Af: Susanne J. Pérez, bestyrelsesmedlem i CICED
Kan tosprogede interkulturelle grundskoler gøre en forskel i bevarelsen og genetableringen af regnskoven i Peru? Det kan de, men erfaringerne fra de første år i projektet viser, at det skal ske i tæt samarbejde med familierne og landsbyens vidensmæssige og politiske autoriteter.
I en online-samtale med Daniel López, direktør for Asociación Chaikuni, en af CICEDs partnere i vores projekt i Peru Amazonas, fik vi et indblik i de udfordringer, som landsbyerne står over for. López beskrev de strategier, der skal bidrage til at styrke både de nuværende familier og fremtidige generationer i at vende den negative spiral.
Hvordan kan truslerne mod regnskovens økosystem afværges?
I arbejdet med at genskabe et bæredygtigt økosystem i regnskoven, herunder bæredygtige måder at leve på for de mennesker, der bor der, er inddragelsen af de lokale Sabios centralt. Det er personer fra landsbyerne der er særligt vidende om traditionelle metoder og teknikker relateret til livet i regnskoven. Sabios’s viden og færdigheder er historisk set blevet udelukket fra det statslige uddannelsessystem, men har altid haft en central rolle i Formabiaps (CICEDs anden partner i projektet, red.) tosprogede interkulturelle læreruddannelse. Ligeledes bliver familierne og lokale autoriteter anset som dem, der ved mest om, hvilke problemer de står i, og det er derfor i samarbejde med dem, at problemer identificeres og prioriteres.
Som det første skridt er der blevet afholdt workshops med lokale autoriteter, skolelærere fra de respektive skoler, studerende, og lokale uddannelsesautoriteter. Deltagerstyring og fælles kortlægning af udfordringer var i fokus i disse workshops. Deltagerne pegede på flere hovedproblemer: udtørring af regnskoven, forandringer i floderne, skovhugst og udfordringer i forhold til jagt og fiskeri. En enkelt person nævnte affaldshåndtering som et problem.
Herefter skulle skolen udvælge ét af hovedproblemerne at arbejde med. Den arbejdsmetode, som bruges i projektet, er en invitation til fælles refleksion gennem kritisk tænkning og ved at aktivere de unge lærerstuderende og lærerne på skolerne til at samarbejde tæt med landsbyen. I tosproget interkulturel undervisning bør lærere tage udgangspunkt i ”calendario comunal” – et årshjul, der tager udgangspunkt i fællesskabets lokale kalender, typisk på landsby-niveau.
I landsbyerne i Peru Amazonas fungerer årshjulet som en vigtig kalender, der ikke kun beskriver beboernes produktive aktiviteter i den pågældende årstid, men som også kan indeholde informationer om andet-end-menneskelige væsener, spirituelle mærkedage eller opmærksomhedspunkter, informationer om problemstillinger. Gennem den participatoriske tilgang bliver lærerstuderende og lærere bevidstgjorte om problemstillinger, der er indarbejder i årshjulet. Under deres praktikperioder udfører lærerstuderende undersøgelser og afprøver løsninger på de identificerede problemer. Dette arbejde er afgørende for at styrke lokalsamfundet og sikre en bæredygtig fremtid for både nuværende og kommende generationer.
Chaikuni arbejder med at eksperimentere direkte sammen med den enkelte familie. Hvordan kan produktionen forbedres og tilpasses uden at det koster familien mere? Et eksempel: et projekt om at dyrke majs. I en landsby bruger man mange agro-quimicos (landbrugskemikalier, red). Men skolen genopliver traditionelle metoder, som fx fossilisering (fozilizacion). Der skal tages udgangspunkt i specifikke forhold i den enkelte landsby.
Et vestligt øko-narrativ duer ikke
Hvad er udfordringerne?
Ifølge Daniel López skaber det vestlige økologiske narrativ om bæredygtighed ikke den nødvendige forandring. Det er dette narrativ, som dominerer de statslige læreplaner i grundskolerne, og som derfor afspejles i ideer til bæredygtighedsprojekter i skolerne. Som eksempel nævner han, at de fleste lærere laver projekter for affaldshåndtering i landsbyskolerne, selvom det slet ikke er ét af de centrale problemer, der fremhæves i de participatoriske workshops.
