Tekst: Better Future_bearbejdet af Johnny Baltzersen – Foto: Johnny Baltzersen
Læsetid: 5 min – Lyttetid 7 min
Ejerskab behøver ikke være koncentreret hos de få. Læs: den rigeste ene procent.
Rundt om i verden vælger virksomheder og lokalsamfund andre veje. Medarbejdere overtager ejerskabet. Borgere styrer energiproduktionen. Oprindelige folk genvinder kontrollen over jord og naturressourcer. Og byer begynder at måle fremskridt i andet end vækst og profit.
Det er ikke luftige fremtidsdrømme. Det sker allerede.
Ejerskab kan fordeles
Et af de mest kendte eksempler er spanske Mondragón Corporation – en føderation af medarbejderejede kooperativer, som beskæftiger over 80.000 mennesker.
Mondragón har eksisteret i næsten syv årtier. Dets økonomiske resultater viser, at en virksomhed godt kan vokse og tjene penge, samtidig med at den demokratiske ledelse bevares.
I Storbritannien drives Suma Wholefoods som et arbejderkooperativ, hvor alle medarbejdere får samme løn og har en stemme i beslutningerne. Også på et konkurrencepræget marked kan ejerskab og indflydelse altså fordeles mere retfærdigt.
Barcelona har samtidig udviklet sig til et centrum for såkaldte platformkooperativer – medarbejderejede alternativer til gigøkonomiens store platforme. Mensakas er en madleveringstjeneste, som ejes af medarbejderne selv. Og energikooperativet Som Energia giver borgerne indflydelse på deres egen produktion af vedvarende energi.
Oprindelige folk tager kontrollen tilbage
Oprindelige folks rettigheder handler ikke alene om anerkendelse af fortidens overgreb. Det handler også om magt her og nu: retten til jord, naturressourcer og politisk selvbestemmelse.
I Canada giver First Nations Land Management Act oprindelige samfund større kontrol over deres landområder uden det sædvanlige føderale tilsyn. Det har givet flere First Nations bedre muligheder for at udvikle lokale økonomier og beskytte miljøet på egne vilkår.
Samtidig vokser Land Back-bevægelsen i Nord- og Latinamerika. Oprindelige samfund genvinder forvaltningen af traditionelle landområder og genindfører bæredygtige metoder, der udfordrer den udvindingsøkonomiske logik.
I Ecuador og Bolivia har oprindelige grupper været med til at sikre juridisk anerkendelse af naturens rettigheder. Økosystemer bliver dermed ikke alene betragtet som råstoffer, der kan udnyttes, men som levende enheder med krav på beskyttelse.
Også i de globale klimaforhandlinger får oprindelige folks stemmer langsomt større vægt.
Når BNP ikke længere har hele svaret
I årtier har vækst i bruttonationalproduktet været den dominerende målestok for økonomisk succes. Mere produktion. Mere forbrug. Mere vækst.
Men BNP fortæller ikke, om mennesker trives, om uligheden vokser, eller om naturgrundlaget er ved at bryde sammen. Derfor er flere lande og byer begyndt at udfordre BNP som mål for menneskelig velfærd.
Diskussionen er særlig relevant i det globale nord, hvor økonomien flere steder har bevæget sig ud over både de økologiske grænser og det niveau, der er nødvendigt for menneskelig velstand.
Wellbeing Economy Governments Alliance – WEGo – omfatter blandt andre Skotland, New Zealand, Finland og Wales. Her forsøger regeringer at indarbejde indikatorer for trivsel i den nationale politik. Målet er ikke vækst for vækstens egen skyld, men mindre ulighed, bedre folkesundhed og økologisk bæredygtighed.
Flere byer har også taget Kate Raworths model for Doughnut Economics til sig. Amsterdam er gået foran med en bypolitik, der skal sikre menneskelig trivsel inden for planetens økologiske grænser.
Samtidig vokser [forskningen i en økonomi efter vækstparadigmet](https://www.thelancet.com/journals/lanplh/article/PIIS2542-5196(24\)00310-3/fulltext). Emnet har blandt andet fundet vej til Beyond Growth-konferencen i Europa-Parlamentet og til en FN-resolution om at se ud over bruttonationalproduktet, vedtaget på FN’s Summit of the Future i 2024.
Det er et vigtigt skifte. Det, vi måler, er som bekendt ofte det, politikerne ender med at prioritere.
Alternativerne findes altså allerede. Kooperativer, lokalt ejerskab, oprindelige folks selvbestemmelse, nye mål for økonomisk fremskridt og demokratisk forvaltning af fælles ressourcer.
Spørgsmålet er ikke længere, om andre modeller er mulige.
Spørgsmålet er, hvor meget plads vi vil give dem.
