Kompas for CICEDs fredsarbejde

Et første udkast til ramme for CICEDs engagement i fredsarbejde og Den Nye Fredsbevægelse.

Fra militær til menneske og klode

“Eftersom krige begynder i menneskers sind, er det i menneskers sind, at fredens værn må bygges.” 

(UNESCO-forfatning 1945)

Fred er for vigtig og krævende til at blive overladt til politikere og generaler.

Derfor er CICED er med i Den Nye Fredsbevægelse. Vi har brug for en vision om fred, fredelig sameksistens, godt naboskab og trygge og bedre liv for alle.

Mens krigene breder sig, atommagterne opruster, og milliarder flyttes fra mennesker og klode til militær, er der brug for en ny og stærk fredsbevægelse. 

Der er brug for en bæredygtig vision for verden, hvor mennesker lever sammen under gode og retfærdige forhold og sammen tager vare på kloden.

Vores engagement vil være vejledt af  FN’s Charter og Helsinki-erklæringen, som i årtier har fastlagt, hvordan uenigheder og konflikter bør løses: nemlig med fredelige midler. 

Fred er ikke bare fravær af krig og fravær af strukturel vold. Fred er noget i sig selv. Fred er forudsætning for udvikling som frihed til at leve det liv, som man foretrækker.

Derfor rummer vores platform også Unesco’s forfatning,, samt Unesco’s anbefaling  til undervisning i fred, international forståelse, samarbejde og fred, samt menneskerettigheder og grundlæggende friheder.

Hvad vi er for

Der er brug for en fremtidssikker vision for verden. Vi har brug for en eutopi,  dvs. et verdenssamfund, hvor mennesker lever undergode og retfærdige forhold. (Eutopi er græsk og betyder “det gode sted”).

Derfor går CICED aktivt ind i Den Nye Fredsbevægelse, som samlede over 100 mennesker til sit stiftende møde den 26. august.

Vores engagement vil være vejledt af  FN’s Charter og Helsinki-erklæringen, som i årtier har fastlagt, hvordan uenigheder og konflikter bør løses: nemlig med fredelige midler.

Og netop fordi verdenssamfundet og dets ledere tidligere har været enige om, at det kun er gennem fredelige midler, at vi bør håndtere uoverensstemmelser, så er der håb om, at denne enighed kan genetableres, og praktiseres. Vi må gøre op med myten om, at menneskers sikkerhed pr. definition er afhængig af militær styrke. Vi medgiver, at hvis man her og nu er militært truet eller invaderet af en fremmed (magt), så er fysisk forsvar nødvendigt.

Men vi afviser, at vedholdende oprustning og militarisering på begge – eller alle – sider fører til højere sikkerhed for nogen af parterne.

Når oprustning og krigssnak hos den ene, fører til et identisk modsvar hos den anden, så er vi lige vidt. Eller rettere, det er kun blevet værre, for undervejs spilder vi ressourcer og tid, der kunne bruges til gavn for mennesker og klode.

Fred er ikke bare fravær af krig og fravær af strukturel vold. Fred er noget i sig selv. Fred er forudsætning for udvikling som frihed til at leve det liv, som man foretrækker.

Derfor starter vores engagement med at forsøge genrejse en debat om alternativer til den herskende myte om, at sikkerhed er identisk med oprustning og militarisme. Vi vil bidrage med artikler, podcasts, møder og seminarer, hvor vi sætter fokus konfliktløsning med fredelige midler. Vi vil forsøge at samle internationale forskere og aktivister, der deler vores opfattelse. Og ja, der vil, der skal være russiske, kinesiske, amerikanske, ukrainske, israelske, iranske, palæstinensiske og alle mulige andre stemmer med i denne debat. Vi bliver nødt til at kunne tale sammen igen. Genfinde fredens og konfliktløsningens sprog.

Denne tilgang understreger, at vi skal have en fredsbevægelse, der er for noget, nemlig en verden, hvor fred er noget i sig selv, og hvor vi sammen bevæger os fremad mod et bedre sted.

Et sådant sted vil byde på en kolosal fredsdividende, dvs. milliarder og atter milliarder der flyttes fra militær til bekæmpelse af klimaforandringer, udryddelse af fattigdom, bedre sundhed og uddannelse for alle – ja, vi kunne blive ved, men lad os se på situationen for FNs Verdensmål, som alle verdens lande er forpligtede på at opfylde.

Mens, der ifølge FN mangler  ca. 4.000 milliarder dollars, altså ca. 26.000.000.000.0000 danske kroner om året frem mod år 2030, stjæler militærudgifter hvert år 2.800 milliarder dollars fra verdens skatteborgere. For der er jo kun skatteborgere til at betale for det militære vanvid.

FN gør i øvrigt opmærksom på, at udgifter til militær er 16 gange større end udgifterne til udviklingsbistand til verdens fattige.

Vi er for omfattende og massiv nedrustning. Intet land skal have våben, der kan bruges til andet end forsvar. Og nej, det er ikke en naiv forestilling. Fredsforskningen har før sandsynliggjort, at det er teknisk muligt, og at et sådan system kan verificeres gennem de rette internationalt aftale mekanismer.

