Der er forhandlinger i gang om en FN-konvention om internationalt skattesamarbejde. Traktaten kan forhindre multinationale selskaber i at flytte deres overskud til lavskattelande og få dem til at betale skat der, hvor de tjener deres penge. Det vil frigøre indtægter, der kan bruges til at finansiere offentlige tjenester, nå udviklingsmål og bekæmpe klimaændringer.
Den seneste forhandlingsrunde afslørede en tydelig kløft mellem de rigere lande, som i øjeblikket styrer de internationale skatteregler og ønsker begrænset regulering, og landene i det globale syd, som ønsker en mere ambitiøs traktat.
Civilsamfundet kæmper for en stærk traktat, men det skal også have mulighed for at stille beslutningstagerne til ansvar for, hvordan skatteindtægterne bruges.
I Frankrig protesterer hundredtusindvis af studerende, oprørte over nedslidte skoler og en vedvarende mangel på personale.
I 2024 gik unge kenyanere på gaden for at kræve grundlæggende politiske reformer, efter at regeringen – under pres fra Den Internationale Valutafond (IMF) om at øge indtægterne – forsøgte at indføre afgifter på dagligdags fornødenheder.
Sidste år oplevede Filippinerne masseprotester, da en række ødelæggende storme afslørede, at milliarder af dollars, der var øremærket til sikring mod oversvømmelser, var blevet underslået gennem korruption.
Disse protester havde forskellige årsager, men de havde det til fælles, at der var en dyb offentlig vrede over beslutningerne om, hvad der bliver finansieret, og hvem der betaler for det.
De Forenede Nationers (FN’s) mødelokaler kan virke langt væk fra vreden på gaderne, men de igangværende forhandlinger om at omskrive de globale skatteregler kan gøre en forskel, hvis tilstrækkeligt mange stater bakker op om en ambitiøs traktat.
Regler fastsat af de rige
I øjeblikket er det de rige stater, der bestemmer reglerne. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), en international sammenslutning af 38 store økonomier, har længe fungeret som den naturlige autoritet. Alle andre stater har været nødt til at acceptere politikker, der er udformet af OECD-medlemmerne, uden at have nogen reel indflydelse.
Problemerne er vokset i takt med økonomiens globalisering, hvor multinationale virksomheder er trådt i forgrunden. De tjener deres penge i mange lande, men bogfører ofte deres overskud i lande, hvor selskabsskatten er lav.
Et land, hvor et multinationalt selskab har en stor del af sin forretning, får måske slet ingen skatteindtægter, selvom virksomheden gør brug af den offentlige infrastruktur og kan forårsage miljøskader. Regnskabspraksis er yderst uigennemsigtig, og en USA-støttet tavshedspligt beskytter virksomheder ved at forhindre regeringer i at nævne dem, der flytter overskud for at undgå skat.
Intet land kan bekæmpe overførsel af overskud på egen hånd, da virksomheder frit kan flytte overskud på tværs af grænser. Opgaven med at koordinere staterne er blevet overladt til OECD, som de fleste stater ikke er medlem af, og som civilsamfundsorganisationer længe har beskyldt for at udvise svagt lederskab i forbindelse med skattesamarbejde.
I 2021 reagerede OECD på internationalt pres ved at mægle en global skatteaftale, hvor 136 lande blev enige om en minimumsskat på 15 procent for multinationale selskaber og en delvis omfordeling af de store multinationale selskabers overskud til de lande, hvor de driver forretning. Men implementeringen gik i stå, efterhånden som der blev afholdt flere forhandlingsrunder.
Donald Trump afviste aftalen, så snart han tiltrådte i januar 2025, og kaldte den en uacceptabel begrænsning af USA’s suverænitet. Han truede desuden med økonomiske modforanstaltninger over for lande, der beskatter virksomheder med hovedsæde i USA.
Aftalen blev efterfølgende revideret for at give USA-baserede virksomheder omfattende undtagelser. OECD oplyser, at over 65 lande nu har gennemført aftalen, men de indrømmelser, der er givet til USA, har udhulet den.
Trumps tilgang, der går ud på, at den stærkeste har ret, udfordrede alle andre staters skattemæssige suverænitet ved at hævde, at kun den amerikanske regering kan beskatte amerikanske virksomheder.
Men Trump kan utilsigtet have styrket argumenterne for en FN-traktat ved at bryde den skrøbelige OECD-konsensus og vise, hvorfor der er behov for et stærkere samarbejde som en beskyttelse mod ensidige foranstaltninger.