På den måde oplever landsbyerne en brist mellem de aktuelle økologiske og klimarelaterede udfordringer, og de problemer, som skolen ønsker at løse.
Et andet problem er, at EIB (interkulturel tosproget undervisning, red.) kun findes på grundskoleniveau, altså indtil sjette klasse. I overbygningsskolerne er curriculum afkoblet fra landsbyerne virkelighed, og ikke mere interkulturel, men hovedsageligt baseret på vestlige og urbane virkeligheder.
Når skolerne er dem, der er tovholdere på et projekt, kan de godt få forældre til at deltage i det, men forældrene føler ikke, at de har ejerskab over projektet. Derfor arbejder CICED-projektet i landsbyerne ved Marañon-floden med familierne i hele processen, således at de både er med til at definere, hvad problemet er, og i projektets udførelse i samarbejde med skolen.
Problemet er, at staten har en monokulturel forståelse af regnskoven. Staten tager udgangspunkt i en menneskecentreret forståelse af bæredygtighed, der fokuserer på regnskoven som resurse, der skal ”beskyttes”. På den anden side er der blandt de ældre vidende kukamaer (kukama er et af de oprindelige folk, red.) en forståelse af, at regnskoven er en ligeværdig samtale- og samarbejdspartner, som man udviser ”respekt” overfor. ”Man kan jage, men man bliver også jaget”. Der er således en ligeværdighed og respekt. For eksempel har den ældre vidende Rafael sagt, at det er meget vigtigt med den affektive relation til naturen. Hvis den ikke er der, hvis man ikke er i direkte kontakt med naturen, vil den følelsesmæssige relation gå tabt.
Forskellige verdensforståelser
Til kortlægnings-workshoppen nævnte en deltager en spirituel forklaring på en praksis, men de oplever, at studerende i mindre grad tyr til disse spirituelle forklaringer. Lærere er selv del af problemet. Historisk set er de oftest fortalere for en udnyttelse af regnskoven og udvinding af resurser (exploitacion). Blandt lærerne i landsbyerne møder man ofte den holdning, at landsbyerne er fattige, og at fattigdom skal afhjælpes gennem udvinding og salg af regnskovens resurser. Fx har det været en praksis at fiske med gift for at øge fangsten. Eller ukritisk af fælde og sælge træ. Men der er ikke enighed om en sådan praksis i landsbyerne og det har medført mistro til hinanden.
Landsbyernes ledere, apuerne, er nutildags valgt demokratisk og typisk ud fra deres relation til, hvad man kan kalde den ydre verden, det være sig at kunne tale spansk, og at kunne begå sig i bureaukratiske systemer. Tidligere ville apus gennemgå en lang, landsby- og regnskovsintern læringsproces, en slags uddannelse, der skulle gøre dem klar til at være landsbyens autoritet. Derigennem opbyggede de en forståelse, der i højere grad afspejlede de oprindelige folks kosmologier, deres fortælling om verden og menneskets placering i den.
Men hvordan kan folk i og uden for regnskoven blive mere opmærksomme på denne forståelse, og ikke mindst handle derefter?
Nogle personer opbygger en vis bevidsthed, når der opstår mangel på noget, de har behov for.
De første små forandringer i både praksis og tankegang kan ses i landsbyerne. I 2025 vil dette arbejde yderligere blive styrket af at fortsætte diagnose-workshops og udføre projekter i samarbejde mellem skolerne og landsbyerne i de tre regioner.
Herudover er der på baggrund af de første års erfaringer udviklet læreplaner, som i 2025 distribueres til 400 lærere i de tre fokusregioner. Lærerne vil også få en introduktion til, hvordan denne læreplan er anderledes og de hjælpes i gang med at implementere den nye og anderledes læreplan.
I vores projekt er der på læreruddannelsens campus fokus på eksperimenter med fire løsningsorienteringer: metoder til genetablering af især truede plante- og træsorter, og reetablering af regnskovsøkosystemer, samt en konserverende produktion i regnskoven, baseret på permakulturprincipper. I 2025 samles der op på erfaringerne med de første færdiguddannede lærerstuderende.
