Fra UN News. Oversat med Lara Translate og redigeret af Johnny Baltzersen - 4 min.Det globale fattigdomsindeks viser nu 51,5 millioner flere fattige end sidste år. Over halvdelen er børn. Men udviklingen er ikke entydig: Flere lande viser, at fattigdom kan nedbringes, når der bliver sat ind på flere områder samtidig.
Mad på bordet. En skole at gå i. Rent drikkevand og elektricitet i hjemmet.
For 1,2 milliarder mennesker er flere af disse basale behov stadig ikke opfyldt. Det viser 2026-opdateringen af det globale Multidimensionelle Fattigdomsindeks (MPI), som FN’s Udviklingsprogram (UNDP) og Oxford University står bag.
Det opgjorte antal er steget for første gang på 15 år. Sammenlignet med sidste års opdatering er der kommet 51,5 millioner flere til.
617 millioner børn. Og 83 procent af de mennesker, der lever med disse afsavn, bor på landet.
»Bag disse tal står 1,2 milliarder mennesker, der står over for vanskeligheder, der forstærker hinanden: sult, manglende skolegang og mangel på rent vand eller elektricitet. Det er uacceptabelt,« siger UNDP’s administrerende direktør Alexander De Croo.
Fattigdom er mere end en tom pengepung
Indekset blev udviklet i 2010 for at måle fattigdom ud over indkomst. For en families muligheder afhænger også af, om der er en skole, børnene kan komme til, og om vandet er rent nok til at drikke.
MPI undersøger 10 indikatorer inden for sundhed, uddannelse og levestandard. Det gælder blandt andet ernæring, børnedødelighed, skolegang og adgang til elektricitet, drikkevand og ordentlige sanitære forhold.
En person regnes som multidimensionelt fattig, når afsavnene udgør mindst en tredjedel af det samlede vægtede mål. Det er altså en opgørelse over flere former for fattigdom, som kan ramme samtidig og forstærke hinanden.
Afrika syd for Sahara og Sydasien tegner sig for langt størstedelen af afsavnene på tværs af indikatorerne.
Flere fattige – men tallene kræver en forklaring
Årets opdatering omfatter 108 lande med omkring 78 procent af verdens befolkning.
Stigningen betyder ikke, at nye undersøgelser har registreret forværrede levevilkår i alle disse lande. I 95 lande forelå der ingen nye undersøgelsesdata. Her skyldes en stigning på næsten 16 millioner alene, at befolkningstallene er blevet opdateret.
Resten af stigningen kommer fra 13 lande med nye data. Her spiller både ændringer i fattigdommens udbredelse, befolkningsudviklingen og forskelle i indikatorernes dækning ind.
Det er en vigtig forskel. Andelen af fattige kan falde, samtidig med at antallet stiger, hvis befolkningen vokser hurtigere, end fattigdommen bliver reduceret.
Det er netop sket i Angola og Zambia.
Fremskridt kan gå tabt
Fem af landene med nye undersøgelser har reduceret andelen af mennesker i multidimensionel fattigdom: Egypten, Nepal, Tadsjikistan, Angola og Zambia.
Det er fremskridt, selv om befolkningstilvæksten i de to sidstnævnte lande betyder, at flere mennesker samlet set lever i fattigdom.
Nigeria viser en anden og mere bekymrende udvikling. Landet nedbragte fattigdommen betydeligt i 2010’erne. Nu er både andelen og antallet af multidimensionelt fattige steget.
Resultater er med andre ord ikke sikret én gang for alle. De skal fastholdes og bygges videre på.
Det kan lade sig gøre
Verdensmålene forpligter landene til inden 2030 at halvere andelen af mennesker, der lever i fattigdom i alle dens dimensioner, målt efter nationale definitioner. Forfatterne bag MPI-opdateringen mener fortsat, at målet kan nås.
De peger blandt andet på, at 33 lande har halveret deres MPI-værdi på under 15 år. Seks af dem ligger i Afrika syd for Sahara.
I Eswatini (tidligere Swaziland, red.) er andelen af multidimensionelt fattige faldet fra næsten 39 procent til otte procent. Kina registrerede det hurtigste fald blandt landene med tilgængelige data: Fra 2010 til 2014 blev landets MPI-værdi mere end halveret.
En halvering af MPI-værdien er ikke nødvendigvis det samme som en halvering af antallet af fattige. Indekset tager højde for både, hvor mange der er ramt, og hvor omfattende deres afsavn er.
Men udviklingen viser, at en målrettet indsats kan flytte noget.
»Vi ved, at fremskridt er mulige,« siger Alexander De Croo. »Lande, der har taget fat på disse udfordringer sammen snarere end hver for sig, har vist, hvad en målrettet indsats kan opnå.«
Det er også rapportens praktiske budskab. Når manglende skolegang, dårlig sundhed og utilstrækkelige levevilkår hænger sammen, må indsatsen gøre det samme.
For de 617 millioner børn handler det om mulighederne for at få nok mad, lære noget og vokse op under ordentlige forhold. Det kan ikke vente.
