”Alle medlemmer skal i deres internationale forhold afholde sig fra trussel om eller brug af magt mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål”
FN-pagtens artikel 2, stk. 4Jeg er en af dem, der har tid til at kigge med, når verdens ledere træder op på det, der burde være den fornemmeste og mest betydningsfulde scene for ansvarlig, diplomatisk og fredsfremmende tale, nemlig åbningen af den årlige generalforsamling i FN.
I år blev denne scene forvandlet til en platform for hæmningsløs pral og militaristisk bulder – og en masse sludder.
Trusler om helvede og ødelæggelse
Donald Trump gik på FN’s talerstol, som om han ejede stedet. Verden var indkaldt for at høre, at han alene kunne løse verdens problemer. Fordi, som han sagde, mens andre taler, er han den eneste, der handler. Med hangarskibe og andet militært isenkram i ryggen forstås.
Trump kundgjorde, at han stod over for en ”stor beslutning”. Iran kunne indgå en aftale og genopbygge landet. Eller han kunne ”udslette Den Islamiske Republik”, sende den til helvede og efterlade den uden mulighed for overlevelse og uden håb for kommende generationer. Bevares, Trump talte om ’den islamiske republik’ og ikke om alle 90 millioner iranere. Men det er svært at adskille regime og befolkning, når truslen rummer udslettelse, helvede og håbløshed for kommende generationer.
FN-pagtens artikel 2, stk. 4, forbyder udtrykkeligt trusler om og brug af magt mod andre staters territoriale integritet eller politiske uafhængighed.
Trumps hæmningsløse ligegyldighed over for FN-pagten blev mødt med spredt applaus fra hans sædvanlige klakører. Oog tavshed. Ingen protester. Ingen irettesættelser.
Omtalen af Venezuela fulgte samme spor. Trump fremhævede de amerikanske militære aktioner, pralede af den indgåede olieaftale og gentog det gamle princip om, at sejrherren har ret til byttet.
Cuba fik også læst og påskrevet. Landet var en fejlslagen stat, erklærede Trump. Ikke et ord om, at det er USA, der gennem årtiers kvælningsstrategi, er hovedkilden til Cubas økonomiske problemer.
Den cubanske delegation forlod salen. En enkel protest, men dog en protest.
FN bygger på princippet om staternes suveræne lighed. På generalforsamlingen har USA én stemme. Det har små stater også. Uden for er det efterhånden rovdyrsprincippet, der hersker.
USA kan indføre sanktioner med globale konsekvenser, have militærbaser på tværs af kontinenter, dominere betalingssystemer og true andre regeringer. Og så forstår Trump administrationen ikke, hvorfor nogle taler om, ønsker og arbejder for en anden verdensorden.
Angreb på FN og international retsorden
For lande med færre magtmidler er en form for international retsorden – også selvom den ikke er perfekt – et værn, som man må fastholde og forbedre. For stormagten og dens ukritiske alliancepartnere, bliver den internationale retsorden alt for let et spørgsmål om, hvilke regler, der passer til egne formål.
Det kom stærkt til udtryk i Trumps angreb på Den Internationale Straffedomstol. ”Vi vil aldrig tillade, at amerikanske militærpersoner eller nogen andre bliver efterforsket eller udsat for skueprocesser af en anti-amerikansk domstol, der ikke har jurisdiktion over os. I er en gruppe onde mennesker” lød det fra den amerikanske præsident.
Han opfordrede alle lande til at forlade domstolen. International retsforfølgelse er åbenbart lettere at begejstres over, når det er modstandernes soldater og ledere, der risikerer at ende på anklagebænken. Der er forskel på folk.
Også Unesco, FNs organisation for uddannelse, kultur og videnskab, skulle have en på hatten. Itypisk Trump ævle-bævle er det dog svært at finde hoved og hale i udsagnet: ”Men med deres (Unesco’s) uophørlige fremme af massemigration ødelægger disse globalister aktivt de største kulturer og den mest ekstraordinære kulturarv i hele historien”.
Der er ingen dokumentation noget steds for, at Unesco fremmer massemigration, men måske tænker Trump på organisationens støtte til værdige og menneskelige forhold i forhindelse med migration.
Trump pralede også af sit indgreb mod IMO’s (den internationale skibsfartsorganisation, red.) klimaaftale som en bedrift.
Det var flere års internationalt arbejde for at få skibsfarten til at udlede færre drivhusgasser, som Trump ødelagde. Bag arbejdet stod blandt andre EU-landene, klimaudsatte østater og rederiernes egen internationale brancheorganisation.
