Læsetid 4 min / Lyttetid 6 min
Fortællingen om ngo’er som organisationer, der fremstiller mennesker i det globale syd som magtesløse og fattige ofre, er en forældet og misvisende kliché. Ikke desto mindre bliver den stadig gentaget – senest i et debatindlæg af Marianne Mosebo i Globalnyt d. 13. marts.
Mosebo skriver, at ngo-branchen er stærke aktører, der arbejder for at sikre folk et værdigt liv, men samtidig hævder hun, at ngo’erne fortsat kommunikerer om hjælpeløse ofre og dermed svækker tilliden til bistanden. Jeg er enig i hendes første pointe, men uenig i den sidste.
Mosebo er desværre ikke ene om den utidssvarende fortælling om ngo’ers arbejde. Dennis Nørmark, som i indlægget udnævnes til en farlig stemme i den aktuelle debat om ny dansk udviklingspolitisk strategi, var i en artikel i Altinget ude med en tilsvarende karakteristik af danske ngo’er.
Nørmark fik os reduceret til aktører i en ’godhedsindustri’. I min respons på Nørmarks indlæg, minder jeg om, at danske ngo’er for længe siden har tilsluttet sig ’shift the power’ bevægelsen. ’Lokalt ledet udvikling’ er grundlag for det udviklingsarbejde, som omfatter 302 små og mellemstore ngo’er inden for rammerne af CISU.
Jeg har siddet i CISUs bevillingsudvalg i tre år og vurderet i snesevis af ansøgninger om støtte til udviklingsprojekter i størrelsesorden fra 70.000 kr. til godt 30 mio. kr. Som forperson for CICED, har jeg deltaget i stribevis af kurser, møder, seminarer og højskoleophold med fokus på udviklingsbistand.
Jeg erindrer ikke en eneste ansøgning eller debat, der afspejler en fortælling om, at danske ngo’er ser på mennesker i det globale syd som ’magtesløse og fattige ofre’. Enhver kan tjekke min påstand ved at besøge CISUs hjemmeside og de hundredvis af hjemmesider og sociale medier, som CISUs medlemmer publicerer.
Selvom Marianne Mosebos ’drop fortællingen om de magtesløse og fattige ofre’, sparker åbne døre ind, så har hun en pointe. Når selv folk, der burde vide bedre, fortsat tror, at vi i udviklingsarbejdet stadig promoverer en fortælling, som er forladt for mange, mange år siden, ja, så har vi et problem.
Et problem, som først og fremmest handler om begrebsforvirring. Og om kommunikation.
Forskel på nødhjælp og udviklingsbistand
Begrebsforvirring, fordi mange har svært ved at adskille humanitær bistand og nødhjælp fra udviklingsbistand. Over de sidste par årtier, blandt andet på grund af klimaforandringerne, er den humanitære bistand og nødhjælpen vokset i omfang og i fokus. Der er gode billeder og historier i katastrofer.
Når oversvømmelser, tørke, jordskælv og krig rammer, så er mange ofre for disse ulykker faktisk fattige og magtesløse. De store ngo’er og enkelte af de mindre er vigtige aktører i at mobilisere og organisere nødhjælp og humanitær bistand, når katastroferne rammer. Der bruges af indlysende grunde opsigtsvækkende billeder og fortællinger. Men, det er nødhjælp og humanitær bistand i fokus, ikke udviklingsbistand.
Hverdagen med udviklingsbistand er fascinerende og for det meste opløftende, men ganske udramatisk. Hovedparten af den danske presse er ikke interesseret i at fortælle, hvad en masse ngo’er laver sammen med deres partnere i det globale syd. Det er besværligt, og det er omkostningstung journalistik. Især hvis den skal være opsøgende, endsige undersøgende.
De mange små og mellemstore ngo’er, der trækker på meget dygtig og erfaren, men også frivillig, arbejdskraft, har typisk ikke de store kommunikationsmuskler. De har svært ved at trænge igennem i det store mediebillede.
Ikke alle falder for myten
Trods begrebsforvirring og manglende pressedækning, så har vi heldigvis et Folketingsflertal og et Udenrigsministerium, der værdsætter ngo’ernes indsats i dansk udviklingspolitik. Det kom klart til udtryk i den høring om fremtidens udviklingspolitiske strategi, som CISU arrangerede på Christiansborg i slutningen af februar, og hvor Globalnyts chefredaktør styrede debatten.
Selvom ngo’ernes arbejde bliver værdsat politisk, har Mosebo ret i, at vi må styrke kommunikationen over for befolkningen. Når myter om ngo’er og deres arbejde har let ved at få spalteplads, risikerer det at underminere støtten til dansk udviklingsbistand.
Der er brug for mere energi og nye veje til at komme i dialog med den del af befolkningen, der ikke læser Globalnyt. Debatten om, hvordan vi så gør det, må derimod meget gerne foregå i Globalnyts spalter.
