Det er en kold tid, som vi lever i, synger Kim Larsen og Gasolin’ i sangen ‘Østre Gasværk’. Sådan er det også for børnene på Children’s Ger i Ulaanbaatar. I bogstavelig forstand. Vinteren kan byde på minus fyrre. Her i midten af december har temperaturen sneget sig ned på -25 grader.
Alle børnene på Children’s Ger kan sammen med deres forældre også istemme det fjerde vers i Østre Gasværk-sangen:
Jeg har ikke nogen penge
Og ikke noget job
Det har været sådan længe
Gud ved om det nogensinde –
Nogensinde holder op
Til gengæld behøver de ikke at sætte deres lid til Lange Lone, som spiller violin.
De har nemlig nogle fantastiske venner på Ryparken Lille Skole.
For niende år i træk har børn, forældre og lærere på Ryparken Lille Skole benyttet skolernes motionsdag til at løbe penge ind til deres venskabsskole Children’s Ger.
Ny rekord: 12.319 kroner. Ganske enkelt FORMIDABELT. Tusind tak!
Pengene er som altid overført ubeskåret til Children’s Ger, som fluks har omsat den herlige gave til varmt vintertøj til alle eleverne og deres søskende. Siden dag ét har det været et princip på Children’s Ger, at det ikke kun er eleverne i skolen, men også deres søskende, der er omfattet af skolens omsorg og støtte.
Fotos fra årets indkøb og uddeling af varmt vintertøj: