Tekst: UN Woman_bearbejdet af Johnny Baltzersen Foto: Ukendt
Læsetid: 5 min – Lyttetid 7 min
En afghansk kvinde forlader typisk sit hjem én eller to gange om måneden. En mand går ud hver dag.
Så enkelt kan fem års stadig strammere restriktioner beskrives. Men tallene fra en ny UN Women-rapport fortæller også noget andet: Afghanske kvinder har ikke opgivet håbet om ligestilling, egen indkomst og et selvstændigt liv.
Tiden arbejder bare imod dem.
Et liv inden for hjemmets fire vægge
I alt forlader 52 procent af de afghanske kvinder deres hjem højst to gange om måneden. Blandt mændene går 96 procent ud hver dag.
Ni ud af ti kvinder skal have tilladelse fra et mandligt familiemedlem, før de forlader hjemmet. Og 75 procent føler sig utrygge uden en mandlig værge – en såkaldt mahram.
Begrænsningerne handler ikke kun om, hvor kvinderne må gå hen. De handler også om, hvad de tør sige. To tredjedele – 66 procent – begrænser deres udtalelser i offentligheden, mens 56 procent undgår offentlige steder som markeder og sundhedsklinikker.
Uddannelse gør en forskel. Blandt kvinder uden formel uddannelse forlader 59 procent sjældent hjemmet. Det samme gælder 31 procent af kvinderne med en erhvervs- eller universitetsuddannelse.
Men også for de uddannede kvinder bliver rummet for handling stadig mindre.
Uddannelsen lukkes ned
Siden 2021 har kvinder og piger været udelukket fra uddannelse efter sjette klasse. Konsekvenserne vokser år for år.
I 2024 fortalte 76 procent af kvinderne, at deres adgang til uddannelse var blevet dårligere efter Talibans magtovertagelse. I 2025 oplevede 56 procent endnu en forværring i løbet af det foregående år.
Det er ikke bare undervisning, der forsvinder. Det er færdigheder, netværk, indkomstmuligheder og fremtidshåb.
Og det påvirker ikke kun den enkelte kvinde. Det ændrer også mødrenes forventninger til deres døtre.
Tidligere knyttede mange mødre deres håb til døtrenes uddannelse. Nu fortæller nogle, at de i stedet forbereder døtrene på ægteskab, fordi andre fremtidsmuligheder ikke længere virker realistiske. Døtrene ser samtidig deres uddannede mødre være afskåret fra at bruge deres kvalifikationer.
Blandt forældrene mener 65 procent, at døtrenes liv har udviklet sig dårligere end forventet før august 2021. For sønnerne er tallet 35 procent.
En forskel, der ikke kræver mange forklaringer.
Den mentale sundhed er under pres
Restriktionerne har også alvorlige konsekvenser for kvindernes mentale helbred.
Syv ud af ti beskriver deres mentale sundhed som dårlig eller meget dårlig. Og 59 procent fortæller, at den er blevet værre alene inden for det seneste halve år. Samlet vurderer 65 procent af kvinderne, at deres liv har udviklet sig dårligere, end de forventede før august 2021. Blandt kvinder med en erhvervs- eller universitetsuddannelse er andelen endnu højere: 71 procent.
Uddannelse har med andre ord ikke beskyttet kvinderne mod tilbagegangen. Tværtimod kan den have gjort tabet af muligheder endnu tydeligere.
Håbet lever stadig
Men kvinderne har ikke accepteret begrænsningerne som en permanent og naturlig orden. I 2025 var 68 procent fortsat optimistiske med hensyn til at nå deres mål. Det er ikke et passivt håb om, at noget måske en dag bliver bedre. Kvinderne peger meget konkret på, hvad der skal til.
Når de bliver bedt om at udpege deres vigtigste mål i livet, placerer 40 procent lige rettigheder for kvinder, piger, mænd og drenge blandt deres tre højeste prioriteter. Ligestilling ligger dermed øverst. Derefter følger ønsket om en selvstændig indkomst, som nævnes af 33 procent. At eje sin egen bolig prioriteres af 24 procent, mens 19 procent ønsker at begynde på eller afslutte en uddannelse.
