteten af vores resultatrapportering, når vi kan dokumentere tilfredshed – og kritik – med henvisning til målgruppernes egne bidrag til monitorering og rapportering.
Når vi, der kommer med pengene, rent faktisk lytter, kan vi lære noget, som vi gjorde på skolerne i Mongoliet. Og på den måde kan vi sikre, at de målgrupper, vi arbejder med og for, rent faktisk får noget for pengene. For når de gør det, så gør Danida, politikerne og i sidste ende skatteborgerne også.
(Artiklen blev i en lettere redigeret udgave publiceret i Globalnyt d. 26. april 2025)
