Ude er godt, men det kan blive bedre

”Jeg tror ikke, at dem inde i ministeriet nogensinde har opholdt sig på ’dormitory’ (landsbyskoles kostafdeling, red.), eller også så skal de forfatte ønsketænkning. For standarderne er helt umulige at leve op til. Vi har ganske enkelt ikke de ressourcer, der kræves for at indfri ønsketænkningen. Og det ser ikke ud til at politikere og myndigheder har travlt med at finde flere penge til os”. Ordene falder i et interview med en kostskolelærer og den lokale skoleleder under en af sensommerens tre regionale workshops i Mongoliet.

Standarderne, der tales om, er 147 påbud i bekendtgørelsen, der bærer nummer MNS 6781:2019. De sidste fire cifre angiver årstallet for udstedelsen. De mange påbud handler om, hvilke standarder, der gælder for kostafdelinger på landsbyskoler i Mongoliet. Og der er nok at leve op til.

Lad os se på nogle eksempler: Mindst 25% af skolens areal skal beplantes. Det er forbudt at etablere parkeringsplads på arealet. En skridsikker måtte skal placeres inden for ved hovedindgangen. På hver etage skal der være en hvilestue eller et hjørne, hvor der skal stå stole, og hvor børnene kan drikke te. Der skal være 4m2 per barn i opholdsrum, max. 8 børn pr. soverum. Piger og drenge skal sove i adskilt. Loftet skal være malet hvidt, og en lys farve skal smykke væggene.

Under hygiejneafsnittet fastslås, at baderummet skal være indendørs og udstyres med en håndvask pr. 20 børn og en bruser pr. 30 børn. Der skal være særskilte baderum for piger og drenge, og der skal være et særligt rum, hvor piger, der har menstruation kan skifte bind, vaske sig og klæde sig af og på. For (indendørs) toiletter gælder, at der skal være ét toilet pr. 20 piger og ét pr. 25 drenge. Der skal være skillevægge imellem.

Nogle anvisninger kan virke lidt pjattede i deres detaljeringsgrad. Andre påbud er uden for rækkevidde under de givne vilkår. Trods den politiske elites lidenskabelige omfavnelse af den mongolske nomadetradition, så kniber det gevaldigt med håndgribelig støtte til nutidens nomadebørn. Der mangler ganske enkelt penge til at bringe især toilet- og badeforhold op til standard. Udendørs lokum med et par brædder over et hul er fortsat normen på et stort antal dormitories og der mangler ressourcer til alsidige fritidsaktiviteter for elever i alle aldre. Kun de færreste og allernyeste kostafdelinger kan fremvise indendørs toilet- og badefaciliteter.


Der er lidt langt til opfyldelse af ministeriets standarder for baderum på dormitory i Chuluut

Ingen drop-outs

CICEDs projekt med vores mongolske partner kan desværre ikke rette op på de fysiske mangler, men gennem fortalervirksomhed kan projektet sætte fokus på, ’hvor den er gal’. Her giver de officielle standarder legitimitet til at formulere krav om forbedringer til myndigheder og lokalsamfund.

Med et beskedent budget og nul penge til mursten og VVS-installationer må vores fokus være et andet. Indsatsen for nomadebørn på kostafdelingerne handler om omsorg og pædagogik. Og det er de yngste børn, der er i centrum. Kostafdelingerne kæmper stadig med at tilpasse sig den udfordring, det er at tage imod små seksårige børn, der er hjemmefra og uden far-og-mor for første gang.

Tidligere var skolestart efter barnet var fyldt otte år. Vores projekt ’Better School Start – Better School Life’ er en respons på, at 80% af alle de børn, der droppede ud af skolen i de første par år, var fra nomadefamilier. Årsagerne viste sig at være en kombination af at være dårlig forberedte til at gå i skole og så hjemve og mistrivsel.

Med den hjemmebaserede skoleforberedelse for 5-årige nomadebørn (CICED NYT…) er børnene bedre rustet til at starte i skole. De klarer sig på niveau med deres klassekammerater, der har gået i børnehave. Med fokus på mere omsorg, voksen-opmærksomhed og flere fritidsaktiviteter håber vi, at kostafdelingerne kan emme lidt mere af hjemlige forhold. Det går fremad. Siger både elever, lærere og forældre. Og indtil nu, er der ingen dropouts på de skoler, der er involveret i projektet.