Kun 13 procent af de ugifte kvinder placerer ægteskab blandt deres vigtigste mål. Blandt ugifte mænd gælder det 37 procent. Otte procent af kvinderne prioriterer desuden en ændring af kønsnormerne i hjemmet og lokalsamfundet.
Afghanske kvinder ønsker altså ikke først og fremmest at blive reddet. De ønsker rettigheder og mulighed for at skabe deres eget liv.
Ligestilling er ikke et eliteprojekt
Det hævdes undertiden, at krav om kvinders rettigheder først og fremmest kommer fra privilegerede kvinder i byerne eller er påført Afghanistan udefra.
Tallene fortæller noget andet.
På landet prioriterer 41 procent af kvinderne ligestilling. I byerne gælder det 35 procent.
Ønsket om lige rettigheder er med andre ord stærkest blandt kvinderne i landdistrikterne. Det er værd at hæfte sig ved.
De fleste kvinder identificerer sig med islamiske værdier. Men det betyder ikke, at de støtter de facto-myndighedernes fortolkning og anvendelse af dem.
Hele 91 procent mener, at myndighederne ikke deler deres værdier, når det gælder pigers uddannelse. Præcis den samme andel siger det om kvinders økonomiske muligheder.
Mange kvinder tilpasser alligevel deres adfærd til omgivelsernes forventninger. Ikke fordi de er enige, men fordi de frygter kritik og sociale konsekvenser.
I alt siger 37 procent, at afghanske kvinder ville være mere aktive i offentligheden, hvis de ikke risikerede problemer og kritik.
Der er altså en betydelig afstand mellem det liv, kvinderne ønsker, og det liv, de føler sig i stand til at leve.
Vinduet bliver stadig smallere
Hvert år med restriktioner svækker de uddannelser, færdigheder og netværk, som Afghanistans fremtidige genopbygning vil afhænge af.
Selv hvis begrænsningerne bliver ophævet, vender alt det tabte ikke automatisk tilbage. Piger har mistet skoleår. Kvinder er blevet afskåret fra arbejdsmarkedet. Faglige miljøer og netværk er blevet svækket.
Derfor er tavshed ikke en neutral position. Den bidrager til, at udelukkelsen langsomt bliver gjort normal.
UN Women anbefaler, at de facto-myndighederne presses til straks og uden betingelser at ophæve alle restriktioner mod kvinder og piger.
Kvinders rettigheder skal stå centralt i det internationale samfunds kontakt med myndighederne. Afghanske kvinder skal have reel indflydelse på beslutninger om landets nutid og fremtid. Og deres rettigheder skal forsvares i alle politiske og diplomatiske fora.
Samtidig skal der investeres i de færdigheder og netværk, kvinderne får brug for, når mulighederne igen åbner sig.
For de afghanske kvinder har ikke opgivet fremtiden.
Det bør resten af verden heller ikke gøre.
Om undersøgelsen
Rapporten bygger på to landsdækkende undersøgelser fra 2025 og 2026.
Undersøgelsen fra 2025 omfattede 2.190 personer: 1.074 kvinder og 1.116 mænd. Dertil kom 48 fokusgruppediskussioner og 36 dybdegående interview.
Undersøgelsen fra 2026 omfattede 2.811 personer: 2.210 kvinder og 601 mænd. Den blev suppleret med fire fokusgrupper med i alt 30 afghanske kvinder.
ps: Jeg var selv i Afghanistan med Danida i 2003, efter Talibans fald i november 2001. Opgaven var at hjælpe med at formulere langsigtet dansk udviklingsbistand til Afghanistans uddannelsessektor. Landet summede af optimisme, der var håb og energi i undervisningsministeriet, på skoler og på Kabuls Universitet. Og der var kvinder og mænd, der kæmpede for en fremtid med uddannelse til alle.