I et europæisk perspektiv vil vi være for rammer, der kan bane vejen for en institutionaliseret og gensidig garanteret fredelig sameksistens, et fælles europæisk hus, hvor det anerkendes, at ingen har sikkerhed før alle har sikkerhed.

Danmark, de øvrige lande i Europa og resten af verden, minus Israel og Lichtenstein, er medlemmer af Unesco og har derfor godkendt/tiltrådt organisationens forfatning,, samt tiltrådt Unesco’s anbefaling  til undervisning i fred, international forståelse, samarbejde og fred, samt menneskerettigheder og grundlæggende friheder.

Unesco’s anbefaling  så lyset første gang i 1974 og blev genbekræftet af 194 FN medlemslande i september 2023.

Anbefalingen fremhæver bl.a. ”den vigtige forbindelse mellem uddannelse og opnåelse af fred”, ligesom den ’anerkender, at fred ikke kun kræver fravær af krig eller væbnede konflikter, men også kræver en inkluderende, demokratisk og deltagelsesbaseret proces, hvor menneskers sikkerhed, respekt for staters suverænitet og territoriale integritet, dialog og solidaritet opmuntres”.

Vi gentager derfor: Alle verdens lande, på nær to, har tilsluttet sig FN’s Charter og Unesco’s forfatning og anbefalinger, dvs. de har tiltrådt, at uenigheder skal løses med fredelige midler. De skal vi holde dem fast på.

Hvad er vi imod

Denne fremgangsmåde, disse prioriteringer udelukker ikke, at vi samtidig kan være imod noget. For der er nok at være imod, men modstanden skal ikke primært begrundes i krigsfrygt. Modstanden mod krig, oprustning og militarisme skal fodres af overbevisningen om at noget radikalt anderledes, noget grundlæggende menneskeligt er muligt.

Udover general modstand mod  flere penge til krudt og kugle,r vil vi også være imod atomvåben. Selvom de i sig selv er dommedagsvåben, så er det ikke våbene alene, der udgør hovedfaren. Det er de doktriner, der fortæller, om og hvordan våbene kan bruges, der udgør hovedfaren.

Netop nu er der tendenser i både Rusland og USA til at genoverveje den taktiske brug af atomvåben. Derfor har vi også som en af vores første fredshandlinger underskrevet en appel til pave Leo d. XIV. 

Appellens centrale budskab er, at efter årtiers enighed om, at anvendelse af atomvåben skal forblive utænkelig, er  der faretruende tendenser i både USA og Rusland til at genoverveje og planlægge brugen af atomvåben.

Derfor opfordres pave Leo XIV til at samle de tre præsidenter fra Kina, Rusland og USA til et krisetopmøde for at vende udviklingen, nedtrappe spændingern, nedruste og overføre ressourcer fra miltitær til mennsker og klode.

I samme spor er vi imod atomvåben som sådan. De skal afskaffes, og der er ikke flere lande, der skal have det skidt.

Når man tænker på, at brugen af atomvåben betyder verdens totale undergang, så burde lande, der besidder disse våben,  kriminaliseres.

Der skal heller ikke være atomvåben på dansk jord. Derfor er vi også imod  2025-aftalen om amerikanske militærbaser på dansk jord. Der gives ingen garanti for, at f.eks. amerikanske fly ikke medbringer atomvåben, selvom der foreligger et dansk forbud. Danmark har fraskrevet sig retten til inspektion uden amerikansk samtykke. Det duer ikke.

Hverken for eller imod – måske

NATO er nok det tema, der er det mest ømtålelige at diskutere. Men det betyder jo ikke, at vi skal lade være med at tage debatten. For os er det i første omgang ikke et spørgsmål om for-eller-imod, men om at blive klogere på de forskellige analyser og vurderinger af, om NATO bidrager til sikkerhed og en fredeligere verden. Eller ikke. Eller måske både-og.

For har vi først sagt ja til en verden, der funderes på FN Charter, Helsinki erklæing og en tænkning og strategi, der fører til det bedre sted, hvor krigsretorik, konflikteskalering, oprustning og militarisme er afløst af det modsatte, så må vi i selvrespektens og anstændighedens navn også spørge, om vi har de rette institutioner og organisationer til at hjælpe os fremad mod den verden, som vi kæmper for.

Et meget stort antal lande, eksperter og civilsamfundsorganisationer verden over er f.eks. enige om, at FN trænger til en gevaldig reform for at bringe organisationen på omgangshøjde med virkeligheden i det 21. århundrede.

FNs generalsekretær lancerede i 2025 reformsporet UN-80 og en række administrative reformer er undervejs, men den afgørende reform af Sikkerhedsrådet og dermed en ny magtfordeling i FN lader vente på sig. Dem med magt, giver den sjældent fra sig helt frivilligt.

Ligesom FN skal ses efter i sømmene og om nødvendigt reformeres for at levere optimalt på FN Chartret og alle de mange andre konventioner og programmer, som FN er forpligtet på, så skal NATO også under luppen for at se, om NATO er det bedste middel til at skabe sikkerhed, fred, nedrustning, fredelig sameksistens og overførsel af midler fra militær til menneske.

Slutnote: 1)For nu at låne fra hhv. Johan Galtung, Jan Øberg og Amartya Sen.

Del i dit netværk

Seneste blogindlæg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev