Projektet har til formål at styrke kapacitet, viden og samarbejde mellem nepalesiske lokale civilsamfundorganisationer, der arbejder i forskellige sektorer, men som alle er ramt af klimaforandringerne. Målet er at sikre, at de mest sårbare grupper får en stemme i beslutninger, der påvirker deres liv.
Specifikke mål
A. Styrke kapacitet og samarbejde mellem lokale samfundsorganisationer og gennemføre analyser om klimasårbarhed.
B. Styrke Everest Networks evne til at påvirke og fremme lokale samfunds behov, viden og rettigheder over for ansvarlige på lokal, national og international plan.
Nepal er Asiens næstfattigste land og rangerer 143 ud af 187 i FN’s Human Development Index (2022). 44 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og halvdelen af børn under fem år lider af underernæring. Globalt er Nepal nummer fire i sårbare lande over for klimaforandringer. Lokale samfund – især kvinder,voprindelige folk og mennesker med funktionsnedsættelser – er særligt hårdt ramt.
Nepals forfatning fra 2015 overførte magt fra centralstyret til provinser og kommuner. Selvom loven giver kommunerne stor ansvarlighed for lokal udvikling – herunder klimatilpasning – mangler de ofte kapacitet, ressourcer og infrastruktur. Lokale organisationer spiller derfor en afgørende rolle i at støtte kommunerne.
Lokal planlægning og LAPA
Den nepalesiske stat har udviklet LAPA (Local Adaptation Plan of Action) som værktøj til at integrere klimatilpasning i lokal planlægning. Men i praksis er der store udfordringer: Manglende deltagelse fra de mest sårbare grupper, sprogbarrierer, manglende finansiering og kastesamfund forhindrer lige adgang. Everest Network arbejder aktivt for at ændre dette – gennem lokal viden, påvirkning og støtte til at sikre, at LAPA ikke bliver en papirtiger.
LAPA Plus – en succesmodel
En af medlemsorganisationerne i Everest Network modtog støtte fra CCAM-modaliteten til at udvikle “LAPA Plus” – en forbedret version med fokus på dokumentation af lokal deltagelse og påvirkning. Projektet har modtaget positiv feedback fra både kommunen og en CCAM evaluering. En anden medlemsorganisation har netop modtaget støtte til at gentage og videreudvikle denne model – som nu fungerer som en fælles læringsproces for hele netværket.
Katastrofer og udligning
Katastrofer som jordskælvet i 2015 og oversvømmelserne i 2022 har vist, at de mest sårbare grupper ofte bliver udelukket fra hjælp og beslutninger. Der er brug for målrettet støtte baseret på faktiske behov – og lokale organisationer kan spille en afgørende rolle i at sikre dette.
Civilsamfundets rolle
Projektet styrker civilsamfundet ved at fremme samarbejde og lokalsamfundenes organisering. Alle medlemsorganisationer arbejder ud fra en menneskerettighedsbaseret tilgang og søger at skabe social retfærdighed. De støtter marginaliserede grupper uden politisk stemme – og arbejder både for at støtte lokale regeringer og for at holde dem ansvarlige.
Projektet handler altså om at give magt til de, der er mest ramt af klimaforandringerne. Ved at styrke lokale organisationer, sikre deres deltagelse i beslutninger og skabe bæredygtige løsninger, bidrager projektet til en mere retfærdig og modstandsdygtig fremtid i Nepal.
CICED leverer faglig og administrtiv støtte.
Projektet financieres af danske skatteborgere via solidarisk dansk udvikingsbistand, administreret af CISU.









