Det er relativt enkelt at uddele penge til indkøb af bøger og spil eller indkøb af en ghettoblaster, så der kan danses og synges mere. Udvikling af pædagogiske kompetencer og mobilisering af ekstra ressourcer til også at kære sig optimalt om de yngste beboere i kostafdelingerne er derimod lidt af en udfordring. Derfor skruer vi nu op indsatsen med efteruddannelse af kostafdelinglærerne (dormitory teacher) og en omfattende pædagogisk vejledning/opslagsbog er i den sidste redigeringsfase. I modsætning til andre vejledninger, så er denne udviklet i tæt samarbejde med dem, der skal bruge den.


Dormitory på Naranbulag skole har indrettet fællesrummet, så det minder lidt om derhjemme. Samtidig indbyder indretning til snak om nomadelivet.

Vores arbejde skal værdsættes – videnshieraki på spil

Til min – og vores mongolske partners – store overraskelse er det ikke flere penge, der står øverst på ønskesedlen hos kostskolelærerne. Næh, det er noget så simpelt – og uhyre kringlet – som anerkendelse og respekt.

”Vi bliver ikke respekteret på samme måde, som de lærere, der underviser i skolen. Vi har samme uddannelse, men arbejder meget mere. Og vi har mange flere og komplicerede opgaver. Alligevel får vi dårligere løn, fordi vi ikke bliver betalt for alt det ekstraarbejde, som vi leverer. Flere gange om ugen må jeg hen på dormitory om aftenen, eller jeg har et par af de yngste elever med hjem, fordi de er kede af det og trænger til lidt mere omsorg. Jeg skal hjælpe med lektier, sørge for alle mulige aktiviteter i børnenes fritid, holde kontakten med forældrene, sørge for lægekontakt, hvis børnene bliver syge. Og tit må jeg også komme i løbet af weekenden. Jeg elsker mit job. Det er skønt at være noget for børnene. Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg bliver hilst af glade børn hver morgen. Men jeg synes, at vi fortjener at blive værdsat og respekteret. Det bliver vi ikke i dag”.

Sådan formulerer én af de mange kostafdelingslærere sig under et interview i Naranbulag sum i Uvs aimag, hvor det ene af de tre regionale seminarer i 2023 blev afviklet. Med andre ord, men med den samme kerne, gentages ønsket om værdsættelse og respekt i samtale efter samtale.

Som interviewene skrider frem, dæmrer det, at et velkendt hierarki er på spil. Det tæller mere at undervise i et klasseværelse end at være ansvarlig for børns trivsel uden for skolebænken. Læreren bag katederet nyder større respekt og anerkendelse, end (dormitory)læreren uden kateder, men med ansvar for, hvordan en flok børn og unge i alderen seks til seksten år trives uden for skoletiden. Akademisk viden rangerer højere end pædagogisk ditto. Og dette er, som det vil være mange læsere bekendt, ikke et isoleret mongolsk fænomen, men i et land, hvor den nomadiske tradition er nationens stolthed, er det godt nok tankevækkende, at dem, der tilbringer flest timer med nomadernes børn i deres ti skoleår, står langt nede på ranglisten over anerkendte professioner.

Der er ikke noget kvikfix eller smutveje til anerkendelse og respekt omkring kostskolelærerne. Vi har strikket en mangefacetteret indsats sammen for det sidste projektår:

Skolelederen skal stærkere på banen. Det er hendes/hans ansvar, at kostafdelingen og dens personale får den opmærksomhed som fortjent. Kostskoleeleverne er en minoritet på alle skoler. Det gælder også personalet, der sørger for disse elevers trivsel. Der skal derfor fokus på inklusion af personalet. De skal ikke være et løsthængende tillæg til skolen, men en levende del af dens hverdag. Oplysningsvirksomhed og fortalervirksomhed over for politiske beslutningstagere og lokalsamfund sættes i værk. Selv på skoler med dygtige og dynamiske skoleledere hænger kostafdelingen uden for daglig opmærksomhed.

Dormitory elever udgør under 5% af det samlede elevtal i mongolske skoler.
’Når man ikke er ret mange, så er politikerne heller ikke særlig interesserede. Det handler om penge og stemmer. Der er simpelthen ikke nok stemmer i at øge bevillinger til kostafdelingerne. Slet ikke hvis det skal ske ved at flytte penge fra andre skoleaktiviteter’, som en skoleleder udtrykker det.

Politiker-ører er dog særlig sensitive på bestemte tidspunkter.
Der er valg til lokale, regionale og nationale khurals (forsamlinger) i 2024, og alle relevante politikere vil komme til at høre en hel om dormitories og hjemmebaseret skoleforberedelse.

Del i dit netværk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev