Nepal til FN: Vi betaler for et klima, vi ikke har opvarmet

Tekst: UN News – oversat og redigeret af Johnny Baltzersen - 3 min

Mindst 1.400 døde. Mere end 6.000 stadig savnede. Og ødelæggelser svarende til omkring en tiendedel af landets bruttonationalprodukt.

Det var den virkelighed, Nepals premierminister Balendra Shah tog med til FN’s Generalforsamling i september. Fire uger tidligere havde katastrofen i Bhotekoshi-Trishuli ramt det nordlige Nepal med en voldsomhed, der er blevet beskrevet som en »Himalaya-tsunami«.

Og søndag morgen d. 11. oktober ramte katastrofen igen. I Gorkha-distriktet buldrede flodbølgen gennem Budhi Gandhaki-floden. Heldigvis ikke med samme voldsomme dimensioner, men i skrivende stund – søndag eftermiddag – er syv mennesker meldt savnet, og et større antal broer og huse er skyllet væk.

Fra FN’s talerstol stillede han et enkelt spørgsmål:

»Katastrofen i Bhotekoshi-Trishuli var ikke blot en lokal tragedie, det var en advarsel til verden. Og jeg spørger jer i dag: Har vi virkelig hørt den advarsel?«

En lille udledning. En stor regning.

Nepal står ifølge Shah for mindre end 0,1 procent af verdens udledning af drivhusgasser. Alligevel må landet igen og igen genopbygge veje, infrastruktur og menneskers livsgrundlag efter klimakatastrofer. Ofte for lånte penge.

Dermed bliver ødelæggelserne også til gæld. Et land med et beskedent ansvar for klimaforandringerne må låne til at håndtere konsekvenserne.

»Klimaretfærdighed kan ikke bare forblive en smuk sætning i et FN-dokument,« sagde Shah.

Han beskrev, hvordan opvarmningen gør Himalayas bjergområder mere ustabile. Når permafrosten – den jord, der normalt er frossen året rundt – tør, kan bjergskråninger miste deres stabilitet. Risikoen for laviner, oversvømmelser og jordskred vokser.

Og ødelæggelserne stopper ikke ved grænsen. Katastrofen ramte ifølge premierministeren også områder i Kina og længere ned ad floderne mod Indien.

»Klimaforandringer kender ingen grænser. Gletsjere og oversvømmelser rejser ikke med et visum stemplet i passet.«

Når huset brænder

Shah foreslog derfor et regionalt klimasamarbejde ledet af Nepal, Indien og Kina. Landene skal dele satellitdata og viden, overvåge farlige gletsjersøer, forbedre varslingen og koordinere katastrofehjælp på tværs af grænserne.

Forslaget handler om at opdage farerne tidligere og være bedre rustet, når katastrofen rammer.

Men det kræver penge. Og Shah efterlyste mere klimafinansiering som tilskud frem for lån. Han kaldte Fonden for Tab og Skader, Den Globale Miljøfacilitet og andre finansieringsmekanismer »groft utilstrækkelige«.

Hans besked til dem, der administrerer hjælpen, var til at forstå:

»Når huset brænder, beder vi ikke familien om at udfylde halvtreds formularer. Vi handler.«

Krige har konsekvenser langt fra fronten

Premierministeren trak også en forbindelse mellem klimakrisen og de uligheder, der præger verdensøkonomien.

Nepal mangler gødning, brændstof og materialer til vejbyggeri. Konflikter og beslutninger truffet andre steder forstyrrer forsyninger, som landet er afhængigt af. Imens finder våben hurtigt vej gennem verden.

»Vi har skabt en verden med fejlfri logistik til krig og ødelagt logistik til fødevarer,« sagde Shah.

For lande som Nepal bliver belastningen dobbelt:

»Ramt af et klima, som vi ikke har opvarmet, og ramt igen af krige, som vi ikke har startet.«

Det er en konkret påmindelse om, at krige også har konsekvenser langt fra fronten. Og at små, fattige lande har begrænset indflydelse på de beslutninger, der kan gøre både fødevareproduktion og genopbygning dyrere.

Et FN, hvor de små lande mærkes

Shahs svar var at insistere på et stærkere internationalt samarbejde. Netop fordi Nepal ikke kan løse problemerne alene.

»Det er derfor, vi fortsat tror på multilateralisme,« sagde han. »Det er derfor, vi har brug for FN, hvor tilstedeværelsen af små fattige lande mærkes, og hvor vi kan arbejde sammen om at opnå retfærdige resultater.«

Han knyttede samtidig budskabet til de politiske forandringer hjemme i Nepal. Landet deltog ifølge Shah i Generalforsamlingen med et fornyet demokratisk mandat og forventninger fra en ny generation.

»Vores unge har krævet en politik med integritet og ansvarlighed,« sagde han. »Dette generationsskifte er ikke kun en national historie. Det er en del af en global opvågnen mod konflikter, uligheder og mangel på muligheder.«

Hans opfordring var at investere i stærkere infrastruktur, bedre varslingssystemer og mindre afhængighed af fossile brændstoffer. At gøre samfundene bedre i stand til at modstå katastroferne, før de indtræffer.

Til sidst vendte han tilbage til bjergene og den advarsel, han havde bragt med til New York:

»Og når den næste advarsel kommer fra verdens tag: Lad os være klar til at høre den og klar til at handle.«