Begrundelsen var ganske ligetil. Så længe fossile brændstoffer er billigere end de klimavenlige alternativer, er der en økonomisk fordel ved at fortsætte som hidtil. Betaling for udledninger skulle mindske den fordel og finansiere renere brændstoffer og teknologi. En del af pengene skulle hjælpe udviklingslandene med omstillingen.
Den indsats satte Trump-administrationen sig aktivt imod. Med trusler om handelsmæssige modforanstaltninger og støtte fra blandt andre Saudi-Arabien bidrog USA til, at den planlagte vedtagelse i oktober 2025 blev udskudt. Aftalen blev ikke skrottet, men omstillingen blev forsinket, og rederiernes grundlag for at investere i renere skibsfart blev mere usikkert.
Regningen for udledningerne forsvinder ikke, fordi man forhindrer en betaling. Den bliver blot ved med at lande andre steder. Blandt andet hos de østater, som i årevis har arbejdet for at få skibsfarten til at tage sin del af ansvaret.
Fra kunstig intelligens til super intelligens
Trump mente, at ordet ’kunstig’ i kunstig intelligens får det hele til at lyde falsk. Så derfor burde det fremover hedde ”superintelligens”. Og vupti, så er alle spørgsmål og bekymringer om overvågning, selvstyrende våben, tab af arbejdspladser, livstruende angreb på infrastruktur og galopperende misinformation afskaffet.
Ændring fra ’kunstig’ til ’super’ passer ind i magtens korrumpering af sproget. Plyndring af Venezuelas olie bliver til en aftale. Trusler bliver et tegn på handlekraft, som vi også ser i Trumps særegne fortolkning af aftalen om Grønland. Dominans bliver et løfte om frihed. Og Den Mexicanske Golf bliver til Den Amerikanske Golf og Lake Ontario bliver til Lake America.
Trumps afsluttende bemærkninger
I de såkaldte ’afsluttende bemærkninger’ i sin tale fremhævede Trump at
”Amerikanerne har aldrig været en nation, der trækker sig tilbage fra en grænse eller viger tilbage for en udfordring, uanset hvor stor eller hvor skræmmende den udfordring måtte være”.
Når man sammenholder Trumps stor-skrydende udlægning af amerikansk mod, så er det på sin plads at referere til FN’s generalsekretær António Guterres’ tale til Generalforsamlingen. Guterres understregede fire hovedudfordringer: krig, ulighed, klimaforandringer og kunstig intelligens. Hertil kommer en gennemgående bekymring: svækkelsen af det internationale samarbejde, der skal håndtere dem.
Lad mig folde punkterne lidt ud, for at hjælpe Trump og proselytter til at se de udfordringer, som de ikke skal vige tilbage for:
Krig og svækkelse af folkeretten. Væbnede konflikter, angreb på civile og straffrihed undergraver både menneskers sikkerhed og de regler, der skal beskytte dem.
Fattigdom og voksende ulighed. Rigdom og indflydelse koncentreres, mens mange mennesker og lande mangler ressourcer til basale behov og udvikling.
Klimakrisen. Utilstrækkelige reduktioner af drivhusgasudledninger og manglende støtte til udsatte lande øger risikoen for ødelæggelser og ustabilitet.
Kunstig intelligens og koncentration af teknologisk magt. Udfordringen er at sikre menneskelig kontrol, fælles sikkerhedsregler og en bredere fordeling af teknologiens gevinster.
Svækket internationalt samarbejde. Mistillid, stormagtsrivalisering og selektiv respekt for fælles regler gør det vanskeligere at løse problemer, som ingen stat kan håndtere alene.
Det ville bestemt gavne verden, hvis USA virkelig ikke viger tilbage fra at deltage i løsningen af disse store udfordringer. Men, med America First er det nok ikke lige dét, der kommer til at ske.
Efterskrift
Mens Trump selv kunne gå på FN’s talerstol, havde hans regering nægtet den palæstinensiske præsident og hans delegation indrejse til samme møde. For andet år i træk måtte Generalforsamlingen give mulighed for deltagelse via video, fordi værtslandet blokerede deres fysiske adgang.
FN’s uafhængige menneskerettighedseksperter kritiserede allerede i 2025 visumafslagene som stridende mod USA’s forpligtelser efter værtslandsaftalen fra 1947, der skal sikre repræsentanters adgang til FN’s hovedkvarter.
Derimod var der ingen begrænsninger for chefarkitekten bag folkemordet i Gaza, Benjamin Netanyahus deltagelse.
Vi lader forskelsbehandlingen stå et øjeblik, som man siger.
Og minder om, at der er mange grunde til, at CICED engagerer sig i den nye fredsbevægelse og sætter fokus på udvikling som solidaritet.
Mens andre tier, må civilsamfundet handle.
