Længsel efter klejner

Af Johnny Baltzersen 

– Naturligvis har børnene hjemve ind i mellem. Det er mest blandt de seks og syv årige. Hos de lidt større elever er det mere svingende. Mange af dem foretrækker ofte at blive på skolen, selvom de kan tage hjem i weekender. Hjemme skal de op tidligt og ud i kulden og hente vand, passe får eller deltage i andet hårdt arbejde. Her kan de hænge ud med kammeraterne, spille spil, dyrke sport i gymnastiksalen, læse bøger på biblioteket og synge sange med både os, køkkendamerne og pedellerne. Hos os har vi endda en coffee-shop, som børnene elsker at være i og snakke med kammeraterne, fortæller Shuree fra landsbyskolen i Saintsagaan i Dundgovi aimag syd for Ulaanbaatar.

Vi er i gang med endnu en runde på zoom, hvor forholdene på de mongolske landsbyskoler er til debat. Denne gang har ‘kostskoleteamet’ på Mongolian State University of Education i Ulaanbaatar udarbejdet spørgsmålene til de ti skoler, der deltager i samtalen. Fokus er især på, hvad der gøres for at børnene skal føle sig godt tilpas i kostafdelingen, hvad man gør, når nogle har hjemve, hvordan hverdagen organiseres og fritiden bruges.

– Kan I give nogle eksempler på, hvordan I håndterer særlige ønsker eller hjemve blandt eleverne, der bor på skolen, spørger Enkhtuya, der leder teamet fra universitetet i Ulaanbaatar.

Spørgsmålet er startskuddet til en lang liste af eksempler på alt fra fritidsrum, der er bygget som en mongolsk ger, til indkvartering af søskende på samme værelse, særlig omsorg også fra de ældste elever overfor de yngste og fra køkkenpersonale og pedeller. Der er eksempler på pedeller med god sangsstemme, der tager sig tid til at synge for og med de yngste elever.

Alt er naturligvis ikke lyserødt. Vi kommer med mere udførlige og problematiserende reportager senere, men nu til længsel efter klejner, der er en fordanskning af mongolske boortsog*.

– Vi gør det ikke perfekt, men vi gør vores bedste. Rigtig mange af os, også køkkenpersonale og pedeller og lærere har samme baggrund, som de børn, der bor på skolen. Vi har også boet på skolen i mange af de år, vi gik i skole. Lad mig fortælle om en lille episode, som siger meget om, hvordan vi gør tingene her på skolen.

Eipisoden fortælles af Konghorzul fra Bayan-Undor landsbyskole i Bayangkhongor provinsen.

– For nogen tid siden, talte jeg med en af vores små elever, en 6-årig dreng. Han havde sagt, at han gerne ville fortælle mig om noget, han savnede. Da vi satte os for at snakke, kunne han dog ikke huske, hvad det var. Jeg mindede ham om, at vi havde en klar aftale om, at han skulle fortælle mig det, hvis han savnede sine forældre eller sine søskende eller noget andet derhjemme.

Men han fastholdt, at det ikke var mor og far eller søskende han savnede. Det var noget derhjemme, men han kunne bare ikke lige huske, hvad det var. Han skulle nok fortælle det, når han igen kom i tanke om det.

Et par dage efter kom han løbende. Bagsh, bagsh, nu ved jeg det. Jeg savner boortsog.

Siden den episode, sørger vi for, at der serveres frisklavede boortsog hver weekend.

*Bortsog er en meget populær dessertspise i Mongoliet. Den kan minde lidt om klejner, og spises gerne med honning eller dyppes i teen. Og hvor englænderne har scones med clotted cream har mongolerne boortsog med urumDet er ikke svært at blive afhængig af. Eller længes efter.

Del i dit netværk

Seneste blogindlæg

Debatmøde om lokalt ledet udvikling

- d. 26. november 2024

Hvordan kan vi arbejde med og blive bedre til at sikre udvikling, der er forankret lokalt? Mange frivillige organisationer og NGO’er samarbejder tæt med lokale organisationer og samfund i det globale syd for at forbedre levevilkår, fremme rettigheder og meget mere.

Men at arbejde ’nedefra og op’ og have et ’deltagerorienteret’ fokus har også nogle faldgruber, som kan forhindre de gode intentioner i at blive fuldt ud realiseret.

iiINTERest og CICED inviterer til debat. Og god krydret indisk mad til at gå hjem på.

Deltagelse gratis, men tilmelding nødvendig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev