Katastrofen ved Bhote Koshi og Trishuli har fået Dr. Deepak Rijal, en af CICEDs meget nære samarbejdspartnere i Nepal tiil at se nøjere på et velkendt, men uløst problem: Nepal håndterer stadig oversvømmelser som enkeltstående ulykker, selv om risikoen bevæger sig gennem hele flodsystemer – fra gletsjerne ved grænsen til landsbyerne længere nede.
Den 26. august 2026 begyndte en kædereaktion i Himalaya. Måske var det et lille jordskælv i Tibet, en islavine og et jordskred, som blokerede floden. Da vandet brød igennem, ramte en voldsom flodbølge Bhote Koshi og Trishuli langs grænsen mellem Nepal og Kina.
Vandet tog mennesker, huse, veje og broer med sig. Men katastrofen blotlagde også noget andet: Manglende varsling, byggeri i aktive flodområder og en katastrofeindsats, der stopper ved administrative grænser, som flodbølgen intet kender til.
En katastrofe bevæger sig ned gennem dalen
Nepals geografi er både landets styrke og dets sårbarhed. På blot 200 km rejser landskabet sig fra Terai-sletten mod Indien til Himalayas højeste tinder i nord med grænse til Kina. Herfra løber floderne Koshi, Gandaki, Karnali og Mahakali gennem stejle og geologisk ustabile områder.
Når monsunregn, skybrud eller smeltende gletsjere rammer de stejle bjergsider, kommer vandet sjældent alene. Det tager sten, træer, jord og bygningsdele med sig. Sev et lille jordskælv kan samtidig udløse et jordskred eller få en gletsjersø til at briste. Én fare sætter den næste i gang.
Det var formentlig netop denne kombination, der gjorde katastrofen i sidste uge så voldsom.
I skrivende stund, ti dage efter flodbølgen rasede gennem dalen, er 1390 mennesker meldt omkommet og over 5.000 er forsat savnet. Som vi dagligt kan se i nyhederne, knokler redningsfolk døgnet rundt for at finde overlevende.
Tusindvis har måttet forlade deres hjem. I Nuwakot blev mindst 60 huse skyllet væk omkring Trishuli Bazar, mens byer som Timure, Syabrubesi, Betrawati og Devighat blev hårdt ramt. Skoler og forsamlingshuse på højereliggende områder må tages i brug som midlertidige opholdssteder. Omkring 10.000 mennesker er stuvet sammen under meget vanskelige vilkår. Ifølge Unicef er 22.000 børn uden adgang til rent drikkevand.
Gamle fejl i nye katastrofer
Mens tallene for omkomne, reddede, savnede og evakuerede ændrer sig løbende, er mønstret i ødelæggelserne til gengæld tydeligt.
Oversvømmelsen satte omkring 431 megawatt vandkraft ud af drift – omtrent en ottendedel af Nepals samlede elforsyning. Mindst 35 permanente broer, 45 hængebroer og mere end 40 kilometer vej blev ødelagt eller alvorligt beskadiget.
Når broer og veje forsvinder, mister folk ikke blot forbindelsen til nabobyen. Redningsmandskab kan ikke komme frem, varer kan ikke komme ind, og strømproduktionen går i stå. Katastrofen breder sig fra floden til hele samfunds-økonomien.
Bhote Koshi er ikke en enlig svale. Der har været oversvømmelser i blandt andet Mahakali i 2013, Karnali i 2014, Koshi i 2008 og Melamchi i 2021.
Årstal og flodnavne skifter. Det grundlæggende problem gør ikke.
Boliger, markeder, veje og vandkraftværker placeres fortsat i aktive flodkorridorer og på arealer, som floden tidligere har brugt. Samtidig dimensioneres vigtig infrastruktur efter historiske vandmængder, der ikke nødvendigvis tager højde for klimaforandringer, ekstreme skybrud eller vandmasser fyldt med sten og mudder.
Dette foto af et enkelt hus, som blev stående, mens bebyggelsen omkring det blev skyllet væk. På sociale medier forklares det både med solidt, oversvømmelsessikret byggeri og med en Shiva-statue på taget(!)
Risikoen følger vandet
Den vigtigste anbefaling, der rejser sig på baggrund af Dr. Deepaks analyse er, at gøre hele floddalen – ikke distriktet eller kommunen – til den centrale enhed i risikostyringen.
En lavine højt i bjergene kan udløse et dæmningsbrug eller få en gletsjersø til at gå over sine bredder, som bliver til en flodbølge i den stejle transitzone og siden rammer byer, veje og marker i dalen. Derfor skal overvågning, varsling og beredskab hænge sammen fra kildeområdet til de befolkede områder længere nede.
Administrative myndigheder er stadig nødvendige. De har ansvaret for evakuering, finansiering og lokal kommunikation. Men de bør arbejde ud fra en fælles plan for hele floddalen – ikke hver for sig.
Det gælder også mellem lande. Mange af Nepals floder begynder i Kina og fortsætter mod Indien. Alligevel er udvekslingen af hydrologiske data og vejroplysninger fortsat langsom og reaktiv.
En advarsel fra den anden side af grænsen kan være forskellen på en evakuering og en eftersøgning.
Der findes konkrete løsninger
Analysen anbefaler strengere zoneinddeling, så boliger, markeder og dyr infrastruktur ikke placeres i kendte højrisikoområder. Den foreslår også automatiseret overvågning af gletsjersøer og ustabile bjergsider ved hjælp af radar og satellitter.
Men teknologi gør det ikke alene.
Vådområder skal genoprettes, skovene i de øvre afvandingsområder beskyttes, og udsatte skråninger stabiliseres. Nye broer, motorveje og vandkraftværker skal kunne modstå både vand, sten og mudder. Og alle større anlægsprojekter i bjergområder bør gennemgå geologiske, hydrologiske og glaciologiske risikovurderinger, før byggetilladelsen gives.
Endelig foreslår analysen forsikringspuljer, nødberedskabskreditter og andre finansielle ordninger, så genopbygningen ikke hver gang tømmer de budgetter, der skulle have finansieret landets langsigtede udvikling.
Budskabet er enkelt: Katastroferne kan ikke altid forhindres. Men deres konsekvenser er ikke naturgivne.
Hvis Nepal fortsat tillader byggeri tæt på flodernes løb, bruger gårsdagens standarder til morgendagens klima og venter på oplysninger fra nabolandene, til vandet allerede er kommet, bliver næste oversvømmelse endnu en dyr gentagelse.
Floderne hænger sammen. Det bør beredskabet også gøre.
På denne baggrund går CICED i gang med at afklare, hvordan vi – trods vores beskedne størrelse – kan bidrage til, at de løsninger, som Dr. Deepaks analyse peger på, sættes til debat blandt alle relevante parter i Nepal.
Mere følger, som man må sige i denne situation.