En mere demokratisk arena
FN-sporet blev åbnet i december 2022, da den afrikanske gruppe af stater, anført af Nigeria, fik vedtaget en resolution i Generalforsamlingen for at sætte gang i drøftelserne om internationalt skattesamarbejde. Dette var resultatet af mange års kampagner fra civilsamfundet og landene i det globale syd for at overvinde modstanden fra mange lande i det globale nord samt indflydelsen fra erhvervslivets lobbyer.
To år senere indledte en anden resolution fra Generalforsamlingen officielt processen med at udarbejde en international konvention om skattesamarbejde. Den amerikanske regering forlod forhandlingsbordet, da traktatforhandlingerne begyndte i februar 2025, og har opfordret andre til at gøre det samme – uden held. Forhandlingerne fortsætter uden dem.
Det har været et demokratisk skridt at flytte debatten til FN, hvor alle stater formelt er lige, og hvor der findes veletablerede høringspraksisser. Forhandlingerne er ikke længere forbeholdt et mindretal af privilegerede stater.
I en globaliseret økonomi bør alle have mulighed for at sige deres mening, og mange benytter sig af denne mulighed. Forud for den femte forhandlingsrunde, der fandt sted i New York over to uger i august, indsendte stater, internationale organisationer, virksomheder samt en lang række civilsamfundsorganisationer og akademikere et bredt spektrum af skriftlige bidrag – et tegn på, hvor meget der står på spil.
Mødet i august var det første, hvor man drøftede konventionens “nuludkast” samt to udkast til protokoller om grænseoverskridende tjenesteydelser og løsning af skattespor.
Det gjorde skillelinjerne tydelige. Generelt ønsker de rigere stater mildere bestemmelser, herunder beskyttelse af de nuværende skatteaftaler, mulighed for, at stater kan fravælge visse bestemmelser, en udvandet formulering vedrørende beskatning af de superrige og en begrænset rolle for et FN-sekretariat for beskatning.
Til gengæld ønsker mange lande i det globale syd en stærkere traktat, en tilpasning af de eksisterende aftaler til konventionen, færrest mulige undtagelsesmuligheder og et stærkt sekretariat, der kan udvikle det globale syds kapacitet til at begrænse skatteunddragelse.
De rigere stater, hvor mange multinationale selskaber har hjemsted, beskyldes for at ønske en konvention, der ikke ændrer ret meget og stort set lader selskabernes skatteunddragelse stå uimodsagt. Der er stadig meget, der skal afgøres, når forhandlingerne går ind i deres sjette runde i Nairobi, Kenya, i november og december, inden teksten efter planen skal forelægges for FN’s Generalforsamling til vedtagelse ved udgangen af næste år.
Meget står på spil
De lande i den globale nordlige del af verden, der modarbejder forandringer, bør erkende, at status quo er uholdbart. Virksomheder og superrige mennesker bruger komplekse og hemmeligholdte ordninger til at holde fast i enorme summer, som kunne gøre en forskel for milliarder af menneskers liv.
Når der ikke findes globale regler, fristes stater til at indgå i et kapløb mod bunden ved at sænke selskabsskattesatserne i håb om at stimulere den økonomiske aktivitet. Men ved at gøre det, fratager de sig selv de indtægter, der er nødvendige for at betale for offentlige tjenester, opfylde målene for bæredygtig udvikling og tackle klimaforandringerne. De gør det, selvom mange menneskers økonomiske vrede driver kravene om politisk forandring frem.
Forskning fra Tax Justice Network peger på, at hvis multinationale virksomheder blev pålagt at betale skat i forhold til deres økonomiske aktivitet i hvert land – i stedet for kun i lavskattejurisdiktioner – ville de globale selskabsskatteindtægter stige med op til 500 milliarder dollars om året.
Det kunne betyde, at landene i det globale syd i løbet af et enkelt år kunne opkræve mere, end de tilsammen skylder IMF.
Tax Justice Network har beregnet, at hvis de indtægter, der går tabt på grund af skattesvig, blev inddrevet, kunne det sikre,
- at 17 millioner flere mennesker om året fik adgang til rent vand, og at
- 34 millioner flere fik adgang til basale sanitære forhold.
- Over en tiårsperiode ville det betyde anslået 600.000 færre børnedødsfald.
