I artiklen ’Udviklingsforsker: Tid til opgør med myten om den uskyldige ulandsbistand’ i Altinget d. 16.1. citeres Annette Skovsted Hansen, talsperson for Foreningen af Udviklingsforskere for følgende udsagn:
”Der er et eksempel fra Eritrea, hvor Danmark insisterede på, at de nye skolebøger skulle laves på ét sprog, hvis Danmark skulle betale for dem, selvom de lokale beslutningstagere gerne ville have, at skolen skulle være tosproget i indskolingen. Sådan en beslutning, synes jeg ikke, der er grund til at være stolte af,” siger hun.
Det citerede udsagn følger et afsnit, hvor intervieweren sammenfatter ASHs position: ”Også indenfor uddannelse, mener hun (ASK, red.), at Danmark har haft et ærinde med i den udviklingspolitiske rejsekuffert. Om end af mere ideologisk karakter.
Jeg ved ikke, hvor ASH har sit Eritrea-eksempel fra, men jeg er sikker på, at der må være tale om en misforståelse eller om brug af kilder, der ikke havde sin daglige gang på eritreisk jord. Eksemplet giver nemlig ingen mening.
Dansk bistand til uddannelse i Eritrea startede i august 1996 og sluttede med udgangen af 2005. Jeg havde fornøjelsen at lede den danske faglige bistand til Eritreas undervisningsministerium og dets nationale institutioner i hele perioden.
Som led i en ambitiøs inkluderende uddannelsespolitik i et multietnisk samfund, besluttede Eritrea som det første land i verden at efterleve UNESCOs anbefalinger om, at børn skal undervises på deres modersmål. I det mindste i grundskolen, der den gang i Eritrea dækkede første til femte klasse.
Der er ni sprog forankret i lige så mange etniske grupperinger i Eritrea. Der skulle altså udvikles læseplaner, bøger og andre undervisningsmaterialer på ni sprog. Den danske bistand handlede blandt andet om, at støtte udvikling af faglige og institutionelle kompetencer og kapaciteter til at levere udvikling af en grundskole, der kunne undervise på ni forskellige sprog. (For at undgå favorisering af et enkelt af de dominerende sprog, besluttede Eritrea sig den gang for, at undervisningssproget efter grundskolen skulle være engelsk).
I den niårige periode for dansk bistand holdt jeg snesevis af møder med den eritreiske undervisningsminister og hans departementschef, og jeg er aldrig støt på et ønske om tosproget indskoling, som i øvrigt også ville have været i konflikt med Eritreas forfatning og officielle uddannelsespolitik. Og jeg har derfor heller ikke kendskab til, at nogen dansk repræsentant skulle have insisteret på kun at ville betale for bøger på ét sprog. Skulle et sådant udsagn være at finde, må det være fra nogen, som ikke havde det fjerneste kendskab til den faktiske udfordring.
Ideologi i rejsekufferten for uddannelse
Jeg kan naturligvis ikke afvise, at der har været eller er tilfælde af dansk ideologisk tankegods i dansk bistand til uddannelse rundt om i verden. Men jeg kan oplyse, at vi er mange, der i mange år bevidst har bekæmpet en sådan tendens, hvis den skulle stikke snuden frem.
Engagementet i Eritrea fulgte i kølvandet på dansk bistand til uddannelsessektoren i Mongoliet (fra juni 1992) og Nepal (fra april 1996). Den daværende Danmarks Lærerhøjskole, nu DPU/Århus Universitet, var på kontrakt med Danida sat til at koordinere det teknisk-faglige samarbejde med de tre landes undervisningsministerier og deres respektive nationale institutioner.
Som leder af alle tre indsatser kan jeg oplyse, at vores første erklæring til samarbejdspartnere var: ”Vi er ikke her for at fortælle jer, hvordan I skal udvikle jeres uddannelsessektor. Vi her for at dele viden og erfaring og ideer. Det er jeres land. Det er jer, der bestemmer. Forhåbentlig har vi viden og erfaringer, som kan bruges. Hvis ikke, så send os hjem igen”.
Dette mantra er grundlaget for det arbejde, som videreføres indenfor rammerne af CICED, en dansk civilsamfundsorganisation/NGO.
Sammen med godt 300 andre medlemmer af Civilsamfund i Udvikling/CISU har vi fuld fokus på ’shift the power’ og ’lokalt ledet udvikling’.
Der er utvivlsomt ideologiske ærinder i nogle rejsekufferter inden for dansk ulandsbistand. Opgøret med blinde vinkler og magtasymmetri er er, som vist, ikke ny. Der er bare kommet mere fart på og flere aktører. Og civilsamfundsorganisationer har førertrøjen på.