Der er penge nok til at løse store problemer. Det er bare koncentreret i de forkerte hænder. Det er ikke tilfældigt. Det afspejler den enorme politiske lobbymagt, der udspringer af økonomisk magt. En mere retfærdig beskatning er et spørgsmål om social retfærdighed, da den søger at rette op på en uligevægt og omfordele ressourcer fra de rigeste til dem, der har behov for det.
Civilsamfundets rolle
Civilsamfundsorganisationer har spillet en væsentlig rolle i at forme debatten og i at arbejde for en traktat ved at lobbye delegationer og afgive skriftlige indlæg. Men der er stadig arbejde at gøre med at skabe fortællinger, der forbinder disse tiltag med den vrede, mange mennesker føler over forfaldne offentlige tjenester, konsekvenserne af klimaforandringerne, økonomisk ulighed og skattesystemer, der rammer almindelige mennesker hårdt, mens de næppe berører de velhavende.
Der er særligt behov for oplysningsarbejde og kampagner i de mere velhavende lande, som ønsker en mindre ambitiøs traktat, selvom al forskning viser, at de – ligesom landene i den globale syd – vil kunne drage fordel af en mere retfærdig beskatning.
Civilsamfundet bliver nødt til fortsat at presse på for at opnå ambitiøse mål i de kommende forhandlinger, da man kan forvente, at magtfulde stater vil forsøge at udvande teksten, forhandle sig til undtagelser eller i sidste ende nægte at ratificere traktaten.
Civilsamfundet skal samarbejde med støttende stater for at sikre, at traktaten bliver bindende, fastsætter globale minimumsskattesatser for virksomheder og de superrige og fastholder princippet om, at multinationale selskaber betaler skat der, hvor de tjener deres penge.
Traktatprocessen finder sted på et tidspunkt, hvor multilateralismen er i krise, da magtfulde stater nægter at samarbejde, prioriterer bilaterale aftaler og trækker midler tilbage fra samt trækker sig ud af multilaterale institutioner.
Der er ingen udsigt til, at den milliardærdominerede Trump-administration vil tilslutte sig en skatteaftale, der sigter mod omfordeling. Civilsamfundet bliver nødt til at holde øje med politiske ændringer og udnytte dem til at skabe fremdrift, hvor det er muligt.
Selv da vil en traktat ikke nødvendigvis i sig selv ændre ret meget. Dette bliver en rammekonvention, ligesom den, der oprindeligt blev udarbejdet for at tackle klimaændringer.
Det betyder, at staterne bliver enige om overordnede regler og etablerer et system til at uddybe dem. Derfor vil der være behov for et vedvarende engagement.
Der bør også søges andre løsninger, herunder gennemsigtighed omkring ejerskabet af private enheder, tættere udveksling af skattedata mellem regeringer og styrkelse af de nationale skatteforvaltningers kapacitet.
Civilsamfundet skal også argumentere for, at fremskridt med at få virksomheder og velhavende eliter til at betale mere i skat bør ledsages af foranstaltninger, der forbedrer ansvarligheden og gennemsigtigheden i regeringens beslutninger om offentlige udgifter.
Som protesterne i Filippinerne viste, garanterer offentlige udgifter ikke bedre offentlige tjenester og forbedringer af folks liv, hvis regeringerne træffer uigennemsigtige og ukontrollerede beslutninger – hvilket er en opskrift på korruption.
Befolkningen skal kunne give udtryk for sine behov, og civilsamfundet skal kunne holde beslutningstagerne ansvarlige for at sikre, at pengene bliver brugt korrekt og når frem til de områder, hvor der er behov for dem. Dette kræver, at regeringerne respekterer det civile rum.
Vejen er hård, men belønningerne kan være store – i form af principper og metoder til omfordeling – der får de velhavende til at betale en mere retfærdig andel for at løse nationale og globale problemer og give et svar på den vrede, der viser sig på gaderne. Civilsamfundet skal blive ved med at lægge pres på.
VORES OPFORDRINGER TIL HANDLING
· Flere civilsamfundsorganisationer bør tilslutte sig koalitioner for skatteretfærdighed og lægge pres på staterne for at få dem til at indgå en ambitiøs international traktat om skattesamarbejde.
· Civilsamfundet i landene i den globale nord bør føre kampagner for at knytte offentlighedens bekymringer over forværrede offentlige tjenester og økonomisk ulighed sammen med en bevidsthed om de fordele, der kan opnås ved en mere retfærdig beskatning af virksomheder.
· Staterne skal forpligte sig til at respektere civilsamfundets råderum, så civilsamfundet kan varetage en ansvarliggørende rolle i forbindelse med beslutninger om anvendelse af midler.
